Metal Arms: Glitch in the System

For gamere må dette så absolut blive en jul uden lige. Vi her på Gamereactor har pointeret det op til flere gange, for spilindustrien synes i år at have overgået sig selv i at smide toptitler på markedet. Af genrer synes det dog at være platformspillene, der i år står som den helt store vinder med utrolige titler som Ratchet and Clank 2 og Jak II: Renegade. At julen også handler om overraskelser, er Metal Arms (MA) dog et glimrende bevis på, for her er en titel, der uden megen omtale stiger direkte ind i samme liga som førnævnte titler. MA er poleret, utrolig spilbart, diabolsk svært, og så er det et af de mest fængende bekendtskaber, genren har set i år.

Temaet for spillets historie er endnu en gang krig, om end det denne gang er et helt andet univers, vi taler om. Iron Star er en verden befolket af alskens forskellige slags robotter, og her ender et mislykket forsøg med fødslen af den onde General Corrosive, der snart efter sætter sig for et erobre verdenen. Som den unge minerobot Glitch, tilslutter man sig derfor modstandsbevægelsen og skal, som i ethvert rigtigt konsolspil, hurtigt vise sig at blive den eneste, der kan redde verdenen.

Fra en ret uinspirerende baggrundshistorie skrider spillet over til det egentlige gameplay, som i første omgang også skal vise sig at virke meget uinspireret. Udstyret med en sølle laser hvis formål originalt var minearbejde, bliver man ligeså langsomt introduceret til spillets kontrolsystem. Frygten for endnu et standard-platformspil vil med garanti vokse hurtigt hos de mere erfarne gamere, og det er faktisk heller ikke, før man er kommet cirka en time ind i spillet, at der virkelig begynder at ske noget. Her begynder våbenarsenalet og ikke mindst udfordringen dog at vokse drastisk, og dermed også fornøjelsen ved spillet.

Som det oftest er med til at klassificere kvalitetstitler, har fjenderne i MA masser af personlighed. De mindre Grunts-robotter kommer i et virvar af farver, som betegner, hvilke våben de er udstyret med, og de løber skrigende væk, så snart de møder kvalificeret modstand. Snart begynder større fjender dog at komme på banen, og specielt de frygtindgydende Titans er igennem hele spillet en konstant trussel, man som spiller ikke må undervurdere. Alle de forskellige fjender har hver deres positioner, og de arbejder oftest sammen så Grunts'ene f.eks. prøver at lokke spilleren frem og så afsløre, at de får hjælp af en Titan.

Det våbenarsenal, udvikleren har valgt at udstyre Glitch med, er også gennemarbejdet. I modsætning til en titel som Ratchet and Clank, hvor spilleren får smidt adskillige dusin våben efter sig, selvom de alle virker på samme måde, har hvert våben sin helt egen styrke og position i MA. Rocket Launcher mod Titans, Spew-maskinkanon mod Grunts, Ripperen til at save benene af de mindre fjender, så de ikke kan slå alarm osv. Alt har et formål og kan/skal kombineres med andre våben, hvis man skal gøre sig nogen forventning om at klare spillets senere missioner.

Når spillets ideologi i udlandet er blevet sammenlignet med Halos, er det ikke helt forkert. Begge spils gameplay ligner måske ikke hinanden synderligt på overfladen, men MA's følelse af, at alt er overvejet og har en helt bestemt mening, samtidigt med den taktiske tilgang, man gennem hele spillet bliver nødt til at bruge, når større fjender skal besejres, giver unægtelig lidt af samme følelse.

Alt er dog desværre ikke helt fejlfrit, og titlen byder også på enkelte problemer, der med al sandsynlighed vil overmande nogle gamere. Værst er uden tvivl spillets checkpoint-system, der ofte tvinger spilleren til at gennemspille forholdsvist store passager igen, hvis man skulle dø. Kombineret med en sværhedsgrad, der oftest er utilgivelig streng, kan dette betyde et frustrationsmoment af stor kaliber. Man kan dog oftest ane, hvordan problemet skal tackles, og derfor får man aldrig lyst til at give op. Et lille problem er også, at man ikke får lov til at beholde indkøbte power-ups hvis man dør, og derfor skal til at købe dem igen når man starter fra det sidste checkpoint.

Det er utroligt forfriskende at spille en titel, der allerede på en normal sværhedsgrad byder på så stor en udfordring og ikke bruger ideen om et fuldstændigt strømlinet gameplay via konstant progression, som ellers er blevet populærgjort gennem titler som Jak II: Renegade og Ratchet and Clank. MA er svært og synes at tage stolthed i udfordringen, og det er oftest spillerens egen skyld, hvis man dør, hvilket garanterer et fængende gameplay.

Det siger noget om et spils kvalitet, når man som anmelder har bunkevis af potentielle toptitler liggende til anmeldelse, men stadig ikke har tid til dem, fordi man lige skal prøve dette ene spil én gang mere. MA er en sådan titel, og det bliver kun hindret af et lettere krakeleret checkpoint-system, samt en eller to underlige valg fra udviklerens side. Dette er dog Xbox’ens stærkeste platformshooter indtil videre, og det hører til blandt genrens absolutte elite.