Marvel: Ultimate Alliance

Nogle ting er bare for gode til at være sande. Chokolade med en fedt- og kulhydratprocent på omkring nul, automatgear i de europæiske biler og byture uden kranieknusende tømmermænd. Vi fantaserer om sådanne ting (især om den med automatgearet), smager på dem i vores drømme og håber at de snart bliver opfundet, så vi slipper for de helvedesagtige realiteter. Men som så mange andre ting, har mange af vores drømme brast én efter én: "Plop." Det var uden tvivl en drøm som Raven Software gik efter, da konceptet til Ultimate Alliance blev udformet, men hvis dette virkelig er drømmen, så vågnede jeg for et par timer siden.

140 karakterer. Ikke mindre kan gøre det, når tegneserienørdernes opmærksomhed skal fænges. Her i blandt findes både skurke og helte, mange af dem som du allerede kender og elsker, men du har nok aldrig har hørt om de fleste af dem. Det er ganske vist kun en sjettedel af dem, der er spilbare, men tallet imponerer alligevel. Alle heltene og skurkene er vellignende, men desværre er selve realiseringen af dem ikke oppe på samme niveau. Så forskellige som de mange personer er, føles mange af dem præcis ens at styre, da det kun er enkelte kræfter og evnen til at flyve eller ej, der skiller dem ad. Logikken forsvinder også når du samler et jernrør eller en tønde op, bruger dem som våben og derefter uddeler endnu flere øretæver end når superheltene slås med egne næverne. Jeg ved godt at Ultimate Alliance ville være uspilleligt pga. en helt forfærdelig balance, hvis Raven havde været hundredprocent loyal overfor kildematerialet, men det føles altså fladt at have kontrollen over hele verdens superhelte, og så de føles næsten helt ens at styre.

Der går heldigvis ikke mange minutter fra du har tændt maskinen, til at du er i gang med at sende bad guys flyvende tværs over skærmen. Det er karikeret og vildt overdrevet, præcis som det skal være indenfor superhelteuniverset. I PlayStation 3 versionen er brugen af sixaxiscontrolleren blevet taget i fuld brug, og selvom jeg ikke indtil videre er imponeret over Sonys sorte polygontæmmer, må jeg indrømme at det fungere ganske godt i Ultimate Alliance. Ved at vifte med controlleren, kan du hive et skjold ud af armene på dine fjender, eller undgå angreb, når en af spillets mange bosser langer ud efter dig. Det er egentlig bare bevægelsesorienterede quick-events, men det fungerer stadig godt.

Problemet med det lettilgængelige gameplay, er at det ikke åbner sig op eller bliver dybere, efterhånden som du kæmper dig gennem Dr. Dooms uendelige horder af lakajer og kulier. Når du har spillet første bane til ende, er det meget småt med overraskelser i resten af eventyret. Det er actionen, der kommer i første række, og som følge deraf, er rollespilselementerne blevet reduceret til et minimum. Du kan købe nye angreb og opgradere dem du har i forvejen, men mere bliver det ikke til. Det er en skam, for når nu Raven ikke har holdt sig så slavisk til kildematerialet som de kunne, havde lidt mere vægt på at opgradere og udstyrer heltene, givet noget mere kød på oplevelsen.

Har du lige smidt 5500 kr. efter en PlayStation 3, for at få det fulde udbytte af nutidens grafiske standard, er det ikke Ultimate Alliance du skal sætte din lid til, for grafisk nærmer det sig det primitive. Udover at blive pumpet op i HD, er der ingen forskel at se på de udgaver, der blev sluppet løs på de gamle konsoller. Faktisk er det næsten ikke blevet kønnere af at blive kørt i 720p, da alle lyskilderne fremstår som udviskede. Det hele er set skråt oppefra, uden mulighed for at zoome helt ind, og når kameraet derved dræber enhver mulighed for at vise detaljer frem, er det forståeligt at der ikke er blevet gjort mere ud af det. Det skuffer dog alligevel, især i de mange cutscenes, som mest af alt ligner noget fra sidste årtusinde.

Jeg havde ikke muligheden for at afprøve multiplayerdelen, men jeg tvivler ikke på, at spillet bliver flere gange bedre af, at lade et par af de andre superhelte, blive kontrolleret af et par venner derhjemme i sofaen. Hele konceptet skriger nærmest på at det her skal spilles sammen med andre, og det er nok også derfor at singleplayerdelen hurtig mister evnen til at holde dig interesseret. Banerne lider af en forfærdelig "gå fra punkt A til punkt B"-struktur og derfor er det svært at undfly deja-vu-følelsen.

Verdenshistorien har vist os at gode intentioner ikke er nok, og selvom Marvel: Ultimate Alliance på papiret måske er den bedste idé siden undertøj af uld blev droppet, er der alt for mange ting, der trækker ned og afholder drømmen fra at folde sig ud og blive virkelig god. I sidste ende er alliancen ikke helt så ultimativ, som den gerne vil være og selvom The Masters of Evil bliver slået tilbage til sidst, føler du dig aldrig som en vinder. Endnu en drøm som aldrig blev til. "Plop."