Metroid: Other M

Få andre spilhelte har givet mig lige så meget som Samus, og mens de fleste peger på Link, Mario og endda Yoshi som deres Nintendo-favorit, har jeg altid haft et helt specielt virtuelt venskab med den intergalaktiske dusørjæger. Vi har indfanget rumpirater sammen, kommet folkefærd til nødsætning og udforsket den frygtindgydende Metroid-race til mindste detalje, og samtidigt er jeg blevet budt på nogle af de mest intense spiloplevelser, jeg nogensinde har haft.

Jeg husker stadig hvordan jeg ikke at kunne løsrive mig selv fra Super Metroid, ligesom jeg husker at bande og svovle over Metroid Fusions senere bosskampe, og jeg husker mit smil, da jeg genoplevede den klassiske kamp mod Mother Brain i Metroid: Zero Mission. Bedst af alt husker jeg at transportere en amerikansk Gamecube med Metroid Prime hjem fra USA, udelukkende for at spille Retro Studios nær perfekte opdatering af serien.

Alligevel er der ingen af disse oplevelser, der kunne forberede mig på starten af Metroid: Other M, Tecmo og Nintendos nyeste forsøg på at genopfinde serien. For der går ikke mange sekunder før at man opdager at der er sket radikale ændringer.

Med en afsindig lækker renderet sekvens, fortælles det hvordan Other M er en direkte efterfølger til begivenhederne i Super Metroid. Herfra står den dog delvist på flashbacks til Samus baggrund som del af det galaktiske militær, hvor det bliver meget tydeligt at hun er gået fra at være en stille enspænder til snaksagelig teenage-rebel, hvilket giver det første alvorlige knæk til spillets historie.

En forandring bydes der også på, da den mission, man naturligvis bliver sendt ud på, viser sig allerede at have modtaget undsætning i form af Samus' tidligere soldaterkammerater, anført af Adam Malkovich som nogen måske vil kunne huske fra Metroid Fusion. Dette betyder dog heldigvis ikke at Metroid pludseligt har forvandlet sig til et strategisk skydespil hvor man har kontrollen over flere figurer, men i stedet blot at Samus historiemæssigt må indordne sig under Adams ordrer.

Retro Studios valgte under udviklingen af Metrod Prime som bekendt at flytte perspektivet til førsteperson, selvom serien tidligere havde befundet sig ganske glimrende i 2D. Tecmo har med Other M været næsten lige så drastiske, og har valgt denne gang at gøre brug af et tredjepersonsperspektiv, hvor der dog stadig er mulighed for at skifte til førstepersonspersketivet.

Metroid: Other M spilles derfor udelukkende med Wiimoten, og primært ved brug af det digitale styrekryds samt knapperne 1 og 2. Man kan på alle tidspunkter vælge at rette Wiimoten mod skærmen, hvorefter perspektivet pludseligt skifter til førsteperson, hvorfra det er muligt at scanne området, samt affyre missiler. Systemet er næsten lige så underligt at bruge som det er at beskrive, og specielt fordi man ikke kan bevæge sig mens man er i førsteperson, virker det ofte en smule kluntet og påklistret.

Laserkanonen på Samus højre arm har altid været nok til at holde fjenderne på afstand, men denne gang har Tecmo alligevel valgt at nærkamp også skal være en del af pakken. Systemet de har valgt at implementere giver derfor mulighed for at undvige angreb i sidste øjeblik, hvilket hvis man er særlig snedig, belønnes med et opladet kraftskud der kan bruges med det samme. Yderligere skal fjender nu i bedste God of War-stil afsluttes med noget der kunne minde om Quicktime-angreb, hvor Samus klatrer op på fjenderne og affyrer sin armkanon i ansigtet på dem.

Den sidste radikale ændring Tecmo har foretaget i deres nyfortolkning er, at udforskningen af spilverdenen er blevet nedprioriteret, af den simple grund at der ikke er særlig meget at lede efter mere. Fjender efterlader ikke længere nogen former for ekstras, og i stedet genoplader Samus livsstyrke og missilbeholdningen ved at tippe Wiimoten i vejret, og holde A-knappen nede et par sekunder. Den væsentligste mangel er dog at størstedelen af de vigtige opdateringer til Samus rumdragt denne gang ikke er at finde på banerne. I stedet har Samus dem alle fra starten, men er ikke autoriseret til at bruge dem. Den beslutning står Adam i stedet for med, og han giver først adgang til dem du kommer længere ind i spillet, hvilket giver nogle katastrofale problemer.

For det første er der pludseligt ingen grund til at begive sig i kamp mere, for man får intet ud af det. I stedet vil man meget hurtig lære blot at løbe forbi fjenderne indtil man støder på et af de rum, hvor kamp er påtvunget for at avancere. Den eneste belønning for udforskningen er nu en større livs- og missilbeholdning, og det er knapt så spændende at jagte som plasmakanoner og superbomber. Yderligere giver Adams skizofrene holdning til Samus våbenarsenal et kæmpe hul i plottet, for det at svært at begribe hvorfor universets bedste dusørjæger ikke må bruge alle sine evner, når universets sikkerhed er i fare og kollegaerne falder som fluer.

Plottet får yderligere et knæk ved, at Tecmo et langt stykke hen af vejen komplet og aldeles har fejlet i deres fokus. Jeg har altid synes at Metroid-historien var særdeles spændende, men jeg kender ikke en eneste som nogensinde har vist blot en smule interesse i at høre mere om Samus selvtillidskvaler og teenagetanker - og alligevel er dette det bærende element i historien. Det virker nærmest som om udvikleren fuldstændigt har glemt at de har med universets sejeste dusørjæger at gøre, og langt hellere vil fortælle en generisk omgang fluf om forældrekomplekser, teenageoprør og manglende tillid til omverdenen. Hvis nogen kan forklare mig hvad pokker det har at gøre med de farlige Metroids, rumpirater og hemmelige missioner, er jeg lutter øre.

Mystikken omkring Samus ødelægges, og tilbage står en uudholdeligt kedelig, intetsigende hovedperson, der plaprer løs uden at have noget at sige. Historiemæssigt er store dele af Other M lige omtrent så tæt man kan komme på at sætte Metroid-kanonen en pistol for hovedet og trykke aftrækkeren i bund, og havde det ikke været for spillets sidste par timer, havde dette været en oplevelse lige til glemmebogen.

Det samme kan et langt stykke hen af vejen siges om kampene, og jeg undrer mig over at Nintendo har givet Tecmo lov til at lave så radikalt om på et så elementært stykke af Metroid-serien. Hvad enten der er tale om 2D eller 3D-eventyrerne har Metroid altid budt på kamp på afstand, hvor kombinationen af de forskellige våben har betydet adskillige strategiske muligheder. Other M virker til dels som om serien har bukket under for tidens trends, og jeg havde aldrig troet eller håbet på at jeg skulle opleve Samus i Quicktime-lignende sekvenser.

Tecmo har dog uomtvisteligt styr på kampspilsgenren, og selvom det kan diskuteres hvor godt det passer ind i Metroid-serien, byder nogle af bosskampene på afsindig intenst gameplay, når bare man har lært at acceptere forandringerne. Her er masser af udfordring og høje krav til reflekserne, og forventer du ikke at denne slags vil kunne fange dig, er der ingen grund til at investere i spillet.

Hvor Retro Studios brillerede ved at lave en komplet ny Metroid-oplevelse, der i alle kanter og leder emmede af respekt og beundring for de tidligere spil i serien, virker det ofte som om Metroid: Other M et langt stykke hen af vejen kunne have været et hvilket som helst andet actionspil.

Er du fan af de tidligere spil og har du fulgt med i historien, vil du virkelig skulle væbne dig med tålmodighed og selvkontrol for at finde det gode i Tecmos nyeste actioneventyr.

Det gode er der dog, det vises blot for alvor til sidst i spillet, og sjovt nok først når Other M i højere grad begynder at ligne de tidligere spil i serien mere. Når der endelig åbnes op for alle evnerne, når historien fyldes med referencer til seriens andre spil og bliver fokuseret, og når tempoet endelig sættes i vejret, kan man endelig genkende den vante kvalitet igen - det er bare pokkers ærgerligt at alt dette sker i spillets sidste par timer.

Metroid: Other M burde utvivlsomt have været bedre, og fremstår som en overraskende sløset opdatering af en af de mest elskede Nintendo-serier, fra en udgiver for hvem dette ellers ekseptionelt sjældent sker. De sidste par timers spil redder meget af oplevelsen, men spørgsmålet er blot, om man har tålmodigheden til at nå dem.