Metal Slug 7

Når spilanmeldelser diskuteres, bliver det klassiske eksempel med Tetris altid bragt på banen. Alexey Pajitnovsc mesterværk er stadig et af historiens bedst udtænkte spildesign, der nærmest har en uendelig levetid og stadig kan underholde mennesker over 20 år efter dets udgivelse med sit tidløse gameplay. Men ville en genudgivelse af Tetris i sin reneste form høste stribevis af høje karakterer og superlativer i stride strømme?

Svaret er, i hvert fald i mit tilfælde, et klokkeklart nej. Hvor meget jeg end beundrer Tetris, så skal et spil ikke bare være godt; det skal imponere mig, belære mig om nye aspekter indenfor spildesign og konstant presse grænserne. Pac-Man: Championship Edition forsøgte netop dette sidste år, hvilket resulterede i overraskende positive anmeldelser, men desværre har det ikke været fremgangsmåden for SNK Playmore og Ignition, da syvende udgave af den populære 2D shoot'em up serie skulle udtænkes.

Jeg har altid elsket Metal Slug og den type gameplay, som serien falder indenfor. Ligesom en hård og brutal actionfilm, så byder Metal Slug bare på et eller andet banalt lækkert, der med farverige kugleregn og et inferno af fjender kan få enhver konsol til at sprudle af liv. Det er en tilgængelighed og umiddelbar glæde, der er matchet af de færreste spil, og alligevel har serien altid budt på tonsvis af forskellige våben, fartøjer og fjender.

Metal Slug 7 lever da også på alle måder op til forgængernes præstationer. Lige på nær den manglende co-op, så byder 7'eren på alt, hvad man kan forvente og måske endda mere til. De lækre 2D sprites og animationer er som skræddersyet til Nintendos lille maskine, mens det hårdt pumpende soundtrack blæser ud af de små højtalere og sætter gang i løjerne. Det er nærmest en tur i nostalgiens tidsmaskine, da man som ét pludselig sidder tilbage foran sin Gameboy og plaffer løs i et barnligt rus. Med seks rimeligt forskellige karakterer, et arsenal af skøre våben og overdrevne fartøjer og en lang række baner proppet til randen med fjender og gigantiske bosser, så skulle det umiddelbart være svært at sætte en finger på noget.

Men for det kritiske øje, hvilket jeg trods alt må og skal besidde, er det dog tydeligt, hvordan denne udgivelse ikke ligefrem er et produkt af endeløse anstrengelser. Selvom Metal Slug er notorisk kendt for sjældent at bryde mønstre og gang på gang byde på mere af de samme lækkerier, så er det tydeligt, hvordan man nærmest har sovet sig igennem en hurtig og indbringende udgivelse på Nintendo DS.

Udover den manglende co-op, som let kunne være implementeret med maskinens trådløse funktioner og havde givet spillet langt mere levetid, så benytter Metal Slug 7 ikke ét eneste af Nintendo DS's unikke muligheder, hvilket får spillet til at minde om et Gameboy Advance spil, man fik lyst til at hive frem igen. Selvom jeg kan acceptere, at man ikke ønsker at bruge den trykfølsomme styring i selve spillet, så finder jeg det nærmest uacceptabelt, hvordan hele spillet foregår på den øvre skærm, så selv menuerne skal navigeres med knapper. Det eneste funktion den nedre, trykfølsomme skærm tjener, er som et fuldstændig ubrugeligt mini-map, der kan flyttes lidt rundt på og aldrig giver nogle vigtige informationer.

Derfor er det også tydeligt, at man har tænkt på at lave et godt Metal Slug 7 først og dernæst hvordan det skulle realiseres på Nintendo DS. Jeg kunne sagtens se bag sløseriet og bare indtage spillets mange goder, men da det fuldstændig ligner et GBA-spil i fåreklæder og derved lugter langt væk af sløseri, og der så samtidig er en tydeligvis langt mere egnet version på vej til Xbox Live Arcade, så har jeg svært ved at hylde denne udgivelse. Jeg er måske blot en kynisk og bitter anmelder, men selvom jeg sagtens kan anbefale spillet til enhver Metal Slug fan derude, så synes jeg lige man bør overveje en ekstra gang, om man egentlig ikke bør kræve bare lidt mere af et Nintendo DS spil.