Mass Effect 2

Moralske valg sniger sig ubemærket ind så du knapt bemærker dem, mens andre overtages så snart du træder i Shepards tunge støvler. Jeg har i denne anmeldelse prøvet at undgå at spolere historien for de som selv vil opleve enhver lille detalje, men for rimelighedens skyld skal det siges at noget vil blive afsløret i det følgende afsnit.

Mass Effect 2 tager sin begyndelse kort tid efter det første spils slutning, men da Normandy bliver angrebet spredes det originale hold for alle vinde. Shepard selv genfinder bevidstheden to år senere, dog ikke hos Alliance som han ellers havde viet sit liv for at hjælpe, men i stedet hos skyggeorganisationen Cerberus. For Cerberus gælder kun målet om en større plads til menneskeheden i universet, hvilket betyder uendelige ressourcer og adgang til information, som hos Alliance er låst væk bag politiske interesser. Denne information afslører også at Reapersne fra det første spil, ikke arbejder selv, men får hjælp at de såkaldte Collectors, hvilket er hvor spillets egentlige handling starter.

På trods af at her er tale om et rollespil med stor fokus på historiefortælling, gives der total frihed til hvordan eventyret skal klares, så snart man udstyres med sit eget rumskib. Bioware har i langt højere grad gjort det klart hvor man skal bevæge sig hen, for at finde den næste opgave som driver historien videre, men skulle man i stedet have lyst til, blot at rejse rundt i det enorme univers, er muligheden der på alle tidspunkter.

Opgaverne gives af den såkaldte "Illusive Man" der foruden at være overhovedet af Cerberus, også gives liv via mesterligt stemmeskuespil af Martin Sheen. Størstedelen af spillets opgaver har rekrutteringen af et nyt mandskab som fokus, hvilket er hvor Bioware for alvor begynder at vise deres evner som historiefortællere.

Gennem de ni forskellige personligheder som endte med at udgøre mit mandskab, oplevede jeg således historier om alt lige fra folkemord, familietragedier, slaveri, genmanipulation og kærlighed. Det mest utrolige ved disse er dog at den canadiske udvikler har formået at holde dem forståelige og absolut opslugende, på trods af at de alle byder på komplekse facetter og kulturmotiverede aspekter. Personlighederne er også så bredspektrede, at du med garanti vil finde dine egne favoritter, hvis historier og valg derfor vil ramme dig hårdere end normalt.

Historien gives naturligvis yderligere dybde ved, at man i høj grad har mulighed for at præge den gennem spillets dialog. Dialogsystemet er på overfladen løftet direkte fra det første spil, og man får således altid præsenteret mulige svar i forkortet form, gennem et dialoghjul. I modsætning til det første spil bliver man dog nu givet "Paragon" og "Renegade" points, alt efter hvordan man forholder sig i samtalerne, hvilke med tiden vil åbne op for nye samtaleemner. Bioware har på denne måde effektivt strømlinet systemet fra det første spil, hvor der skulle bruges skillpoints på den slags, og resultatet er langt mere naturlige samtaler. Sjovere bliver det kun af at man løbende får mulighed for på høflig eller brutal vis, at afbryde samtaler alt efter hvor stærk man er i en af de to puljer.

Uanset hvor overbevisende du er med snakketøjet, vil du og resten af holdet dog ikke kunne undgå spillets mange kampe, og det vil du meget hurtig blive glad for. Det virker på det nærmeste, som om Bioware har skiftet konsolgeneration mellem seriens to spil, og resultatet er kampe der minder om noget fra et fuldblods actionspil. De taktiske muligheder for at kommandere rundt med de to holdkammerater du har taget med, er der stadig, og ligeså er muligheden for at pause tiden og bruge biotikse (magiske) kræfter. Farten og kaosset er dog langt højere, og det er meget tydeligt at udvikleren i særdeleshed har ladet sig inspirere af spil som Gears of War og Call of Duty.

Kampene er også hvor du vil kunne mærke den enorme strømlining der er sket med figurklasserne og våbenvalgene, på egen krop. Man gives fra start seks forskellige klasser at vælge i mellem, og kan endda vælge at skifte figurklasse, selvom man importerer sin figur fra det forrige spil. Fælles for hver klasse er det, at der er blevet ryddet gevaldigt op i de evner man kan bruge sine erfaringspoints på. Som "Soldier" kunne jeg derfor fra start kun vælge mellem tre evner, mens flere blev åbnet op som min karakter mestrede sine andre evner. Særligt snedigt er det også at man kan tillære en unik evne fra en holdkammerat, hvis man sørger for at opbygge et specielt stærkt venskab til denne.

Våbenvalget og de mange modifikationer, resulterede i det første spil i et næsten legendarisk rodet menusystem, og derfor har det også gennemgået en af de mest radikale ændringer i efterfølgeren, for det eksisterer slet og ret ikke mere i samme forstand. Valg af våben og modifikationer er i stedet nu noget der sker forud for starten af hver mission, men ændringerne stopper ikke her. Fjenderne taber nemlig ikke nyt udstyr mere, og dette er i stedet noget man belønnes med ved at hacke sig ind i sikkerhedssystemer eller finde det i banernes hemmeligste afkroge. Før det nye udstyr kan tages i brug, skal det dog først udvikles og alt efter hvilken slags udstyr der er tale om, koster det en af fire forskellige ressourcer. Ressourceindsamlingen er desværre knapt så spændende, og foregår ved langsommeligt at scanne de mange planeter, i et af spillets nye minispil.

Det er helt åbenlyst at Bioware har haft Mass Effect 2 lang tid i tænketanken, før de gik i gang med udviklingen for alvor, for der er på nærmeste ikke et enkelt aspekt af efterfølgeren, som ikke synes at have fået filet kanterne af. Med det i tankerne er det dog også svært for mig ikke at tænke, at seriens nye fokus vil skræmme nogle af det første spils fans væk. Hvis Mass Effect var rollespil med action, er Mass Effect 2 nemlig et langt stykke hen ad vejen action med rollespil. Specielt tydelig er dette i spillets sidste tredjedel, hvor Bioware på det nærmeste efterligner Gears of War 2's mange varianter af det primære skydespil.

Spilopbygningen er også langt mere stringent end i det første spil, og det på trods af at friheden til at udforske er langt større. Derfor kan du se frem til at rejse til et planet, finde et nyt medlem til holdet, høre dennes historie og hjælpe dem med en specialmission, for herefter at returnere til dit rumskib og blive bedt at gøre det hele igen ni gange. Havde det ikke været fordi at personlighederne i Mass Effect 2 var så spændende og velfortalte, havde dette været en seriøs stopklods, men formår her blot at virke lidt dovent.

Mass Effect 2's største mangel er dog et medfødt problem af at være del af en trilogi, for seriens egentlige hovedhistorie rykkes kun videre med museskridt. Der er heldigvis blevet plads til nye detaljer og overraskelser omkring både Repears, Protheans og endda dele af det originale mandskab, men Mass Effect 2 handler i langt højere grad om de individuelle holdmedlemmers historier. Det bliver først rigtig tydeligt hen mod slutningen af spillet, men det første spils utrolige historie taget i betragtning, er det svært ikke at ærgre sig en smule over at efterfølgeren historiemæssigt ikke er lige så stærk, når slutteksterne ruller over skærmen.

Når ordet "skuffelse" kun er brugt en gang i denne anmeldelse, er det af den simple grund at det kun strejfede mine tanker en enkelt gang, under de 35 timer jeg brugte på første gennemførsel af eventyret. Mass Effect 2 er et himmelråbende vandvittigt eventyr fra start til slut, der byder på en samlet kvalitet som kun få udviklere i verden er i stand til at frembringe. Teknisk er det et mesterværk, der specielt på Xbox 360 imponerer ved at køre langt mere glidende end det første, samtidigt med at de grafiske detaljer er blevet skruet tifold i vejret. Musisk er stilen næsten lige så sikker, om endt man kan undre sig en smule over den nytilføjede rockmusik. Heldigvis mere end opvejer det fantastiske skuespil, ethvert spørgsmål tegn på den audiovisuelle side.

Det er dog den vigtigste detalje af alle som Mass Effect 2 rammer helt rigtig, for er du først kommet i gang med eventyret, vil det hele tiden hive i dig for at fortsætte, og lokke med nye historiske detaljer og afsindige kampe. 35 timer er lang tid at bruge på et spil, og alligevel havde jeg ikke en eneste gang tid til at kigge på uret, før den sidste kamp var taget.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at Mass Effect 2 vil ende som et af årets stærkeste spil, når det bliver tid til at kigge tilbage på den slags. Uanset hvad året ellers kommer til at byde på, er her nemlig tale om et action-eventyr som er så fantastisk skruet sammen, at det er aldeles utænkeligt at der vil komme mange flere spil af dets kaliber i år.