Metal Gear Rising: Revengeance

Soldaterne vrimler mod mig. Som små myrer, der bare venter på at blive kvast under min cyborg-hæl. Jeg trækker langsomt mit sværd, der er jo ingen grund til at skynde sig. Tiden standser og jeg bestemmer mig for hvilken grusom facon, jeg skal ende disse soldaters liv på. Sværdet flyver, blod udgydes.

Metal Gear Rising: Revengeance er efter en skrottet prototype, en lang udviklingstid og et studieskift endelig landet. På den ene side har spillet forladt Kojima Productions hænder og er nu udviklet af Platinum Games, som er bedst kendt for sindssyge action-titler som Bayonetta og Vanquish. På den anden side er det et Metal Gear-spil, der er en de mest skelsættende stealth-serier nogensinde. Er det muligt at respektere begge ideer? Kan resultatet både imponere Platinum Games' actionfans og Metal Gears sniger-fanskare? Disse spørgsmål stiller jeg mig selv, da spillets introsekvens går i gang, og den lange ventetid endelig er slut.

Metal Gear Rising: Revengeance har haft en noget turbulent tilblivelse. Det startede som et nyt projekt hos Kojima Productions. Spillet skulle angiveligvis være det første, hvor andre kloge hoveder i studiet skulle overtage instruktørstolen, og den kendte Hideo Kojima skulle tage en mere distanceret rolle som producer på titlen. En kort demostration senere og Metal Gear Solid: Rising, som det dengang hed, var hurtigt på alles radar.

Årene gik, intet nyt slap ud, og spillet blev efterhånden anset som værende dødt. Til VGA 2011 annoncerede Hideo Kojima pludselig, at spillet var blevet flyttet til Platinum Games, der nu havde lavet designet en smule om. En trailer blev vist, og meningerne var delte. Actionen var sindssyg og storslået, men også enormt utraditionel for serien, der normalt bygger på at forblive uset og snige sig rundt. Det gør at Metal Gear Rising: Revengeance fra start af kæmper med en smule personlighedsforstyrrelse, siden det skal appellere lige meget til fans af to meget forskellige slags spilserier.

Der er gået fire år siden begivenhederne i Metal Gear Solid 4: Guns of the Patriots. Raiden, robot-ninjaen som fans af Metal Gear serien utvivlsomt har stiftet bekendtskab med, arbejder for et privat sikkerhedsfirma kaldet Maverick Security, og er mere specifikt blevet pålagt at beskytte en afrikansk præsident, mens Maverick Security genopbygger hans krigshærgede land. Præsidenten bliver kidnappet af et rivaliserende sikkerhedsfirma, og Raiden må endnu engang slibe klingen og skære sig igennem bølge efter bølge af fjender for at stoppe de onde Desparadoes. Historien minder om et klassisk Metal Gear Solid-plot, men i en noget forsimplet udgave. Væk er de store politiske og moralske armbevægelser, der i stedet er erstattet med et noget mere enkeltsporet handlingsforløb.

Det gælder også for skiftet af hovedperson fra Snake til Raiden, der ikke har den samme dybde, men i stedet kommer til at virke som en til tider uintelligent karakter. Dog er Raiden på trods sin overfladiskhed stadig interessant, og hans udvikling gennem plottet er et historiens store styrker. Scenerne mellem actionen er stadig lige lange og sprængfyldt med information, så på trods af det mere simple plot skal man stadig virkelig høre efter for at få al dialogen på plads. Karaktergalleriet er lige så farverigt som vi kender fra det fra tidligere Metal Gear spil, og lige så fyldt med stereotyper. Raidens hold hos Maverick Security består af Doktor, en tysk læge der sørger for Raidens opgraderinger, Kev, en dumsmart rådgiver, og den russiske chef Boris.

På trods af det noget stereotype design er disse lidt mystiske karakterer dog meget trofaste mod den generelle personkarakteristisk i Metal Gear serien. Historien når også nogle seriøse punkter, men de er ikke stærke nok til at retfærdiggøre spillets arkadeinspirerede kampspilsnatur. Humoren er til gengæld en kærkommen tilføjelse, og når Raiden eksempelvis får hugget armen af og opgivende stønner "not again..", kan man ikke lade være med at grine en smule, da selvironi af den kaliber ikke er typisk Metal Gear for at sige det mildt.

Ånden er, trods det heftige fokus på action og lemlæstelse, stadig intakt, men ikke på helt samme niveau som tidligere spil i serien. Man får fornemmelsen af at Metal Gear Rising: Revengeance lider af personlighedsspaltning, og er i konstant konflikt med sig selv over hvilket udtryk, det nu skal bruge. Jeg er dog tilbøjelig til at konstatere at vi frem for alt har med et action-spil at gøre, og at Platinum Games har måtte lade essensen af Metal Gear serien ligge, og i stedet fokusere på spillets mekanikker.

Det er jo action, Platinum i virkeligheden er kendt for, og i Metal Gear Rising: Revengeance er action-sekvenserne så storslåede og vilde, at jeg flere gange tabte pusten og mærkede adrenalinen pumpe rundt i kroppen. Spillet er designet efter "Zandatsu", som betyder skær og tag. Raiden hopper og slår med sit sværd på bedste hack'n'slash-maner, men er altså udstyret med en mekanik der hedder "Blade Mode". Dette er spillets primære måde at distancere sig selv fra andre tredjepersons action-titler, og ved at holde en enkelt knap nede, skifter spillets tempo til slow-motion, og du kan på bedste brutale og kyniske vis vælge hvilke vinkler, du vil hugge dine fjender i stykker fra. Hvis du skærer de fjendtlige cyborger over et bestemt sted, har du mulighed for at tage deres "batterier" og gendanne dine egne livspoint.

Dette er bare toppen af det forholdsvis komplekse kampsystem, som driver Metal Gear Rising: Revengeance. Der er traditionelle comboer, du kan binde sammen for at opnå større effektivitet i kamp, og med en løbe/klatre knap som vi kender det fra Assasins Creed, bliver klatring på bygninger let som en leg. Platinums varemærke, de dybe strategiske kampmekanikker, er altså på plads, og med "Blade Mode" som underliggende trumfkort kører Metal Gear Rising: Revengance sin største pointe hjem: veldesignet sjov. For underholdene er det, og derfor minder den samlede mere om en klassisk Platinum Games-titel end et Metal Gear-spil.

Det underholdene element er på sit højeste under boss-kampene, der både kræver taktik og så sandelig også giver smæk for skillingen. Raiden kæmper blandt andet mod en kæmperobot så høj som en skyskraber, og ender med både at hoppe fra missil til missil og skære robotten op på langs.

Revengeance rammer den traditionelle glæde ved et veldesignet, voldeligt kampspil med vilde kampe og storslået action, men trods det velfungerende mekaniksæt er der et enkelt problem, der fylder forholdsvis meget i landskabet: defensivt spil. Raiden er udstyret med et let, hurtigt angreb og et tungt angreb, og sammen med Blade Mode udgør dette dit offensive arsenal. På den defensive front har du din mobilitet, men primært har du en pareringsmekanik som du aktiverer ved at kombinere den lette angrebsknap og et skub med den venstre styrepind i den retning, din fjende angriber fra.

Dette komplicerer tingene betydeligt, siden kameraet jo selvfølgelig skal være styret mod fjenden, før du kan skubbe styrepinden den rigtige vej. Det ville ikke være noget problem, hvis kameraet var godt, men det er det desværre ikke det meste af tiden. På trods af rigelige muligheder for at indstille kameraet, og en knap der kan fastlåse det på en enkelt fjende, forbliver det rebelsk og upålideligt. Denne ene designmæssige mærkværdighed fylder meget, når hele ens forsvar hviler på dens skuldre og gør de lidt hårdere kampe i spillet utroligt svære. Det er altså en stejl indlæringskurve.

Udover de sindssyge action-segmenter er der også, serien tro, muligheder for snige sig rundt og forblive uset. Der er i den forbindelse mulighed for at uskadeliggøre dine fjender uden en lyd med et "stealth attack", men uden nogen indikator for hvornår fjenderne kan se dig, eller uden nogen mekanik der tillader dig at kunne tage dække, bliver dette hurtigt en meget overfladisk tilføjelse, der mere virker som en fornærmelse mod seriens fans end en egentlig brugbar mekanik.

Den storslåede og voldsomme action er ikke kun at finde i spillets mekanikker, men så sandelig også i det visuelle design. Der eksisterer ingen fysiske grænser for hverken Raiden eller hans fjender, og dette giver nogle vanvittige muligheder for visuel udfoldelse, som Platinum Games heldigvis ikke har ladet gå til spilde. Raketter sprænger i luften, blod sprøjter og robotter tonser rundt. Det hele eksploderer i øjnene og oplyser de ellers kedelige miljøer, som tydeligvis bare skal fungere som anonyme arenaer. Dertil kommer de smukke 60 billeder i sekundet, som gør at det høje tempo aldrig gør ondt i øjnene, men forbliver flydende og skarpt.

Raidens animationer i kamp er lige så imponerende, med elektriske angrebskombinationer og slow-motion brutalitet. Jeg sad flere gange og hoppede lidt i stolen af bare ærefrygt over mængden af animationer, og hvor flydende det hele udfoldede sig. På trods af den flotte grafiske ydeevne var der dog enkelte gange i løbet af spillets historie, hvor billedhastigheden havde svært ved at følge med, og det er en skam, da det ødelægger tempoet.

Lydbilledet er præcis lige så bombastisk og action-præget, som man kunne forvente fra en Platinum Games titel. Store strygerarrangementer leverer storslåede kompositioner i de forskellige mellemscener, og det giver spillet den klassiske Metal Gear-effekt, som er så essentiel for serien. Platinum Games har dog valgt at kombinere disse flotte kompositioner med japanske rocksange under de forskellige kampe, som trækker i en hel anden retning i forhold til spillets seriøse tone.

Humoren er til stede i spillet, ja, men japansk rock virker utrolig usammenhængende med den stemning, spillet ellers forsøger at ramme, og til hver eneste boss kamp virker det frygtelig distraherende. Der er altså også en form for personlighedsspaltning at finde i lydbilledet, hvor to udtryk, de filmiske strygerkompositioner og de action-orienterede humoristiske rocksange, er i konstant konflikt med hinanden, og det giver den samlede lydoplevelse et fragmenteret helhedsindtryk.

Raidens blodsprøjtende historie tager omtrent 15 til 20 timer at spille igennem, og overraskende nok er der ikke meget andet at komme tilbage efter. Kampsystemets dybde giver selvfølgelig masser genspilningsværdi, men udover historien er der kun nogle VR missioner, der tilbyder en række forskellige arenaer. Det kræver dog at du har samlet dem i løbet gennemspilningen, da de også fungerer som spillets samleobjekter, der er gemt rundt omkring i de forskellige missioner. Disse VR-missioner tilbyder en masse forskellige former for udfordringer, og med et sæt sjove mekanikker skal der nok være masser af at tage sig til. Raiden starter ud med sit trofaste elektriske sværd, men der er hele syv forskellige våben at finde og låse op, og hver af disse ændrer mekanikformularen en smule.

Metal Gear Rising: Revengeance er som sagt et spil, der er en smule i konflikt med sig selv. Det forsøger konstant at respektere fans af Metal Gear-serien med et avanceret plot og et svagt snigesystem, men skal samtidig være et sindssygt og blodigt action-orienteret kampspil. På papiret er dette projekt altså dømt til at skuffe, men overraskende nok forstår Metal Gear Rising: Revengeance både at levere storslåede kampsekvenser og en stemning, der trods sin forsimplede natur stadigvæk er tro mod serien. Mekanikkerne er dog spillets største styrke og traditionen tro har Platinum Games formået at skabe et utroligt stramt kampsystem, som både er enormt svært at mestre, men samtidig giver en masse til frihed til at spille på den måde man synes passer bedst.

Karaktergalleriet er en smule ensidigt, men Raiden forbliver dog interessant på trods af sin stereotype maskuline natur. Specielt spillets skurke er enormt godt designede, og deres monologer udgør størstedelen af spillets fortællemæssige højdepunkter. Metal Gear Rising: Revengeance er i sin kerne et voldeligt og sjovt spil , og på trods af det lidt forvirrede design formår den samlede oplevelse at imponere.

Men det er hverken det bedste Platinum Games har formået i forhold til action, og det kommer heller ikke i nærheden af de bedste spil i Metal Gear-serien. Resultatet er et spil, der på en måde kommer til kort i forhold til de serier og forventninger, det skal leve op til, men samtidig er solidt nok til at stå på egne ben. Raiden er tilbage, og han er stadig din tid og penge værd. Sålænge du lægger forventningerne på hylden, og bare leder efter en solid omgang veldesignet vold, så er din søgen ovre.