Metaphor: ReFantazio

Min første reaktion, da jeg så traileren til Metaphor: ReFantazio for ca. et år siden var total forvirring. En besynderlig titel, et fantasy-univers som ikke rigtig lignede noget andet, og en historie om konger og en protagonist, som selv skal blive konge ved at blive populær? Det hele virkede som... lidt meget. Men som altid med Atlus, så er der ingen tvivl om, at spillet har stil. Efter at gravet mig ned i Metaphors univers, så er der dog meget, meget mere i spillet end stil. Det her er et sandt mesterstykke fra Atlus. Et nyskabende spil og univers, fyldt med hjerte, som udvider og forbedrer deres unikke RPG-formel på de bedst tænkelige måder, og indtil videre, årets spil for mig.

I flere interviews har instruktør Katsura Hashino forklaret, at Studio Zero, som står bag Metaphor, fik sit navn, fordi Metaphor skulle starte fra "nul". "ReFantazio" undertitlen giver derfor mening, da konceptet om fantasi skal genopfindes. Spillet foregår i kongeriget Euchronia, hvor protagonisten læser en fantasy-bog, som fortæller om en verden, der minder om vores virkelighed, bare idealiseret. Denne bog fortæller om en verden uden racisme, og hvor alle er lige. Ser du, i Euchronia er en bred række racer samlet under samme kongedømme og samme magtfulde religion - sanctism. Mindre racer - i spillet kaldet tribes/stammer - oplever voldsom undertrykkelse og isolation. Protagonisten tilhører selv racen Elda, som er meget sjælden i de større byer.

Mange dele af samfundet er under kirkens kontrol, herunder magi. Magi findes i form af "Magla-partikler", og folk kan kun bruge det gennem såkaldte "igniters", som er enheder, de har om deres hals. Fantasy-bøger som den protagonisten læser, samt non-igniter magi, er strengt forbudt, og folk har tilsyneladende helt glemt, at det findes.

Sammen med feen Gallica starter du spillet på en rejse til hovedstaden, Grand Trad, hvor du skal finde ridderen Grius. Du skal redde rigets prins, som står dig nær, fra en forbandelse, som den ambitiøse og karismatiske Louis har pålagt ham, i hans kamp for at overtage tronen. Kort efter din ankomst står det klart, at kongen er blevet myrdet, og Louis er tydeligvis manden bag. På din færd i området omkring byen får du en række nye venner, og nye kræfter indeni dig bliver vækket. Ved inspiration fra fantasy-bogen kan du kanalisere den oprindelige form for magi, en slags væsner kaldet Archetypes, som bedst kan beskrives som et aspekt af ens personlighed.

Uden at gå for meget i detaljer, så vågner den nu afdøde konges magi, og skaber en slags konkurrence, hvor den mest populære i riget skal arve tronen, og i øvrigt ikke kan dræbes. Derfor er popularitet en direkte mekanik i spillet, og du er i kapløbet om tronen, sammen med Louis og den religiøse leder, Forden. Du starter dog helt i bund, som en ukendt dreng fra en undertrykt race, og skal derfor kæmpe dig op ved at hjælpe rundt omkring i landets byer. Til dette får du fat i en Gauntlet Runner, som er en slags magisk skib på ben, og denne gør at spillets verden for alvor åbner sig op.

Hvor du i Persona-serien har de samme steder, du bruger din tid, og så nogle mere omfattende dungeons, så har Metaphor et langt større og mere varieret landkort. Der er kæret for detaljerne i hvert område, både med unik musik, visuel stil og kultur. Fra den bombastiske storby Grand Trad, til den gamle slotsby Mantira, som spiser larver fra kæmpe sandorme, til den smukke havneby Brilehaven, så udvider Metaphor Atlus' velkendte lærred til at male en verden, som er unik, smuk og fascinerende.

Dungeons er ligeledes varierede, og er generelt tilpas i deres størrelse. For dem som spillede Persona 3 Reload tidligere i år, så vil det sandsynligvis være et meget friskt pust, sammenlignet med Persona 3's uendelige tårn, Tartarus. I Metaphor er dungeons steder, hvor Magla'en er intens, og hvor der derfor er monstre - herunder de unikke Humans. Sidstnævnte er typisk ufatteligt veldesignede og kreativt fundet på, så de nærmest ligner noget ud af et Hieronymus Bosch eller Salvador Dali maleri.

Spillet er rent mekanisk meget lig Persona 5. Dage er inddelt i flere bidder, og du skal prioritere, hvordan du bruger din tid. Vil du inddrive en dusør i en grotte en dagsrejse fra byen? Eller måske bruge lidt kvalitetstid med en af dine venner, og dermed styrke en af dine arketyper? Eller måske vil du blive mere tolerant (en af flere traits, som du skal arbejde på i spillet) ved at tale med en lokal fra en undertrykt race? Nå ja, og så skal du selvfølgelig huske, at der sker et større story-event om 13 dage, og hvis du ikke har klaret den dungeon, som historien dikterer inden da, så har du fejlet.

Der, hvor Metaphor adskiller sig fra Persona, er især i variation, og at repetitive elementer er mindsket. Hvor der i Persona kunne gå en del monotoni i de aktiviteter, du laver, så er Metaphors dialoger langt hen ad vejen unikke. Dette er et gigantisk løft i min bog, og hænger sammen med et større løft i produktionen. I udvalgte sekvenser ser man også nogle utroligt flotte anime-cutscenes, som bringer historien videre. Og der sker langt oftere, end det fx har gjort i Persona 5 eller Persona 3 Reload. Det er altså bare lækkert.

Gameplay og kamp i spillet vil også være velkendt, hvis man før har spillet et Atlus-RPG. Her er hovedsageligt tale om det flydende, kvikke, turbaserede kamp, vi kender fra Persona. Hver karakter har nogle evner gennem sin Archetype (tilsvarende personaer), og her skal du lidt spille "sten saks papir", og ramme fjendernes svagheder. Som noget nyt, så bruger du kun en halv tur, hvis du rammer en svaghed. Derved kan du få flere angreb i din tur. Det er også nyt, at hver Archetype har "syntese" angreb. Disse bruger to ture, og udføres af flere karakterer, men er så også en del kraftigere.

Studio Zero/Atlus kalder selv kampsystemet for "hybrid". Når du løber rundt i en dungeon, så er kampen faktisk i realtid. Svage fjender kan dræbes i realtid, men slår du på kraftigere fjender kan du måske skabe en stun-effekt ved flere slag, og så starte en turbaseret kamp til din fordel. Er du mindre opmærksom, så kan fjenden overrumple dig, og så er kampen til deres fordel. Dette kan betyde liv eller død. Denne hybriditet er faktisk lidt en genistreg, fordi det skaber et mere dynamisk flow, og eliminerer kampe, som ellers havde været kedelige og irrelevante. Kampsystemet spiller alt i alt virkelig godt, og er på niveau med hvad vi ellers kender fra Atlus.

Archetypes er dog ikke helt det samme som personaer. I tidligere spil har hovedkarakteren kunnet skifte personaer, mens resten af holdet har haft én fast, som så har udviklet sig. Her er i stedet tale om Archetypes, som alle teammates kan bruge. De koster dog Magla at lære for hver karakter. Nogle Archetypes er mere oplagte til en person. Fx har en af dine første følgere, Strohl, høj styrke, og ikke helt så meget magisk evne. Derfor giver det mening at give ham Archetypes som Brawler eller Warrior, som har fokus på fysisk skade. Når en karakter har udviklet en archetype nok, så åbner der sig en ny Archetype i samme træ, som man så kan arbejde på. Det er et lidt anderledes spin på samme logik som vi kender fra Atlus, og fungerer rigtig fint. Jeg kan dog godt savne den gigantiske pærevælling af mystiske Persona-designs, vi kender fra Persona-serien, da designs på disse Archetypes bare ikke er ligeså interessante. I stedet for de farverige og distinkte karakterer vi kender, såsom Jack Frost, så får vi her metalliske figurer. Men dette er noget andet, og det er helt fair, at Studio Zero prøver noget nyt. Det lykkes, og hatten af for det.

På historiesiden, så skal spillet have ros for, at den mangefacetterede historie går lidt dybere, end vi ellers er vant til fra Atlus' hånd. Det er en politisk motiveret historie om tolerance og idealisme, men den karakterdrevne stil, som vi kender fra Persona, er der skam stadig. Du knytter nogle stærke bånd til de forskellige karakterer, og der bliver taget sig rigeligt tid til at gå i dybden med det hele. Det er rigtig positivt, at Metaphor løsner lidt op omkring den spændetrøje, som tidsaspektet nogle gange giver i Persona. Både kalender-mekanikken og den større narrativ træder til tider lidt i baggrunden, for at spillet kan fokusere på fx mysteriet omkring byen Mantira og de forsvundne børn i byen. Det er virkelig fedt, og giver plads til mere world-building. Selve riget Euchronia bliver også til et troværdigt sted, bl.a. fordi de dungeons du skal i, ikke er i en anden virkelighed/dimension, som det er i Persona. Dermed er de med til at bygge selve spillets verden. Det er tydeligt, at teamet har haft det fedt med at afprøve grænserne for den her "Persona-like" formel, og har skabt noget i en større og friere skala.

Præsentationen skal nævnes, når vi taler om RPG'er fra Atlus. Og hold nu op, hvor er både det visuelle og lyden bare fedt i Metaphor. Det lyder dumt at snakke om, hvor lækre menuer er i et spil, men Atlus forstår sig bare på at få det hele til at blive en samlet, tilfredsstillende helhed. Animationerne, når du åbner det middelalderlige verdenskort, de små detaljer i hver enkelt menu-sektion - alting flyder bare over med den her slående stil, som trækker inspiration tilbage til europæisk middelalder og renæssance. Det er på én gang moderne og klassisk. Det er svært at sætte en finger på, hvad stilen kan kaldes, men der er tydeligvis taget inspiration fra Bosch og Dali, som nævnt ovenfor, men den Vitruvianske Mand af da Vinci er også med i Archetype-menuen. Atlus/Studio Zero formår dog at lave sit helt eget udtryk her, hvor det maleriske og middelalderlige blandes med anime, og det er bare imponerende, at det lykkes.

Lydsiden er også storslået, med klassisk musik, der går fra det mere rolige og hyggelige, over til de store tordnende stykker, når du eksempelvis er i kamp. Byerne har hvert sit tema, som passer perfekt, fx til Grand Trads storslåede stil. Mens der er masser af bangere her, så er der dog intet der er helt ligeså catchy som Persona 5's syrejazz - men meget lidt kan komme op på siden af det. Ift. stemmer, så har jeg gået med engelsk, for at slippe for at læse undertekster. Som sædvanligt fra Atlus er stemmerne også glimrende på engelsk. Denne gang er det dog et britisk studie de har brugt til stemmeskuespillere, og det fungerer ret godt, grundet den middelalderlige setting.

Generelt er der meget lidt direkte at kritisere Metaphor for - i tillæg til ovenstående, så er spillet super poleret, og jeg har ikke oplevet nogen bugs eller andet undervejs, kun nogle enkelte frame drops. Spillet tager noget tid om at komme i gang, med en meget lang og lidt for nem tutorial. Dette er dog helt standard for Atlus. Nogle vil måske se det som negativt, at det grafiske ikke rigtig er blevet videreudviklet. Ift. detaljegrad er Metaphor ikke meget mere imponerende end vi er vant til fra Atlus i de senere år, men med det designmæssige overflødighedshorn, du udsættes for her, så er detaljegrad lidt lige meget - især når spillet er så stiliseret. Måske mit eneste kritikpunkt - som faktisk også gælder tidligere spil fra Atlus: Lad os nu loade et save, mens vi er i kamp. Du kan starte kampen forfra, men ikke decideret åbne load-menuen, så du fx kan equippe andre Archetypes. For at gøre det, skal du lukke spillet og starte op igen, eller lade dig dø. Heldigvis er spillet super hurtigt at lukke og åbne igen (min oplevelse var med Xbox Series X), så helt grælt er det ikke.

Som sagt er Metaphor: ReFantazio årets spil for mig, indtil videre. På mange parametre har Atlus gjort det umulige ved at følge op med noget nyt og friskt ovenpå Persona 5, og så endda overgå det på flere punkter. Fra storytelling til den vanvittigt lækre præsentation, det tweakede gameplay og den større variation i miljøer og interaktioner, så er der i Metaphor skruet på så mange ting, som løfter Atlus-RPG'en til nye højder. Fantastisk arbejde.