Metal Gear Solid V: The Phantom Pain

Lad os tage det vigtigste først. I Metal Gear Solid V: The Phantom Pain kan du udstyre din militærhelikopter med et højtaleranlæg!! Derefter kan du kalde den ind på slagmarken, og skabe frygt hos dine fjender med en krigmaskine, som spiller David Bowie, A-ha og andre opblæste 80'er-bands på fuld smadder. Genialt!

Sådan. Endelig fik jeg sagt det.

For et par uger siden gik turen til Konamis amerikanske hovedkvarter i Los Angeles, hvor udgiveren placerede mig foran et tv, gav mig en controller og en PlayStation 4 med en fuldstændig spilbar version af Metal Gear Solid V: The Phantom Pain i diskdrevet. Jeg fik lov til at spille det henover to dage, hvor jeg fik spillet op imod 16 timer med helt frie rammer fra start til slut. Hele anmeldelser baseres på et tyndere grundlag (dog ikke Gamereactors.. selvfølgelig).

Tiden var nyttig, for efter den første time med spillet, kunne man måske have troet, at dette var et ærketypisk Metal Gear-spil, med lineær struktur og lige så mange mellemsekvenser som gameplay. Men efter nogle spændende, men lidt klodsede indledende faser, kommer man til et punkt, hvor man vinker farvel til trænge korridorer en gang for alle, og begiver sig ud i et åbent Afghanistan. Fra nu af vælger du selv hvor du går hen. Den næste mellemsekvens ser du først flere timer efter.

Ja, som i prologen Metal Gear Solid V: Ground Zeroes har du en iDroid, en lille walkietalkie, som du kan bruge til at kommunikere med, eller selvfølgelig til at spille musik på. Du kan også bruge den til at projektere et R2-D2-agtigt hologram af et kort, og på dette lille kort kan du finde dit mål, placere pejlemærker og begive dig ud på et langt, farefuldt ridt.

Hvis turen først bliver for lang kan det hænde, at der findes et andet mål tættere på, og skulle du ikke ønske at begive dig ud på et større eventyr, kan du sætte kursen mod en sidemission i stedet (de hedder Side OPS). Hvis du derimod bare vil slå tid ihjel, kan du simpelthen bare ride rundt, og finde gemte hemmeligheder, eller overtage fjendtlige baser. Har du nogensinde spillet et sandkassespil, bør strukturen være dig bekendt.

Metal Gear Solid V: The Phantom Pain skiller sig ud ved at være et spil, hvor du konstant skal undgå fjenden. Som altid bliver du udstyret med det ypperligste indenfor James Bond-agtig våbenteknologi, og det er derefter hele pointen, ikke at bruge noget af det. Selve snigeriet foregår mere eller mindre som det gjorde i Metal Gear Solid V: Ground Zeroes. Du spejder efter fjender og markerer dem med din kikkert, før du lister sig stille mod dit mål. Forskellen er, at det er meget mere omfattende, og meget mere underholdende.

Mens du kun havde nogle få våben til din disposition i Ground Zeroes, har du massevis her, og du kan bruge hvad du vil, når du vil. Du har snigeskytterifler, geværer, C4, varmesøgende missiler, papæsker, oppustelige Snake-dukker og en Walkman. Desuden har du en hest, en hund eller anden medhjælper via det nye buddy-system, og en helikopter (den som kan spille musik) som kan give dig støtte.

I dette tilfælde er det værd at nævne, at spillet har en dag- og natcyklus som betyder, at næsten alle missioner kan udføres i mørke, hvor både du og fjendtlige soldater (mest fjenden) har reduceret sigtbarhed, eller i dagslys, hvor du må være ops på, at du er lettere at opdage. Desuden kan sandstorme indtræffe, som sørger for, at hverken du eller dine modstandere kan se eller høre hvad der sker foran deres næser.

Hele denne suppe af variabler sørger for, at missionen kan løses på mange forskellige måder. Det er selvfølgelig det uendelige spørgsmål om, om du skal snige eller ikke snige, men jeg har dog altid gjort det, helt siden seriens indtog på PlayStation 1. Jeg synes at det er mest berigende at snige sig. De mere interessante valg findes på dagen hvor du skal angribe (du kan tage en rygepause for at få tiden til at gå), og hvilke våben du skal bruge.

Spillet er i sit rette element, når man er lidt kreativ, og tager nogle chancer. Hvorfor ikke sætte en oppustelig kopi af sig selv op midt på vejen, og se om en fjendtlig konvoj samler den op? Måske stopper de op, og giver dig tid til at skyde chaufføren gennem forruden? Måske går de i panik, og sætter gang i en efterforskning. Det er utrolig sjovt at lægge små planer, og se hvordan vagtpatruljerne reagerer, og man føler sig aldrig så stolt, som når man har klaret en mission med topkarakter.

Den nye frihed har sin pris. Mens tidligere Metal Gear-spil har været udsædvanligt polerede, ja næsten fejlfrie, stødte jeg på en solid del fejl og bugs i Metal Gear Solid V: The Phantom Pain. Nogle af dem var faktisk ganske irriterende. Nu er spillet selvfølgelig ikke på butikshylderne før til til efteråret, så det kan tænkes at jeg er lidt streng, men i min erfaring er det ganske begrænset, hvor meget af dette der kan ryddes op i, med bare få måneder til udgivelse.

Som det ofte er med Metal Gear, skinner spillet selvfølgelig ikke helt på samme måde, når man allerede er blevet opdaget. Fjendtlige soldater kan tåle farligt mange projektiler, og allerede kort tid inden i et offensiv, ville jeg ønske, at jeg var tilbage i skyggerne med bedøvlesespistolen ved hånden. Selv med et Ratchet & Clank-agtigt arsenal, klarer Snake heller ikke denne gang, at gøre Metal Gear Solid til et synderligt underholdende skydespil. Her er det spionarbejdet som gælder.

Alligevel er Metal Gear Solid V: The Phantom Pain en usædvanlig alsidig oplevelse. Imellem al snigeriet kan du rejse hjem til "Mother Base", ligesom du kunne i Metal Gear Solid: Peace Walker. Du kan også rekruttere (læs: kidnappe) soldater til denne base, og sætte dem til én af følgende poster:
- R&D: Udvikle nye våben og opgraderinger
- Baseudvikling: Udvidelse af basen
- Support: Hjælpe Snake på slagmarken
- Intel: Samle information som Snake kan bruge på slagmarken
- Kamp: Sende dem på missioner for at samle penge
- Dyrepasning: Sætte dem til at passe dyr du redder på slagmarken
- Modvillige soldater ender desuden i kachotten.

I modsætning til Metal Gear Solid: Peace Walker er basen sit eget spilområde, hvor du kan bade, øve træfsikkerhed eller møde din underordnede, og hundse lidt med dem.

Som du måske kan mærke, var der nok at tage fat på i de timer jeg fik med spillet, men selv om at der ikke blev tid til alt, fik jeg et stort antal usædvanlige øjeblikke med hjem i baggagen. Foruden en af de sværeste bosskampe nogensinde, var der nok specielle og uventede hændelser. Som når man opdager, at de forfaldne højspændingsledninger, som ligger i den sø du svømmer i, faktisk kan tage livet af dig, eller når du møder en gigantisk bjørn midt i skoven, binder den til en luftballon og sender den til mother base. Gode stunder.

Metal Gear Solid har fået mere genspilningsværdi, lige som Just Cause, Assassin's Creed eller andre typisk vestlige spil. Der findes områder, som bruges på nye og forskellige missioner, og disse kan naturligvis indeholde mange udvidelser og ekstra indhold fremover (der findes allerede en PlayStation Store-knap i min version). Men spillet er alligevel proppet med indhold, en interessant historie og mærkelige og bizarre hændelser. Det er stadig et Metal Gear Solid-spil, og det er fortsat genial underholdning.