Max Payne 2: The Fall of Max Payne

Da Remedys første kapitel om den tilsyneladende evigt pinte Max Payne endelig gjorde sin debut på undertegnedes pc, var stemningen næsten uudholdelig. Kunne spillet virkeligt leve op til al den hype, det havde fået både fra pressen og de gamere, der havde været så heldig at få fingrene i spillet inden undertegnede. Cirka ni timers næsten konstant spil senere kunne spørgsmålet besvares, og selvom det var tydeligt at se, at hypen havde sat spor, var der ingen tvivl om, at de ni timer havde været uhyre underholdende.

Et par år er gået siden da, og undertegnede sidder igen i samme situation. Cirka ni timer er blevet brugt på det andet spil i serien, og opfølgeren har lige vist sit endegyldige "The End" på skærmen. Forskellen er bare, at alt det, der i det første spil forekom utroligt poleret og nyskabende, ikke nødvendigvis er nok til at oppebære et helt nyt kapitel, og desværre har innovationslysten ikke ramt spillets grå og kolde verden.

Spillets historie starter kort efter begivenhederne i det første spil. Max bliver stadig hjemsøgt af minderne om sin dræbte familie, og jobbet synes at være den eneste flugtvej fra den nedbrydende omverden. Under mystiske omstændigheder rodes Max dog igen ind i et spind af bedrag, mord og kærlighed, og det er endnu en gang spillerens opgave at finde hoved og hale i det hele. For folk, der ikke har spillet det første spil, lyder det hele måske allerede meget kompliceret, mens alle vi andre ved, at der stadig blot er tale om et ret simpelt actionspil pakket ind i en udførlig baggrundshistorie. Spillet kan som sådan spilles af alle, selv om det nok kun er de ældre gamere, som vil få noget ud af spillets til tider overkomplicerede historie.

Max styres i tredjepersons perspektiv og spillets eneste egentlige opgave består i at skyde på alt, hvad der rører sig. Ikke engang de simpleste puzzles er der mange af, og hvor det i de fleste andre titler ville have betydet kommercielt selvmord, er det i denne titel en nøje valgt beslutning. Ligesom Tarantinos biografaktuelle Kill Bill, er Max Payne 2 nemlig en titel, som frem for alt satser på stil over substans, og det er kun pga. udviklerens åbenlyse talent, at det lykkedes.

Med lejende lethed bevæger man sig ind og ud af Matrix-lignende skuddueller, som via spillets bullettime-funktion bliver en smal sag at klare. Denne funktion er imidlertidig bliver moderniseret i forhold til det første spil, så den nu virker ved at gøre tiden endnu langsommere for hver fjende, man skyder. Spillets største nye attraktion i form af inkluderingen af Havok Physics system, som også er det, der vil være at finde i Half Life 2, viser specielt i disse actionscener dets force. Statiske objekter hører fortiden til og forskelligt inventar, døde fjender og alskens andre ting flyver lystigt rundt i spillets hektiske dueller, så det oftest til forveksling ligner det spektakel, der er at finde i Hollywoods største actionfilm.

Når der i denne anmeldelse drages så mange paralleller til forskellige film, er det fordi, at det også er her, spillets akilleshæl findes. Hvor det første spil var en næsten perfekt blanding af et simpelt gameplay, humor og en filmisk stemning, er opfølgeren et meget mørkere kapitel, der oftest kan virke tungt og kedeligt, ikke mindst pga. udviklerens tilbøjelighed til at lade lommefilosofien løbe løbsk. Hele spillet er bygget op om en papirstynd historie, som de fleste ville have kunnet gennemskue på få minutter, hvis det ikke lige havde været for udviklerens løsning på dette problem: adskillige uholdbare twists som i sidste ende ødelægger historien mere, end de gavner.

Remedy har fra dag et markedsført Max Payne 2 som en "noir love story" og selv om det givetvis er det tætteste, nogen endnu er kommet på en spilfortolkning af denne genre, er det tydeligt, at der er blevet slækket på kvaliteten andre steder. Selv om det nye physics-system er utroligt imponerende og giver spillet en ekstra dimension, er det ikke nok til at oppebære hele dette andet kapitel. Historien er for kompliceret og dårligt skrevet i en sådan grad, at man enkelte gange er ligeglad med, hvad der ellers skulle være spillets vigtigste aspekt. På trods af disse kritikpunkter, kan det ikke benægtes, at her stadig er tale om et produkt, som hører til i den bedre ende af actiontitlerne. Spørgsmålet er bare, om man ikke burde have forventet mere, når det drejer sig om efterfølgeren til et så anerkendt spil.