Medal of Honor: Airborne

Fredag formiddag. Klasker Medal of Honor: Airborne i drevet. Går i bad. Sluger en vitaminpille, rister en bolle og tager den med ind foran computeren. Spiller løs. Jeg kan li' det - fabelagtig underholdning. Fredag eftermiddag. Jeg er færdig. Spillet er gennemført. Hvad nu?

Jeg sidder tilbage med en underlig fornemmelse i maven. Det var knaldhamrende god underholdning så længe, eller skulle man sige så kort, det varede. Fire timer var alt der skulle til, før end jeg havde ledt mine tropper igennem tyskernes middelalderagtige Flakturm og set rulleteksterne gøre deres indtog på min skærm. Lidt hovedregning afslører, at Medal of Honor: Airborne er en dyr fornøjelse. En 100-kroner-i-timen-fornøjelse. Og det bliver endnu dyrere, hvis man ejer en konsol. Av min bankbog!

Tag ikke fejl; jeg morede mig. Medal of Honor: Airborne bringer nogle helt igennem fremragende nye tiltag til genren. Muligheden for at hoppe ud fra et fly og lande, hvor end jeg måtte have lyst, er banebrydende. At jeg tilmed kan klare opgaverne i en hvilken som helst rækkefølge, er endnu bedre. Jeg føler mig ikke længere indespærret af smalle passager og usynlige barrierer - i stedet fyldes jeg af en lykkefølelse over den frihed, som EA har givet mig. Hvis krigshelvede altså kan sidestilles med frihed.

Men jeg savner de storladne missioner. Jeg savner at løbe mod maskingeværsild henover pigtrådsbeklædte strande. Jeg savner at kampsvede i en tysk king tiger-kampvogn, og jeg savner at infiltrere ubådsbaser blot væbnet med en lyddæmpet pistol og en dræberkniv. Og selvom man i Medal of Honor: Airborne får lov at deltage i kæmpemæssige slag, som for eksempel Operation Market Garden, så sidder man ikke med den der 'wauv'-fornemmelse bagefter. Den er simpelthen væk.

En del af grunden til dette er, at EA bevidst har gjort alt for at udrydde tungt scriptede sekvenser, som Medal of Honor: Allied Assault ellers blev helgengjort for. Der var dog noget særligt over at være vidne til alverdens scenarier udspille sig på slagmarken. Det var et grufuldt syn at se lægen forsøge at redde den unge rekrut, mens kuglerne fløj om ørene på en - og det var en frygtindgydende oplevelse at være en del af landsætningsoperationen i Normandiet, mens bådene omkring en blev sprængt i småstykker. Bevares, der er da stadig en del scriptede sekvenser i Airborne, men spillet emmer ikke af Spielberg-instrueret cinematisk kvalitet, som Allied Assault gjorde.

Jeg skal nok lade være med at brokke mig nu. I hvert fald for en kort stund. Spillet introducerer nemlig et herligt våbenopgraderingssystem, som belønner mig, når jeg bruger et våben. Skyder jeg et tilstrækkeligt antal tyskere med min maskinpistol, så bliver den opgraderet med bedre sigte, større ammunitionskapacitet og andet godt. Hvert våben har tre opgraderingsniveauer, og de varierer fint fra våben til våben. Min snigskytteriffel kan blive endnu mere farlig med en granatopgradering - det kræver dog, at jeg skyder en hel del tyskere med den. Og det gør jeg.

Jeg gjorde det også gerne online. Pløkker tyskere ned, vel at mærke. Men eftersom spillet i skrivende stund ikke er sendt ud til andet end pressen, så har jeg slet ikke haft mulighed for at lege røvere og soldater på nettet. Æv. Dog virker online-delen mest attraktiv for konsol-publikummet, der ikke just er oversvømmet af skydespil med kompetente online-funktioner. Måske bliver Medal of Honor: Airborne en 50-kroner-i-timen-fornøjelse i stedet? Hvem ved.

I småtingsafdelingen af ting man potentielt set kunne brokke sig over, finder man sine egne soldaterkammerater. Af og til når jeg søgte dækning bag en mur og benyttede mig af spillets glimrende 'ironsight'-system, som er vendt tilbage fra European Assault, stod mine soldaterkammerater i vejen. Også selvom jeg kom først. Jeg blev dog ikke skubbet ud i skudlinjen; i stedet havde mine soldaterkammerater den overnaturlige evne, at de kunne gå igennem mig og dermed være en knude i røven, hver eneste gang jeg forsøgte at stikke mit hoved ud for at skyde knoppen af en fjende. Stak de hovedet ud samtidig, kunne jeg nemlig intet se udover nogle rædsomme gennemsigtige tredimensionelle modeller, som vist nok var mine soldaterkammeraters interiør. Bwadr. Og øv, hvor irriterende!

Den kunstige intelligens har det desværre også med at variere lidt for meget. Det ene øjeblik overraskes man over, hvor fabelagtig den er, når en tysker løber fra dækning til dækning og tvinger en til at flygte, eller når man bliver overrumplet af en bajonet-liderlig nazist, bedst som man sidder i sine egne tanker. Novra! Andre gange væmmes man over, hvor elendig den er, når en tysker bare står og glor en i øjnene, eller har for travlt med at vifte med armene for at tilkalde sine med-nazister i stedet for at trykke på aftrækkeren. Føj da!

Men det gør faktisk ikke så meget. Da jeg kæmpede mig vej igennem italienske byer, franske byer og øh... hollandske byer, følte jeg mig underholdt. Spillets sidste scenarie er dog det absolutte højdepunkt, men det er også nervepirrende at kæmpe sig vej igennem en snigskytte-inficeret kampvognsfabrik, og prøve at finde det perfekte sted at lande i forhold til at dræbe dem alle. Jo, det fungerer skam det der nymodens faldskærmshalløj. Og så bliver det bestemt ikke værre af den nærmest ubegrænsede frihed.

Alligevel lander Medal of Honor: Airborne på en karakter, der kun lige placerer den over det middelmådige. Spillet er utilgiveligt kort og mangler de følelsesfremkaldende øjeblikke, som Allied Assault var fyldt med. Et sekstal til seks missioner, fire timer og firehundrede eller mere kroner. Men også et sekstal til frihed, våbenopgradering og faldskærmsudspring. Basta.