Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Metroid Prime 2: Echoes

Metroid Prime 2: Echoes

Universets mest hårdføre dusørjæger er tilbage i nyklassiker-status. Nielsen har mødt Samus Aran endnu engang.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Gåsehuden melder sin ankomst allerede inden det røde Nintendo-logo toner frem på skærmen. Jeg opdager hurtigt hvor meget jeg egentlig har ventet på det her. Den nærmest uvirkelige musik, der også kendetegnede det første Metroid Prime, ruller snigende ud af højttalerne, mens et knitrende billede fortæller mig at Metroid Prime er tilbage. Allerede inden jeg har rørt den første knap er jeg Samus Aran, universets mest frygtløse dusørjæger og beviset på at Nintendo ved hvad der skal til for at lave et voksent stykke elektronisk underholdning. Jeg lader alle mine sanser glide ned i Chozo Battle Suiten, hænderne smelte sammen med controlleren og ånder lettet op - jeg er hjemme igen.

HQ

Plottet finder denne gang sted på planeten Aether, som skal vise sig at huse to racer, der igennem længere tid har været i krig. Luminoth er planetens oprindelige beboere, der efter et nedslag af en virusbefængt asteroide, må se sig i krig mod muterede versioner af det der før var deres eget folk. Ing, som virusen og dens ofre døbes, er på randen til sejr, da Samus hives ind i kampen. Hjulpet på vej af den overlevende Lumintoh U-Mos, skal Samus endnu en gang vise sig at være nøglen til en historie, der har rødder i fortidens kampe og eksperimenter med Metroid-racen.

Hvis man var en af de mange, der lod sig overbevise af Metroid Primes’ spring til en fuld 3D-verden, vil der umiddelbart ikke være det store chok i vente. Der er stadig tale om et spil, der i det primære design har mest tilfælles med FPS-genren, men fokuset er dog som altid i serien, placeret et helt andet sted. Metroid-serien har altid handlet om udforskningen af spillets forskellige verdener og måden hvorpå nye våben og nøgler konstant lukker op for uprøvede passager i verdener man troede var færdigudforskede. Dette er ikke fjernet i Echoes på trods af det var Primes mest udskældte spilelement, men er i stedet blevet neddroslet, så det ikke er lige så essentielt for gennemførelsen af spillet.

Den nødvendige udforskning af hele spiluniverset var hvad der for alvor adskilte Prime fra konkurrenterne, og er ligeledes en stor del af Echoes. Hvor det dog var nødvendigt at scanne store dele af universet for at finde frem til spillets historie, har man i Echoes valgt at indføre flere cut-scenes, der på mere ligetil vis forklarer historiens mest basale elementer. For fans af scan-systemet, er der dog mere information at hente end nogensinde før, og udvikleren har virkelig formået at strikke et fuldendt univers sammen.

Alt er dog ikke løftet fra Prime, og udvikleren har i stedet hentet inspiration fra lys- og mørkeverdenen-elementet, som mange vil kunne huske fra Super Nintendoens Zelda: A Link to the Past. Ing-virusens indflydelse på Aether har givet Retro Studios rig mulighed for at lave en forkrøblet, muteret og mørk parallel-verden, der afspejler et bizart og ruineret billede af Aether. Udstyret med et mørkt og et lyst våben, bliver man som spiller nødt til at springe mellem de to verdener, hvor det mørke våben altid har en større indvirkning i den lyse verden og omvendt; ydermere vil ændringer fortaget i den lyse verden oftest blive gentaget i den mørke verden. Ying og Yang-elementet er virkeligt vellykket og komplimenterer det kendte Metroid-gameplay perfekt. Endvidere er det tydeligt at dette aspekt har givet udvikleren pusterum til at skabe nye puzzles, uden at bevæge sig ud over seriens veletablerede grænser.

Dette er en annonce:

Kreativiteten har tydeligtvist været i overskud hos Retro Studios, og derfor er der også for første gang i seriens levetid blevet plads til en decideret multiplayer-del. Den typiske trend med at påklistre noget så radikalt på et spil der er kendt for dets singleplayer er undgået, og man har i stedet fokuseret på at udnytte singleplayer- delens forcer i multiplayeren. Således er det muligt at benytte at sig af ramper, katapulter og andre smutveje ved at forvandle sig til Samus velkendte kugleform, alt i mens man i oprejst form har adgang til spillets automatiske sigtesystem. Op til fire spillere kan konkurrere på én skærm, og selvom udvalget af baner ikke er særligt stort, vil multiplayeren stadig kunne indkassere timevis af underholdning for erfarne Metroid-spillere.

Det, der for alvor distancerer Echoes fra konkurrenterne, er den tonstunge stemning, der nærmest eksploderer ud af skærmen og højtalerne få sekunder efter man har startet GameCuben op. Spil der i den grad formår at hive spilleren ind i universet, allerede inden man er nået startmenuen er ganske enkelt af en helt speciel støbning og ses ekstremt sjældent. Alt ved Echoes synes at have mening og tilføje nyt til universet og historien, og hvordan Retro Studios har formået at holde styr på så mange detaljer, samt svøbe det hele ind i en pakke af grafik og lyd der sætter en ny standard for hvad der er muligt på GameCuben, er ganske enkelt ubegribeligt.

Elektronisk underholdning handler i de fleste tilfælde om at skabe en illusion der er stærk nok til at hale spilleren ind, uanset hvad temaet er. Metroid Prime: Echoes formår at gøre dette bedre end størstedelen af de oceaner af de spil undertegnede har spillet de sidste mange år, og er derfor noget helt specielt. Spillet vil med dets fokus på udforskning frem for ren action, og hang til at skulle besøge tidligere verdener igen, ikke være for alle. Det kan dog ikke diskuteres, at her er tale om et stykke spilhistorie som i fremtiden bør ses som et lysende eksempel på ren kvalitet. Retro Studios har i samarbejde med Nintendo ganske enkelt overgået sig selv og sidste års mesterværk, og lavet et spil der endnu en gang skubber grænserne for hvad man kan forvente sig fra Kyoto-giganten. Uforligneligt.

Metroid Prime 2: Echoes
Dette er en annonce:
Metroid Prime 2: Echoes
Metroid Prime 2: Echoes
Metroid Prime 2: Echoes
Metroid Prime 2: Echoes
Metroid Prime 2: Echoes
Metroid Prime 2: Echoes
Metroid Prime 2: Echoes
Metroid Prime 2: Echoes
Metroid Prime 2: Echoes
Metroid Prime 2: Echoes
Metroid Prime 2: Echoes
Metroid Prime 2: Echoes
Metroid Prime 2: Echoes
Metroid Prime 2: Echoes
Metroid Prime 2: Echoes
Metroid Prime 2: Echoes
Metroid Prime 2: Echoes
Metroid Prime 2: Echoes
Metroid Prime 2: Echoes
Metroid Prime 2: Echoes
Metroid Prime 2: Echoes
Metroid Prime 2: Echoes
Metroid Prime 2: Echoes
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Utroligt finpudset i alle aspekter, og af en så høj kvalitet, at det kun er de absolut færreste udviklere der kan følge med.
-
Backtracking og en forholdsvis høj sværhedsgrad vil betyde, at det ikke er alle der vil kunne bevare tålmodigheden.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Metroid Prime 2: EchoesScore

Metroid Prime 2: Echoes

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Nielsen

Universets mest hårdføre dusørjæger er tilbage i nyklassiker-status. Nielsen har mødt Samus Aran endnu engang.



Indlæser mere indhold