Marvel's Avengers

Det stod stort set klar fra starten af, at Marvel's Avengers ville blive en lidt mangefacetteret størrelse. Én udtalelse beskrev spillet som en dramatisk singleplayer-kampagne, en episk Uncharted-lignende fortælling, med narrativt fokus, bare med Marvels ikoniske helte. Det lød meget godt dengang, og det blev ikke ligefrem værre af at udviklerne bag havde stået bag Tomb Raider-serien.

Derfor var der nerver på ved E3 2019, hvor udvikleren indtog scenen, og fremviste spillet efter megen spekulation. Og alt det der singleplayer-noget var der elt sammen, men samtidig med det blev det meget tydeligt, meget hurtigt, at spillet også var konstrueret omkring nogle andre tendenser, tendenser som er blevet mere populære i branchen over de sidste par år. Som PR-folkene stod der på scenen blev det med ét tydeligt, at Ikke bare var Marvel's Avengers et singleplayer-eventyr, det var også en levende verden, en verden der ville vokse over tid med nye karakterer, missioner og regioner, en verden bestående af spillere der samarbejdede via co-op, samlede ressourcer til opgraderingen og finpudsningen af grej, og som udtrykte sig via kosmetiske tilføjelse. Med andre ord skulle Marvel's Avengers både være Uncharted og Destiny, et spil fra fortiden, og fra fremtiden. På én gang.

Sådan præsenterede Crystal Dynamics, Marvel, og Square Enix spillet, og stemningen i salen var tydelig. Forvirring, skepsis, ja, direkte fjendtlighed i visse tilfælde. Jeg selv var i sidstnævnte kategori, så skuffet var jeg over at se en tilsyneladende solid idé blive fældet af moderne monetariseringsstrategier - det var som at se Troja falde i spilform, at se en dygtig udvikler give efter pres fra oven, og forvandle deres engang uskyldige singleplayer-eventyr til en rodet Anthem-klon. Faktisk kan næsten samme siges om Anthem, sjovt nok.

Og nu er vi så her. Efter en succesfuld beta, og en uge i selskab med Marvel's Avengers, så er jeg klar, og hvorimod selvsamme skepsis og i visse tilfælde fjendtlighed fortsat eksisterer, så synes jeg samtidig også det er værd at nævne, at spillet, i visse tilfælde og situationer, faktisk er ganske underholdende.

Men før vi når så langt, så lad os lige opsummere, bare så alle er med. Hvad er Marvel's Avengers egentlig? Okay, here we go.

Marvel's Avengers er en singleplayer-kampagne bestående af eventyrlige missioner overalt på kloden, hvor du, som blandt andet Black Widow, Ms. Marvel, Thor og Hulk tæver robotter, finder nyt grej, og samarbejder med de resterende medlemmer af Avengers-holdet. De her missioner er relativt lineære, relativt snævre i deres fokus, og er både velsammensatte, spændende og alsidige nok til at forme en rygrad, der er og bliver spillets stærkeste kort på hånden. Ind imellem disse missioner besøger du baser såsom Avengers-holdets Chimera, og den hemmelige oprørscentral, Ant Hill, hvorfra det er muligt at påtage sig ekstra missioner, stige i graderne hos diverse faktioner og udsmykke karaktererne med valuta du selv finder på dine rejser.

Men allerede i løbet af kampagnen presses du ind i Marvel's Avengers' dualistiske identitet, for ind imellem de tydeligvis mere overdådige singleplayer-missioner, så er der også såkaldte "Drop Zones", som ved første øjekast ligner glorificerede sidemissioner der maskeres som værende afgørende for dit fremskridt, men som i virkeligheden er... ja, en måde spillet kan hooke dig med de mere tvivlsomme kløer, Live Service-kløerne.

Det starter med en enkelt mission i den iskolde tundra, hvor du skal finde et navigationsmodul til JARVIS, og man mærker øjeblikkeligt hvordan disse missioner er mere åbne, fyldt med flere distraheringer, og er utrolig let på reel narrativ interaktion eller samspil, netop fordi de i princippet skal kunne gennemføres med et hav af forskellige helte.

Disse missionstyper, samt en række andre, byder sig til løbende, og snart begynder forvirringen at sætte ind. Skal jeg begynde tidligt med at favorisere en helt, og at skaffe grej og ekstra Skill Points til denne, hvis kampagnen alligevel presser mig til at vælge specifikke helte, helte jeg ikke er investeret i? Små spørgsmål som disse melder sig konstant, og vidner igen om en dualistisk, forvirrende og til tider frustrerende struktur. Man spørger konstant sig selv om nu Gear, Skill Points, Challenge Cards, Faction Vendors, og Cosmetics styrker det centrale narrativ, rygraden af eventyret, eller om det er kedeligt fedt, der burde være blevet skåret væk. Jo, der er Drop Zones, War Zones, HARM-træning, Crisis-missioner med bosser og meget mere, men de er allesammen skåret ud fra samme skabelon. Det bliver op til spilleren at navigere i dobbeltheden, på godt og ondt.

Så det er her at mange anmeldelser nærmest ender. Et spil der startede som et lovende singleplayer-eventyr viser nu sin grådighed, sin griskhed og sin barbariske måde at kommandere sig adgang til pengepungen - et lysende eksempel på alt hvad der er galt med det moderne spilmedie.

Det er ikke helt forkert, men hvis det var sådan vi endte, så ville vi samtlige på unfair vis komme til at negliciere at Marvel's Avengers også er... ja, ret sjovt. Det er ret sjovt at stige løbende i niveau, og se ens helte vokse med opgaven, det er sjovt at kæmpe (selvom det er mod robotter), og det er sjovt at hver eneste helt føles så markant anderledes at styre. Det er sjovt, i spillets endgame, at fifle med forskellige Gear-strategier, og forme helte så de kan udføre meget specifikke opgaver, det sjovt at arbejde sammen med venner om at få nyt grej og udføre vilde kombinationsangreb. Marvel's Avengers er også bare ret sjovt.

Det de engelskesprogede kalder "moment-to-moment", altså hvordan spillet fra øjeblik til øjeblik er sammensat, og underholder igennem kombinationen af sine diverse bestanddele, er ret så kompetent, og man tager ofte sig selv i bare at nyde det at smadre robotter i bunkevis, selvom den ydre struktur er så bundforvirrende. Det gør ikke at de tydelige problematikker er direkte tilgivelige, men igen, det ville være unfair ikke at give Crystal Dynamics, at kernen her er... ja, sjov.

Kampsystemet tillader eksempelvis ret megen tilpasning og individuelt udtryk, og jeg og adskillige andre Gamereactor-kollegaer havde det ærlig talt enormt hyggeligt med afprøve kombinationer og strategier i HARM-træningscenteret, hvor jeg som Iron Man formede min karakter omkring at affyre raketter fra distance af, imens en var holdets "tank" som Hulk. Naturligvis skal man have hang til RPG-design, altså livspoint, cooldowns og power-scaling, og man skal også synes om god gammeldags brawler-design med knapkombinationer og timing. Men der er godt nok meget at elske her, og meget at kaste sig frådende over, hvis man nu alligevel godt kan lide det... lidt.

Kampsystemet er en af spillets store positive overraskelser, og det er ikke ligefrem fordi jeg nyder at se de samme kedelige Drop Zone-missioner igen og igen, der i øvrigt på kriminel vis genbruger grafiske aktiver, fjender, stemmeskuespil og delmål, men bare det at det er sjovt at kæmpe hjælper en kende. I kender nok spil som dette, faktisk. I ved, spil der fra øjeblik til øjeblik føles storslået, men hvor det indhold du faktisk bevæger dig igennem, kæmper mod og besejrer, er middelmådigt.

Spillet ser dog, i brede træk, relativt godt ud. Jo, det er utrolig mærkeligt at Crystal Dynamics hverken har valgt at basere karakterernes design helt og holdent på MCU-versionerne, men samtidig lader sig kraftigt inspirere deraf, men efter få timer, så lyder spillet godt, takket være et smukt orkesteret gammeldags musicscore og solid stemmeskuespil fra blandt andet Troy Baker og Nolan North, og det ser også ret godt ud.

Marvel's Avengers bliver ikke Game of the Year, det kommer faktisk slet ikke i betragtning, men som meget som spilbranchen kan lide godt gammeldags drama, og at spil der som dette forsøger febrilsk at presse Live Service-monetarisering ind i en gammeldags singleplayer-struktur, bør korsfæstes til fuldt offentligt skue, så er sandheden heldigvis mere nuanceret end det. Kampsystemet er underholdende, der er masser af indhold at give sig i kast med, som kun forbedres i co-op med venner, og så distraherende som grejet, evnetræerne og kosmetikken er fra et kynisk synspunkt, så er det svært at sige at du ikke får noget for dine penge.

Det er planen at Crystal Dynamics vil tilføje helte, såsom Hawekeye, Kate Bishop og Ant Man i fremtiden, og disse akkompagneres tilsyneladende af hele regioner og nye missioner. Men om hvorvidt dette vil ændre på selve strukturen er stadig for tidligt at sige. Jo, heltene er et af spillets absolutte styrker, men hvis de bare tilføjer flere som man bruger til at udføre de samme kønsløse sidemissioner, så er der ikke meget fidus i det. Naturligvis kan det være at tilføjes nye, spændende Hives, spillets udgave af Raids, eller at små minikampagner er farverige nok til at tilføje merværdi, men vi kommenterer på hvad spillet er i dag, ikke hvad det kan blive næste år.

Så med det ender vi med et godt gammeldags suk, et suk over at spillet ikke er mere stringent i sit fokus, og at Crystal Dynamics ikke turde at lave netop den Uncharted/MCU-kombo, som så så godt ud på papiret. Samtidig er de nok sluppet så godt fra det her som man havde turde håbe efter den skamfulde præsentation i 2019, og det korte og det lange er sådan set bare, at Marvel's Avengers er solid underholdning. Ret solid underholdning. Og ikke mere end det.