PlayStation 3-ejere, der har købt Fallout 3 og som har følt sig uretfærdigt behandlet, når det kommer til dowload-indholdet Operation Anchorage, The Pitt og Broken Steel, kan glæde sig over Bethesda Softwares beslutning om at udgive alle tre download-pakker over PSN. Operation Anchorage lanceres som det første indhold i juni, og følges så op af The Pitt og Broken Steel med fire til seks ugers mellemrum.
I samme moment kunne Bethesda løfte sløret for Point Lookout, der længe har verseret som et rygte. Pakken indeholder et helt nyt sumpområde, der er fyldt til randen med missioner og nyt indhold. Prisen bliver de vanlige 800 Microsoft points (10 dollar for PC-ejere) og pakken lanceres sent i juni måned.
Sidst, men ikke mindst, så har Bethesada annonceret Mothership Zeta, der drejer det hele i en lidt anden retning. Med denne udvidelse, står den på fremmede fra rummet og bortførelser. Pakken koster som Point Lookout 800 Microsoft points og 10 dollar for PC-ejere.
Senere på året samler Bethesda også alle udvidelserne i to såkaldte Game Add-on Packs kaldet henholdsvis #1 og #2. Og så er5 der naturligvis den typiske Fallout 3: Game of the Year Edition, der lanceres i oktober.