Mass Effect: Andromeda

"Ved jorden at blive, det tjener os bedst!" Sådan skriver Grundtvig i en kendt salme. Han oplevede dog ikke kloden blive sønderbombet af ondsindede dræbersprutter, så hvad ved han? Mælkevejen er alligevel totalt yt og det er tid til at vende blikket mod nye græsgange - eller noget tilsvarende. Andromeda venter forude.

Lad os være ærlige: beslutningen om at placere det nye Mass Effect i en anden galakse, er en direkte konsekvens af 3'erens, i mere end én betydning af ordet, katastrofale slutning. Fremfor at besvare de talrige spørgsmål som det forrige spil efterlod os med, har udviklerne taget et intergalaktisk sidespring, lysår væk fra alt der hedder Geth, Reapers og Shepard. Andromeda, for både udviklerne og de dybfrosne kolonister, er en mulighed for at begynde forfra. En blød genstart, om man vil.

Nogen elegant løsning er det måske ikke, men præmissen er stadig pokkers interessant. Den verden vi for 10 år siden mødte i det første Mass Effect, var allerede etableret og fastlagt. Den havde regler, rumracer og en rigdom på historiske begivenheder. Denne gang er det anderledes. Galaksen er ny, fremmed og klar til at blive udforsket. Appellen skulle gerne være åbenlys: to boldly go where no man has gone before.

I hovedrollen som eventyrlysten rumskibskaptajn finder vi Ryder. I virkeligheden havde Murphy måske været et mere passende navn - i hvert fald er alt ved koloniseringsprocessen gået mere eller mindre galt. Som nyudnævnt Pathfinder, halv militærdiplomat - halv opdagelsesrejsende, er det op til Ryder, spilleren, at udrede problemerne og gå det ukendte i møde.

Og der er nok at se til: på hjemmefronten er flere af koloniskibene helt forsvundet, mens galaksens nye politiske hovedsæde, The Nexus, er plaget af bureaukratiske stridigheder og interne magtkampe. Samtidig vrimler Andromeda med racehygiejniske bussemænd, samt aflagt superteknologi fra en svunden civilisation af rumvæsener.

Lyder det bekendt? En ny galakse skulle betyde en ny begyndelse for de mange pionerer, men selv ikke efter 600 år i kryosøvn er gamle fjendskaber blevet glemt. Fans af serien vil genkende flere af de politiske racekonflikter og etiske problemstillinger som fortsat spøger i Andromeda. Fordomme og snæversyn blev ikke efterladt i Mælkevejen.

Det er i de politiske stridigheder, de interne og de udadgående, at spillets begrænsede tankegods kommer til syne. Desværre bliver oplagte spørgsmål om kolonisering, imperialisme og mødet med andre kulturer overskygget af en latterlig historie om onde rummænd og magisk teknologi. I enkelte tilfælde tager de mere interessante idéer form som en sidemission, men alt for ofte bliver de nævnt og glemt i samme åndedrag.

Hovedhistorien, den samlende fortælling som sætter stemningen for resten af spillet, er måske den svageste BioWare har produceret. Forfatterne, fremfor at udnytte spillets unikke præmis, trækker flittigt på udkogte klichéer og banale motiver. De få drejninger som gemmer sig i handlingen, er ikke bare stærkt forudsigelige, men nærmest løftet direkte fra tidligere spil. Det er brandærgerligt at en fortælling sat i en ny galakse, formår at være så uoriginal.

Livet som Pathfinder er ikke let og Ryder må dagligt træffe svære beslutninger. Det velkendte Paragon/Renegade system blev imidlertid efterladt i Mælkevejen, så dialoghjulets svarmuligheder kommer denne gang i fire nye varianter: emotional, logical, casual og professional. Kategorierne handler mere om tone, end indhold. Idéen er at forhåndsvise hvordan Ryder siger noget, fremfor hvad der bliver sagt.

Alligevel er der øjeblikke hvor skellet mellem kategorierne virker utydeligt. Et følelsesladet svar kan være mange forskellige ting! De mere henkastede bemærkninger grænser også ofte til det dumsmarte, men det hele bliver opvejet af et gennemgående stærkt stemmeskuespil, fra både hovedpersonerne og deres samtalepartneres side. Nogen vil savne det velkendte rød-blå spektrum, andre vil ånde lettet op.

Ryder selv, sammenlignet med Shepard, er lidt mindre actionhelt(inde) og lidt mere flødebolle. Der bliver lagt større vægt på Ryders familiære relationer og det tungtvejende ansvar som Pathfinder. Karakteren viser sig fra sin bedste side i scener hvor Ryders usikkerhed og opgavens alvor kommer til udtryk. Det bliver dog aldrig rigtigt udfoldet og jeg havde gerne set et større fokus her.

Med sig på rejsen igennem det ukendte stjernehav, har Ryder selvfølgelig en halv snes soldater, forskere og piloter. Kun seks af dem kan medbringes på missionerne. Til gengæld er der en god dynamik mellem karaktererne, der ofte småsnakker eller diskuterer, både i det private og i felten. De efterlader små noter på skibet, arrangerer filmaftener og besøger man dem i kahytterne, går man sjældent forgæves.

Karaktererne selv er forholdsvis genkendelige størrelser. Hvad end det er den tykhudede krigsveteran med et hjerte af guld eller den excentriske arkæolog som ikke kan sidde stille, så er de tydelige BioWare-arketyper: de er farverige, vittige og bliver bragt til live af dygtige stemmeskuespillere. Der er langt imellem de virkelige overraskelser, men de opfylder afgjort karaktergalleriets kvote.

I det hele taget er Andromeda en genkendelig oplevelse. Spillet er en tydelig sammensmeltning af tidligere spil. Du kan skanne asteroider, affyre prober, løse loyalitetsmissioner, nedbryde våbendele og så videre. Hvis du husker det fra tidligere spil i serien, så finder du det her. Det berømte og berygtede køretøj fra det første spil, Mako'en, vender også frygteligt tilbage.

Denne gang hedder den Nomad og det er bag rettet i denne at man fræser rundt på en håndfuld store planeter, med miljøer der spænder mellem typiske marslandskaber og eksotiske urskove. Områderne er virkelig store og der er blevet drysset rundhåndet med sidemissioner og småaktiviteter. De er også ganske flotte at bevæge sig igennem, selv om de ofte kan føles golde. Det hele virker en tand større end det behøvede at være.

Kvaliteten af sidemissionerne er noget svingende. De kan omhandle et skibsmedlem eller de politiske intriger på Nexus, og her finder man noget af spillets bedste indhold. Dog er der unægtelig også meget fyld iblandt. Find 15 dimser, undersøg tre-fire landemærker, aktivér et panel og så videre. Der er altid erfaringspoint og småhistorier i belønning, men fornøjelsen forudsætter først og fremmest en appetit på endnu en omfattende spilverden.

Planeterne er selvfølgelig fyldt med eksotisk dyreliv, oprørsgrupper og førnævnte bussemænd. Heldigvis har kampsystemet i bogstaveligste forstand fået et tiltrængt løft. En indbygget jetpack gør det muligt - og ganske sjovt - at springe rundt mellem fjenderne som en evnesvag bubbi bjørn. Spillerens overlegne bevægelighed bliver dog ofte klemt i et mangelfuldt banedesign som, udover lidt simpelt platformeri, kunne være løftet fra et typisk actionspil i tredjeperson.

Som altid er der også en håndfuld karakterklasser at vælge imellem, men denne gang er valget kun et udgangspunkt. Det er placeringen af points i evnetræerne som afgør din spillestil. Samtidig låser de op for kampprofiler der giver bonusser til helbred, skjold og skade. Man kan hurtigt skifte imellem fire af sådanne profiler og har på den måde adgang til en bred vifte af angreb. Man kan også nulstille sine evner og er altså ikke begrænset til nogen bestemt stil i løbet af spillet.

Tidligere kapitler har haft de berygtede 'træk-i-håndtaget-og-bestem-hvem-dør' øjeblikke. Det kan virke som et billigt kneb der skal øge genspilningsværdien ved at låse af for indhold. Man finder dem selvfølgelig også i Andromeda, men mellem de flydende karakterklasser, de store, åbne vidder og en integreret multiplayerdel, vægter det nye Mass Effect i højere grad én udførlig gennemspilning, fremfor flere korte.

Inspirationen begrænser sig ikke kun til tidligere spil. Mass Effect: Andromeda har evnetræer, forskningsprojekter, opgraderingsmoduler, resursejagter, baseetableringer og daglige belønninger. Hvis det har figureret i nyere spil, så har det en perifer rolle i Andromeda. Du kan sende fiktive patruljer på abstrakte opgaver i stil med Metal Gear Solid V: The Phantom Pain, mens flerspillermodulet minder om Horde-mode fra Gears of War.

Resultatet er et spil som forsøger at gøre og være alt, men som kun sjældent brillerer. Her er lidt af det hele, et stort miskmask af idéer, gode som dårlige, blendet sammen i et spil som hurtigt kan stjæle de første 50 timer og som er BioWare's hidtil største. Potentialet for fremtidige gennemspilninger virker begrænset, men der er rigeligt med indhold i første omgang.

Akkurat som de spagfærdige kolonister, oplevede jeg desværre en del tekniske problemer. Der var til tider knas med både lyd og billede, men det er måske spillets ansigtsanimationer der er mest iøjnefaldende. Fem års teknologisk udvikling har kun presset os længere ned i the uncanny valley. Det er især vores egen komiske art som undertiden tager sig vanvittigt ud på skærmen. I Andromeda er mennesket i sandhed det virkelige rumvæsen.

Der gemmer sig forbløffende få overraskelser i Mass Effect: Andromeda. En stærk præmis bliver svigtet af en svag historie, fyldt med klichéer. Universet er stadig blandt spilmediets stærkeste, men jeg havde sat pris på færre blegfede rumorker og generiske dræbermaskiner. Spillet er utvivlsomt det svageste i serien, men er du blødende fan kan du roligt se frem til en jævn, genkendelig oplevelse der krydser alle punkterne på tjeklisten. Efter 600 år i kryosøvn og fem års ventetid, er det dog svært ikke at være skuffet over BioWare's seneste. Og det er bare en pokkers skam.

I should go.