Metal: Hellsinger

Jeg har ikke det der ligner rytme i min ret store krop. Når man ser mig danse, er det ligesom at se flodhestene i Fantasia, bare mindre yndefuldt. Min pointe er jeg har ikke en rytme i livet. Dette er jo et problem når man får et spil som Metal: Hellsinger til anmeldelse, og hele præmissen for spillet er at skyde dæmoner til en dunkende rytme.

Historien i Metal Hellsinger er ret forglemmelig. Hovedpersonen er en dæmon, som den altid populære Troy Baker dronende giver liv med sin sydstatsaccent. Han virker ikke særligt motiveret, men siden han er den eneste rigtige stemme man hører, så er det et ok forsøg på at give Metal: Hellsinger liv. Udover det er spillets tour de force nemlig gameplay. Historien er en smule kedelig. Det er ikke derfor man skal spille Metal: Hellsinger.

Det man skal spille Metal: Hellsinger for, er selve designet som emmer af "Rock & Roll". Hvis man har set plade sleeves fra Iron Maiden eller Megadeth, så har man en ide om hvad Metal: Hellsinger handler om. Det er ren action til beatet i hardcore rock. Spillet har dog det twist, at man ikke bare spæner ind i de mange arenaer, og skyder løs som en komplet psykopat, men at man skal skyde de mange dæmoner i takt med spillets og musikkens rytme. Dette kræver en del tilvænning, specielt for en rytmedøv gut som mig. For hele præmissen for dette forfriskende spil, er at man skal ramme monstrene på beatet, for ellers gør man ingen skade. Så den der Doom-metode, hvor man bare skyder rundt om sig, som var man en havesprinkler med kugler, virker ikke her. Man skal hele tiden time sine skud, og når det begynder at klikke for en, så begynder det at være virkelig god underholdning. Rammer man dæmonerne på beatet kommer der en tekst frem som siger "perfect"eller "good", og dette bidrager så til et meter der er i toppen af skærmen, som giver en mere og mere musik, alt efter hvor god man er. Så kører det bare for en, og man smadrer de klamme dæmoner en for en, så ender det med at der kommer sang og growl med i sangen. Går det ikke så godt, så falder meteret igen, og musikken bliver mere og mere minimalistisk, indtil det kun er trommerne man kan høre. Derfor driver det en frem til at ramme dæmonerne til takten, da man bliver belønnet med noget virkelig fed musik, som helt gør man får lyst til at headbange. Selv jeg, som har en lidt blødere musiksmag, får lyst til at piske mit hoved op og ned til musikken, hvilket man ikke bliver bedre til spillet af. Banerne er ret generiske og ikke særligt opfindsomme, så det er helt klar mekanikken med rytmeskydningen, der gør dette spil godt.

Det er en skam at spillet uden om tydeligvis ikke byder på samme innovation, eller tekniske finesse, men tag ikke fejl; Metal: Hellsinger er sjovt.

Der er en hel bunke våben som man låser op for hen af vejen, og disse har hver deres fordele og ulemper, i forhold til spillets design. For eksempel kan man få et oversavet gevær, som skal lades ret tit, men som gør stor skade. For mig gjorde den megen ladning, at jeg tit mistede rytmen, hvorimod de to seksløbere var meget nemmere for mig at betjene, og jeg fandt hurtigt min favorit i min nådsløse jagt på de lidt kedelige dæmoner. Når man så har gjort nok skade, så får hvert våben et specielt superangreb, som æder sig igennem de måbende dæmoner, som en varm kniv igennem smør. Det er fantastisk at smadre løs, for så at blive belønnet med et af disse dommedagsskud, som blæser dæmonerne til akse.

Man skal dog ikke tage fejl, Metal: Hellsinger er ikke et let spil på nogen måde, og om det er fordi jeg er rytmeløse mig, eller fordi det bare er svært generelt, skal jeg lade være usagt. Faktum er dog at man hele tiden skal holde sit liv oppe ved at enten smadre disse grønne krystaller som vokser på væggene, eller at man skal få ens fjender i en blinkende tilstand, ligesom dem man ser i Doom, for derefter at trykke på en knap, så man henretter dem, med en masse livsenergi til følge. Derfor er der også våben, som er bedre til at sørge for at dæmonerne kommer til at blinke, end visse andre. Det betyder at man skal skifte rundt imellem våbnene, alt efter hvilken situation ens karakter er i. Det giver en spændende prioritering hele tiden i forhold til om man vil spille mere aggressivt eller mere forsigtigt for at sørge for at holde sig i live.

Denne afveksling er super underholdende, og musikken understøtter bare hele oplevelsen.
Der er også bosskampe i Metal: Hellsinger, og her vil jeg sige, at de godt kunne have været mere underholdende end de er. Bosserne er lidt underudviklede, og virker egentlig mere som fyld end noget andet. Man skal stadig skyde de forvoksede dæmoner i takt til rytmen, men de er bare en smule ensformige, både i forhold til deres design, men også i forhold til den opførsel de er programmeret med. Et eksempel kunne være at en af bosserne, som er en stor hundjævel, svæver rundt over banen, har tre forskellige angreb, og som bliver gentaget indtil hun bliver gennemsigtig og usårlig, hvorefter de mindre dæmoner man har mødt på banen, bliver hentet ind i kampen. Tre faser med dette og så er djævleinden død. Jeg ved godt at de små dæmoner også bliver hentet ind, for at man kan få dem til at blinke, så man kan forny sit fejlende helbred, men det giver bare nogle meget ensformige kampe, som sagtens kunne være meget mere opfindsomme, og underholdende at udføre. Det er en smule antiklimatisk at slutte en bane af på den måde.

Som du måske kan fornemme så er musikken virkelig godt, og jeg får fornemmelser af både Evanescence og mere hardcore rockgrupper, som spiller det man kalder Growl Rock. Jeg er ikke så stor fan af det sidste, men det virker bare i Metal: Hellsinger, og når man får sit meter op på 16X, så, og undskyld udtrykket, spiller det bare. Musikken driver en frem, og man mærker at man kommer ind i et flow, der gør man skyder på de helt rigtige tidspunkter. Det er utroligt vanedannende, og bliver man virkelig god, er det udover de fire timers spilletid, som historien byder på, en hel bunke udfordringer, hvor man skal gennemføre små prøvelser, som gør man kan forsøge at komme på en rangliste, og konkurrere med andre Metal: Hellsinger-spillere. Det er personligt ikke noget for mig, men jeg er sikker på det nok skal interessere nogle, der har en bedre rytme end mig.

Jeg har nydt min tid med Metal: Hellsinger, og det er virkelig den her ene centrale idé der bær resten af oplevelsen.