Mercenary Kings

På trods af at baggrundshistorien i Mercenary Kings fortæller noget andet, er Mandragora Island et herligt sted at være. Her er en køkkenchef som dagen lang holder kødgryderne varme, en pilot med en talende helikopter, en våbensmed der hele tiden lærer nye tricks, og en general med planer om hvordan den onde Claw-klan skal besejres. Alle ser de ud til at hygge sig mens de smådanser til den absurd fængede musik, og jeg har det på samme måde.

Den føromtalte baggrundshistorie er ellers en smule mere dyster. Som en fjerdel af lejesoldat-truppen Mercenary Kings må du fra starten se dit hold blive revet itu af Claw, for i sidste øjeblik at blive redet af en livsgivende elixir. Trylledrikkens komponenter findes dog kun et sted i verden, og det er naturligvis den ø som det onde selskab i mellemtiden har overtaget.

Hvis du kan huske at have brugt starten at halvfemserne på hver morgen at vågne op med alskens forskellige tv-kanaler fra det fjerne udland, har du en meget god ide om den stil som Mercenary Kings rammer så rent. Det ligner, lyder og fortælles som en tegnefilm med mere action end egentlig handling, og er et charmerende bekendtskab allerede fra de første sekunder.

Genren er klassisk action-platformer, hvor det handler lige så meget om at lære fjende-mønstre, som det gør om at hoppe over livstærende underlag og vide hvornår man skal skyde tilbage. Metal Slug vil umiddelbart være en sammenligning som mange vil smide efter spillet, men Mercenary Kings er heldigvis et dybere spil med meget mere indhold end arkadeklassikeren.

I stedet for blot at blive bedt om slavisk at give sig i kast med et sæt baner, får man mellem hver mission således mulighed for selv at vælge den næste. Målene er forskellige og inkluderer alt fra redningsmissioner til sabotage, indhentning af data og kapring af fjendtlige militærinstallationer.

Så forskellige mål kunne få det til at lyde som om at variationen er stor i de cirka 100 forskellige missioner, men faktisk er det her man støder på spillets største problem. Missionerne udspiller sig således ofte i de samme baner, og er man derfor uheldig i sit valg af mission, kan man risikere at skulle gennemløbe de præcis samme omgiveler som i den forrige mission og missionen før den. Den slags bliver naturligvis virkeligt kedelig, og det undrer mig stadig at udvikleren ikke har haft tid til at sammensætte nogle flere baner.

Belønningerne for at gennemføre missionerne er dog oftest nok til at man bliver ved, og en kombinationen af penge og dingenoter betyder at man kan tage et smut forbi våbensmedjen og begynde at sammensætte sine egne våben. Via et simpelt crafting-system kan man eksempelvis vælge hvilket greb, hvilket sigte og hvilken krop ens våben skal have, og yderligere elementer som vægt, magasinstørrelse og type vil efterfølgende være med til at bestemme hvordan de fungerer.

Crafting-systemet, der også kan bruges til modikationer som giver ekstra bonusser, helbredsforøgelse og nærkampsvåben, bliver hurtigt en motivationsfaktor. Derfor er det også ekstra lokkende at gå på jagt efter de mange fjendetyper, da de ofte efterlader de komponenter, som man nøjsomt må opsamle for selv at kunne lave sit udstyr. Det er spillets version af loot, og selvom vi ikke ligefrem snakker Diablo-standarder, er det stadig et virkelig lokkende system.

Udvikleren bag Mercenary Kings hedder Tribute Games, og er den samme som også tidligere stod for det herlige Scott Pilgrim vs the World, og det kan heldigvis ses. Holdet har således igen slået sig sammen med pixel-perfektionisten og animatoren Paul Robertson, hvilket har givet spillet et herligt udseende. Stilen er helt Robertsons egen, og byder på en blanding af alt det bedste fra japanske tegnefilm, 80'ernes populærkultur og tonsvis af spilreferencer, alle sammen serveret i en indpakning af knasende lækre pixels.

Med alle referencerne til gårsdagens arkadeklassikere undrer det heller ikke at Mercenary Kings kan nydes med vennerne. Helt op til fire spillere kan slå sig sammen på samme skærm (splitscreen, så sørg for at have en stor skærm) eller mødes over nettet, for på den måde at tage på Claw-jagt sammen. Mens det kan være nemmere at klare missionerne selv (ikke alle venner ønsker at arbejde sammen...) er multiplayer ofte en god måde at indsamle nye dingenoter til yderligere våbenopgraderinger.

Det ærgrer mig at der ikke er mere af det hele i Mercenary Kings. Misforstå mig ikke, på nuværende tidspunkt har jeg brugt over 15 timer med spillet og mangler stadig en del missioner, men derfor savner jeg stadig flere forskellige baner, missioner og fængende 8bit-melodier. Mængden af genbrug er næsten overvældende, og når det samtidigt kombineres med fjender, der ofte spawner frem igen så snart du bevæger dig ud af deres radius, kan man hurtigt komme til at trænge til en pause.

At Mecenary Kings stadig er en fængende oplevelse på trods af sine fejl, belyser blot hvor solidt spillets fundament er. Det er dog ærgerligt at man så ofte føler sig nødsaget til at tage en pause fra det hele, for med bundsolid 2d-action, udfordring og et velfungerende crafting-system med lokkende goder, kunne det her sagens have endt som en virkelig god oplevelse, i stedet for blot en solid en af slagsen.