Max: The Curse of Brotherhood

Hvis det ikke lige var fordi at man vidste andet, skulle man ikke tro at Max: The Curse of Brotherhood havde noget som helst at gøre med Press Plays gennembruds-spil fra 2010. Udvikleren har da heller aldrig kaldt det nye spil for en egentlig efterfølger, og det bliver tydeligere og tydeligere, desto mere tid man bruger med det nye eventyr.

Godt nok er her igen tale om et platformspilseventyr, der har historiefundamentet solidt placeret et sted hvor alle kan være med (Max er kommet til kaste en besværgelse på sin lillebror, og sendt ham til et dæmon-befængt ødeland, der styres af den frygtelige Mustachio), men yderlige ligheder er svære at spotte.

På overraskende vis klæder det dog det nye eventyr at gå sin egen vej, og det har samtidigt givet den danske udvikler mulighed for at vise, at de også er kommet langt siden de første gang slog deres navn fast.

Den sagnomspundne og magiske fyldepen er igen omdrejningspunktet for Max' muligheder i de verdner, der skal krydses for at redde lillebror Felix. Dens utrolige evner fungerer dog på lidt anden vis i denne ombæring. Således har man, modsat det første spil, ikke længere den samme frihed til at gøre som man vil, og i stedet kan fyldepennen nu kun bruges på forudbestemte områder.

Restriktioner er sjældent noget vi forbinder med noget positivt når det gælder spildesign, men ikke desto mindre har Press Play alligevel fået den mere restriktive tilgang til at virke til spillets fordel, fordi det har givet dem muligheden for i langt højere grad at styre de mange puzzles.

Fra starten kan fyldepennen ikke meget mere end at hæve og sænke platforme, men som Max bevæger sig længere ind i den fremmede verden, får han også muligheden for at tegne grene som kan bruges som platforme, lianer så han kan svinge sig af sted, samt endda at diktere retning på løbende vand og kaste med ildkugler. Mulighederne er i sig selv sjove at gøre brug af, men særlig snedigt bliver det hele først, når de forskellige puzzles begynder at kræve at evnerne kombineres.

Med en enorm selvtillid sørger udvikleren for at man som spiller aldrig bliver overvældet af de forskellige evner. Forud for at man får adgang til en ny en af slagsen, mødes man således af en bane, hvor spillet selv sender dig i den rigtige retning, mens det viser adskillige af de måder, hvorpå din kommende nye evne kan bruges - det er inspireret og intuitivt spildesign.

Spillet kræver dog også et stort kendskab til fyldepennens mystiske evner, for selvom Max også denne gang bruger store dele af spilletiden på at være platformshelt, bør der ikke herske nogen tvivl om at det er de mange puzzles, som står for størstedelen af spilletiden.

Heldigvis er puzzle-designet virkelig godt, uden at det på noget tidspunkt vil give de mest puzzle-erfarne hovedpine. Den lidt mere restriktive tilgang til spildesignet viser sig også her at være en styrke, da spillet altid fortæller dig hvilke evner du skal bruge for at komme videre, men aldrig forklarer dig hvordan de skal udnyttes. Som de bedste spil i genren kan man til tider blive en smule frustreret over at der ikke synes at være nogen logisk løsning, mens det hele i næste sekund pludseligt giver mening.

Det er dog også i forbindelse med de mange puzzles, at man støder på spillets største problemer. I modsætning til det første spil, afvikles Max nyeste eventyr på konsol uden en trykfølsom-skærm eller mus, hvilket kan gøre det lidt svært at tegne de former der skal til for at løse nogle af de mange puzzles. Et analogstick gør sig simpelthen ikke særlig godt som tegneredskab, og selvom man hurtigt lærer at kalde fyldepennen frem for at tegne nyt eller slette, kan en simpel opgave, som at tegne en rund form, hurtigt lede til frustrationer.

Ligeledes er fysikken i spillet ikke altid helt gennemskuelig, idet spillet kan have svært ved at bedømme om Max er i stand til at gribe fat i nogle af de former, som han selv har vækket til live med fyldepennen. Den slags er ekstra frustrerende når man faktisk har den rigtige ide til at løse et puzzle, men alligevel kommer i tvivl, fordi spillets fysik ikke altid kan blive enig med sig selv.

Alligevel er det dog et helt igennem underholdende eventyr, fuld af snedige og sjove puzzles, som Press Play har begået med deres andet eventyr om Max. Som tidligere skrevet er lighederne med det første eventyr ikke mange, men når stort set alle nyhederne har ledt til et bedre spileventyr, er der ikke meget er være bitter over på den kant. Hvis man derfor mangler et godt eventyr, fyldt med puzzles som kun bliver bedre, jo længere Max kommer med sin redningsmission, bør man sørge for at give det her et forsøg.