Marvel's Spider-Man 2

Med en ikonisk skurk, et udbygget New York og selvfølgelig hele to edderkoppemænd til at dele scenen lægger Spider-Man 2 i kakkelovnen til efterårets helt store popcornbasker. Men når røgen forårsaget af Venom og Kraven har lagt sig, og sveden fra de mange kampe og svingture er dryppet af, er det historien, der vil stå tilbage. For selvom Spider-Man 2 forbedrer forgængernes (og Miles Morales') formel på en række områder, er det den både mørke, medrivende og helt igennem mellemmenneskelige historie, der taget stikket hjem og gør mig utålmodig efter at få fingrene i næste kapitel.

Efter at være blevet introduceret i det første spil og vikarieret for Peter i sin egen titel, arbejder Miles Morales nu side om side med sin mentor for at holde New York sikker. Ikke nogen nem opgave med tanke på den veritable horde af små og store skurke, der tilsyneladende altid står og tripper for at gøre byen usikker. Livet som civil i superheltenes hjembyer har altid haft en lettere karikeret grad af ekstrem fare over sig, som heller ikke fornægter sig her, men alligevel hurtigt er glemt, når musikken for alvor spiller. Og spiller, det skal jeg love for, at den gør.

Udgangspunktet er Peters bedsteven Harrys tilbagevenden, som pludselig åbner for et helt andet liv til den kronisk pressede superhelt, der skifter jobs i samme fart som vi andre skifter underbukser. Harry repræsenterer en anden fremtid, hvor Peter kan udleve sine intellektuelle ambitioner, få styr på økonomien og måske give faklen endegyldigt videre til sin dygtige unge protegé. Det lyder næsten for godt til at være sandt, og uden at afsløre for meget er vejen til en lykkelig fremtid da heller ikke så ligetil.

Det skyldes ikke mindst introduktionen af Kraven the Hunter, som (klogt nok) har taget rejsen til New York for at møde sin ligemand. Han er katalysatoren, der sender Peters skrøbelige kurs mod ro og lykke gevaldigt ud af kurs. Men inden da sørger Insomniac klogt nok for at bygge karaktererne op, så vi rent faktisk interesserer os for, hvordan det går Peter, Miles, M.J, Harry og alle de andre. Heri ligger historiens store styrke. En vilje til at balancere det for spilleren umiddelbart tilfredsstillende med den nødvendige opbygning, hvilket netop får de store øjeblikke til at fremstå så stærke, som tilfældet er.

Med til dette hører også portrætteringen af New York. Meget af tiden suser du selvfølgelig over og mellem bygningerne, men Insomniac krydrer igen oplevelsen ved at tilføje utrolig mange unikke lokationer, som giver dybde og personlighed til verdenen. Uanset om det drejer sig om Peters hus, New Yorks kloaksystem eller en gigantisk, eksklusiv restaurant, er de kendetegnet ved ekstremt stor detaljegrad, der virkelig viser hvad spil designet til de nyeste konsoller er i stand til at levere rent grafisk. Og så løser deres lineære natur et klassisk problem i historiedrevne open world-spil. Nemlig konflikten mellem en stor åben verden og missioner, der på kunstig vis foregår på ekstremt afgrænsede områder, også kendt som Red Dead Redemption 2-syndromet. Her føles det ikke på samme måde kunstigt, fordi Insomniac ofte placerer dig et sted, der helt naturligt er afgrænset som førnævnte hus eller kloak.

Når de store øjeblikke indtræffer, hjælper det også, at Insomniac i den grad mestrer den svære kunst at skrue et overrumplende set piece sammen. Når Spider-Man 2 spiller på alle tangenter - og det gør det heldigvis med jævne mellemrum - er det bare om at lade sig rive med af den knivskarpe grafik, effektive underlægningsmusik, det velpolerede gameplay og de velinstruerede mellemsekvenser, der gør sekvenser som forsøget på at forhindre Kravens jægere i at indfange Lizard så komplet medrivende. Den sekvens er allerede kendt og hører til blandt højdepunkterne, men der er endnu bedre ting i vente, hvor klaveret spiller på de absolut højeste tangenter og forvandler tegneserieuniverset til en græsk tragedie instrueret af George Miller.

Størstedelen af spillet lever dog naturligvis uden for disse crescendoer, og her fremstår Spider-Man 2 en anelse mere ordinært, omend det aldrig er andet end vellavet. Af gameplayets kerneelementer er det at bevæge sig rundt i New York endnu engang stjernen. Den helt store genistreg i det første Spider-Man var, at Insomniac perfekt fangede, hvordan det må føles at svinge sig rundt mellem bygningerne med Spider-Mans kræfter, og faktisk føles det i efterfølgeren endnu bedre end før takket være en stabil framerate på 60 fps og en draw distance, der fortsætter ud i horisonten.

Den store nyhed på dette område er det wingsuit, som både Peter og Miles flydende kan skifte til. Hvor Spider-Man 2 nærmest føles som et skateboardspil, når man svinger sig rundt, bliver det til at racerspil, når vingerne er slået ud. Pludselig handler det om at fange vindtunneler og opdrifter for at holde sig flyvende. Det giver unægtelig et sug i maven at runde et skarpt hjørne i fuld fart, og heldigvis annullerer wingsuitet ikke behovet for at svinge sig rundt. De to transportformer fungerer snarere bedst i samspil, og måden du fuldstændig flydende kan gå fra den ene til den anden og tilbage igen, er en af spillets store bedrifter. Desuden løser wingsuitet også den udfordring, inklusionen af Brooklyn og Queens introducerer. Nemlig at disse kvarterer er karakteriseret ved lavere bebyggelse, hvilket gør det mere udfordrende at svinge sig rundt.

En god målestok for hvor underholdende transporten i et spil er, er hvor ofte du føler dig nødsaget til at benytte fast travel, og det faktum at jeg kun benyttede muligheden for at teste loadingtiden (som er så godt som ikkeeksisterende), indikerer, at Insomniac virkelig har fat i et godt system (og et kort der stadig ikke har vokset sig alt for stort). Jeg vil faktisk sige, at det fungerer så godt, at min største utilfredshed ligger i, at der ikke er mere sideindhold, som relaterer sig direkte til det. Faktisk er det kun unidentified targets - hvor man skal ligge i slipstrømmen på en drone for at indsamle data om forskellige mål, Kravens jægere har udset sig, der er bundet direkte op på det.

Størstedelen af det mere samlebåndsagtige sideindhold er i stedet bundet op på kamp, og i mine øjne er det lidt en skam. Ikke fordi kampsystemet er dårligt. Faktisk er det forudsigeligt nok den indtil videre bedste version af det Arkham-inspirerede system, Insomniac introducerede i det første spil. Kort sagt får du det bedste fra begge verdener, Peters gadgets og Miles' særlige angreb, uanset om du spiller som den ene eller den anden Spider-Man. Især de særlige evner er der mange af, og de er ærlig talt enormt underholdende at benytte. Og modsat God of Wars runic attacks kan de rent faktisk afbrydes af fjenderne, hvilket tvinger dig til at udvise en smule mere omtanke, inden du fyrer dem af for at vende nederlag til sejr.

Selv med det større arsenal af særlige evner og gadgets, er bevægelse stadig nøglen til sejr, og det er imponerende hvor overskueligt, filmisk og gnidningsfrit systemet fungerer. Det føles bare fremragende at neutralisere en maskingeværsarmeret fjende med spind, gribe en raket i luften og sende den retur, hurtigt lukke hullet til en tredje fyr med en pistol og sende et par knytnæveslag hans vej inden resten af fjenderne bliver trukket sammen i en bunke af en af mine gadgets, hvorefter jeg afslutter det hele med et AoE-baseret specialangreb.

Men på trods af, at jeg virkelig nyder systemet, synes jeg også, at Insomniac overbruger det - både i hovedhistorien og i sideindholdet. Spider-Man 2 byder faktisk på mange forskellige typer gameplay, men almindelige kampe fylder bare for meget. Problemet havde måske været mindre udtalt, hvis fjendevariationen havde været større, men ud over bosserne står det ret sløjt til på denne front. Ja, der er forskellige faktioner at bekæmpe, men forskellene på dem er så små, at de - sat lidt på spidsen - føles som reskinnede udgaver af hinanden.

Så er der mere kød på bosserne, selvom det stadig mest er iscenesættelsen af dem, der imponerer, mens de mekanisk er tilfredsstillende uden at være decideret bemærkelsesværdige. Deres angrebsmønstre er relativt ens, hvilket især hen mod slutningen gør dem en anelse rutineprægede, men deres pomp og pragt er ikke til at fornægte - især kampen mod Lizard er mindeværdig, også fordi selve arenaen kan bruges aktivt på en mere tilfredsstillende måde end de andre bosser.

Fra tid til anden er det naturligvis også muligt at benytte stealth til at tynde ud i horden af fjender, men selvom Insomniac introducerer muligheden for at placere en tråd mellem to vilkårlige punkter, som gør det nemmere at skabe steder, hvor den lydløse perch takedown kan udføres, føles stealthdelen en smule simpel og lidt forældet. Ydermere er fordelen ved at tynde ud i flokken sjældent særlig stor, da begge Spider-Mænd er så effektive kampmaskiner, at du lige så godt kan sætte vand over til en omgang bøllebank.

Selvom jeg synes, at det at uddele tæsk som enten Peter eller Miles fylder lidt rigeligt, sætter jeg alligevel pris på, at Insomniac formår at krydre oplevelsen med andre typer gameplay. Mest markant er nok de kraftigt forbedrede M.J-sekvenser, som - uden at give afkald på den skrøbelighed karakteren trods alt har i forhold til de to herrer - gør hende til en langt mere aktiv og handlekraftig karakter at styre. Skiftet i perspektiv giver også et andet og mere jordnært blik på byen og begivenhederne, og hendes sårbarhed tillader Insomniac at introducere et par sekvenser som med stort held flirter med horrorgenren.

Jeg er også glad for, at jeg fra tid til anden skal løse små gåder, som de klassiske lysstrålelabyrinter i en af Miles' sidemissioner eller i hans onkel Aarons sideaktivitet, Prowler Stashes, som i øvrigt er et højdepunkt blandt de forbedrede men stadig ikke voldsomt inspirerende sideaktiviteter.

Mindre vild er jeg med de visuelt alt for travle menuer. Og kald mig bare puritansk, men tre forskellige opgraderingssystemer er for mig at se lige i overkanten for et rimelig ligetil actionspil som Spider-Man 2. Og nu jeg har åbnet op for brokkeposen, bliver vi nødt til at snakke om de "hjælpende" tekstprompts, der selv i allersidste bosskamp dukker op på skærmen. Sidste år fik Guerilla og Santa Monica Studio hug for deres lidt for åbenmundede hovedpersoner, der spoilede gådeløsninger, men det her er altså endnu mere klodset. Stol nu bare lidt på spilleren og lad det være en accessibility-mulighed i stedet for en obligatorisk feature.

Spider-Man 2 er den forudsigeligt glimrende opfølger til sine to glimrende forgængere. Fundamentet er nemlig så stærkt og budgettet så stort, at der nærmest er tale om en "too big to fail-situtation". Især fordi Insomniac ikke tager de store chancer, men bygger videre på den vindende formel. Det kan lyde negativt, men tag ikke fejl. Jeg nød i den grad de ca. 25 timer, jeg tilbragte i selskab med Miles, Peter og co. Det er et utrolig flot, vellydende og fint poleret spil, og selv når kampene blev lidt for mange og ensformige, holdt den medrivende historie mig klistret foran skærmen. For mig er netop historiefortællingen seriens skjulte våben. Der er en evne og vilje til at balancere det fantastiske med det menneskelige for at skabe karakterer og historier, vi vil se til ende. Når det om 4-5 år bliver tid til det uundgåelige Spider-Man 3, håber jeg, at Insomniac ryster posen lidt mere, men her og nu bliver AAA open world-spil ikke meget mere underholdende end det her.