Metal Gear Solid V: Ground Zeroes

Et andet syn

Gillen McAllister

Ground Zeroes har, med rette, fået på puklen i diskussioner om indholdsmængde kontra pris, efter Konami afslørede at de ville tage fuld pris for en titel, hvis længde knap kunne tælles i timer. Argumentet er simpelt: hvem gider betale 400 kroner for en demo? Sådan var reaktionen ofte på afsløringen.

Et spils længde er dog ikke så vigtigt disse dage, hvis oplevelsen ellers er berigende. Thatgamecompanys Journey tager omkring to timer, men var alle pengene værd. Det samme gælder Limbo. Men de kostede begge omkring 100 kroner, da de udkom. Med korthed - uanset om vi snakker indie-titel eller ej - følger en forventning om en lav pris. Reaktionen var kraftig og høj nok til at blive hørt. I måneden op til Ground Zeroes' udgivelse røg der en hundredelap af prisen. Men er det stadig i overkanten?

Ground Zeroes er prologen til den "rigtige" Metal Gear Solid V-titel, The Phantom Pain (der udkommer en gang i fremtiden). Altså introducerer det spillets mekanikker, genintroducerer os til Naked Snake, nu kaldet Big Boss, og antyder plotlinjer fra hovedspillet. Mens det benytter genstande og figurer fra PSP-sidehistorien Peace Walker, udpensler en kort, skrevet synopsis de mest grundlæggende punkter omkring historien i Groudn Zeroes. Taget i betragtning hvor omfangsrig serien og dens tidslinje er blevet, er det en smart forenkling af al den indvikling, der følger med en serie som efterhånden er tre årtier gammel. Med andre ord er det her et glimrende sted at springe på.

Fokus er på en operation, der går ud på at befrie to nøglefanger fra en krigsfangelejr i Cuba. Ti minutters introsekvens følges op af ti minutter med at lære de grundlæggende mekanikker, mens du får overblik over basen fra kanten af indhegningen. Og derfra er det op til dig, hvordan du vil skride til værks.

Det man ser er det man får: en lille sandkasse man frit kan udforske. Hovedbygningen, med landingspladser, kampvogne og en underjordisk base, ligger mod nord. Mellem den og dig er en række lejre, lagerbygninger, veje og udendørs fængsler. En snæver sti på klippesiden. En bro. Og en masse gemmesteder. Man kan låse op for sidemissioner ved at gennemføre historien, og selvom disse byder på nye mål og tidspunkter på døgnet, foregår de alle det samme sted. Inden længe kender du denne base bedre end din lokale knejpe.

Og Kojima Productions vil have at du vender tilbage. Til hver mission er der to sværhedsgrader og leaderboards. Ens rang afhænger af adskillige faktorer, herunder tid, hvor ofte man bliver opdaget, og så videre. Ved man hvad man laver, kan man klare hovedhistorien på et farligt lille antal minutter, men som med tidligere {Metal Gear Solid}-demoer gælder det om at lære hvad man kan slippe afsted med, hvis man er fan af serien og dens skaber. Man vil eksperimentere, se hvad der er nyt.

Og Ground Zeroes føles en mere skrabet tilgang til stealth, med et par nye ideer der får snigeriet til at virke moderne.

Hvor det sidste nummererede spil i serien, Metal Gear Solid 4, fik PlayStation-controlleren og de forskellige kontekstfølsomme knapper til at føles som en lærebog, der skulle terpes til man kunne den udenad, finder Ground Zeroes tilbage til den simple kunst fra Metal Gears kernemekanik. Gameplayet flyder naturligt - fra stealth til direkte kamp til førstepersonsskyderi tilbage til tredjepersons gemmeleg - og man får hurtigt en instinktiv fornemmelse for hvilke værktøjer, der kan bruges i hvilke situationer. Du kan nu bære faldne vagter og stadig skyde, og bruge dem som skjold hvis du bliver set, mens du prøver at skjule et lig. D-pad'et bruges stadig til at vælge forskellige våben og gadgets. Stiller du dig op ad muren ved et hjørne, kan du zoome ind og se hvad der gemmer sig på den anden side.

Man føler sig ikke overvældet. Man føler sig bare som en overlegen bad-ass. Ganske som en aldrende, dybt erfaren krigsveteran burde. Snart har man fuld tiltro til sine evner, og løber i cirkler om vagterne på sine efterfølgende gennemspilninger.

Den nye tilgang til stealth-systemerne virker godt, men nogle fans vil måske mene at de gør det hele lidt for let. Men med undtagelse af Reflex Mode (bliver du set, sløver tiden ned, og du har et splitsekund til at dræbe din banemand inden han slår alarm) er de valgfri. Bruger du din kikkert, kan du tagge vagter ved at zoome ind på dem, og et rødt ikon dukker op på din skærm og viser hvor de er. Bliver du set, dukker der en hvid kegle af visuel støj op i retning af dem der kigger, som tager til i intensitet jo tættere de er på at slå alarm. Det betyder at du ikke længere holder øje med minimap'et (der i GZ kun kan ses i menuen). I stedet fokuserer du fuldstændigt på det, der foregår foran dig.

Det er en fornem skive gameplay, der giver os store forhåbninger til The Phantom Pain. Mellemsekvenserne bliver holdt på et minimum, og historien handler mindre om teoretisering af krigsvulgariteter og højere formål og er mere et blik på de rædsler, som krig fører med sig. De optagelser og missions-briefinger, man kan finde, er korte og koncise. Sidemissionerne gør faktisk et godt arbejde med at få den samme lokation til at føles anderledes. Kiefer Sutherland, der her debuterer som Big Boss' stemme, gør det glimrende - Naked Snake er effektivt set Jack Bauer fra 24 Timer, femten år ude i fremtiden.

Men, prisen. Til trods for sidemissioner og leaderboards ville et spil i denne størrelse engang være noget, vi fik med som bonus, når vi købte et andet spil til fuld pris (som med den Metal Gear Solid 2-demo, der fulgte med Zone of Enders). Prisen er blevet sænket en smule, og oplevelsen er god. Men der skulle enten meget mere indhold eller en meget lavere pris til, før jeg kunne give Ground Zeroes en uforbeholden anbefaling. Du går ikke glip af meget, hvis du undgår dette spil, indtil Phantom Pain udkommer - til den tid vil det utvivlsomt også have fundet et mere passende prisleje. Og så behøver du heller ikke dvæle ved den cliffhanger, GZ slutter med...

7/10