Marvel vs. Capcom 2

Næsten alle gamere kan opstille en liste på fem spil eller flere, der har betydet noget ganske specielt. Da konverteringen af Street Fighter 2 til Super Nintendoen i sin tid ramte undertegnedes vennekreds, var det som om tiden stod stille og alle spil før dette blot havde været en opvarmning til dette pixelvidunder. Måneder blev brugt på at finpudse timingen på forskellige comboer og komplekse strategier, og spillet blev kun bedre som ekspertisen voksede. Med Street Fighters 2’s verdensomspændende succes blev Capcom hurtigt udråbt som den ukronede konge af 2D kampspillene, og på trods af at mange mener 2D i dag burde tilhøre en forgangen generation, sender Capcom stadig nye kampspil på gaden. Et af de nyeste til PS2 hedder Marvel vs. Capcom 2 (MC2), og er som titlen siger, en blanding af serieforlaget Marvels største helte kontra forskellige figurer fra Capcoms bugnende sortiment af underlige spilpersonligheder. En manglende spilbalance og for kaosfyldt gameplay, sørger dog for at dette spil ikke lever op til gårsdagens vidunder af et spil.

Lad det være sagt med det samme, dette spil lever i høj grad på de personligheder som spillet indeholder i bunkevis. Hvad siger du f.eks. til at drage i kamp med et hold bestående af Chun Li, Guile og Megaman mod Captain America, Spiderman og Hulk?. For tegneserie fans er der ganske simpelt en chance for at dette er noget af det tætteste man nogensinde vil komme paradis, når man snakker elektronisk underholdning.

Alle der har dedikeret mere end et par timers opmærksomhed til et kampspil, ved dog at det vigtigste for et sådanne spil, er det system der ligger bag, og her er det tydeligt at mærke at MC2 stadig bygger på megen af den teknik og ekspertise der blev opbygget med det oprindelige Street Fighter 2. Capcom har ganske vist brugt de sidste mange år på at finpudse dette system, men har man spillet nogle af de sidste mange udbud fra Capcom som f.eks: Street Fighter Alpha 3 eller Capcom vs. Snk 2, er det meget svært at se hvad der skulle overbevise alverdens gamere til at købe dette nye skud på stammen.

MC2’s største problem er, at spillet afhænger så meget af sindssyge kæmpe comboer og forskellige projektilangreb, at der oftest ikke er brug for at lære de mindre bombastiske slag og spark comboer. Dette resultere desværre i at spillets kampe tit bliver et spørgsmål om hvem der kan affyre flest projektilangreb hurtigst, og dette holder ganske enkelt ikke i længden. Hvor kampene i Street Fighter 2 kunne udvikle sig til negle bidende gysere, opnår MC2 på intet tidspunkt denne intensitet, da spillet simpelthen ikke kræver den samme ekspertise.

Selv om en stor skare gamere har den tvivlsomme holdning at 2D grafikstilen burde være blevet begravet med Super Nintendoen, er MC2 et suverænt eksempel på et spil hvor denne stil passer perfekt. MC2 ligner til forveksling en af de tegneserier der har været inspirationen til en stor del af persongalleriet i spillet, og værre bliver det ikke af den konstante strøm af regnbuefarvede kæmpeeksplosioner der kun med få sekunders pause, giver fjernsynet lov til at hvile billedrøret. Animationen af figurerne af silkeblød, og det er tydeligt at mærke at Capcom har haft mange år til at perfektionere denne udtryksform.

Når man er superhelt og kan skyde med laserstråler mm. er det også enormt vigtigt at man finder på eksotiske navne til disse tricks, og således består det meste af MC2’s lydspor af multifarvede muskelmonstre der råber ting som: "Messatsu Gou Shouryuu" og "Mega Optic Blast", det mest forunderlige ved dette er dog når man som gamer tager sig selv i at prøve at råbe med. Den hårdt spændte guitarmusik der forgæves prøver at skabe opmærksomhed om sig selv, forbliver hele spillet igennem anonym, og formår på sit højeste at være en smule irriterende.

Som inkarneret 2D kampspils fan der stadig bruger timer på spil som Mark of the Wolves og Capcom vs. SNK 2, er undertegnede endnu temmelig forvirret over hvad formålet med MC2 har været. Spillet bliver i næsten alle henseender overgået af Capcoms eget opus: Capcom vs. SNK 2, og står derefter kun tilbage som et ringe minde om hvad Capcom er i stand til at presse ud af denne meget slidte genre. MC2 er et af de spil som nogen vil kunne få det sjovt med at spille fem minutter ad gangen, for at se de farverige eksplosioner og høre de dertil ligeså sindssyge navne, men når denne charme er væk, er det svært at se hvad der skal sørge for at dette spil ikke kommer til at samle støv på glemmehylden.