Martha is Dead

Kender I det når man sidder med et spil, som man ikke kan finde ud af om man kan lide, eller ej? Et spil som har et emne, en facon, som du aldrig har oplevet i spilform før, og hvor man bagefter sidder og tænker; " hvad er det her for noget, og kunne jeg egentlig lide det jeg jeg har spillet de sidste syv timer?". Ja, det lyder ret specifikt, men med makabre spiloplevelser gør det sig måske særligt gældende, og vigtigst af alt: Sådan var min oplevelse med Martha is Dead, og det har givet mig meget at tænke over bagefter. Det har givet mig en indsigt i en problematik, som jeg heldigvis aldrig har oplevet før, og af den årsag er det værd at tale om, for spillet er meget mere end den omstridte censursag, det er et spil der går på line imellem provokerende historiefortælling og direkte morbidt ubehag.

Det vigtigste i Martha is Dead er historien, som jeg vil forsøge ikke at spoile for meget af, eftersom det er det centrale kort på hånden spillet har. Men jeg er dog nødt til komme lidt ind på den, for at give en større forståelse af hvordan oplevelsen har været. Man spiller som den ene af to tvillingesøstre, som hedder Giulia, og hun elsker at tage billeder. En dag nede ved den lokale dam, er hun ved at stille op til at fotografere, da hun ser en død krop flydende på overfladen. Hun løber ned til søen, hvor hun til sin store gru, ser at det er hendes søster, Martha. Giulia hiver søsteren op på bredden, og i samme øjeblik, kommer hendes mor og far løbende ned til søen. Moren holder om Giulia, og hun tænker i sit stille sind, at hun kun gør det, fordi hun tror at det er Martha hun holder om. Giulia er nemlig overbevist om at hendes mor ikke kan udstå hende, af grunde som man ser senere i spillet, og lad os bare sige, det ikke er for svage sjæle. Giulia overtager derefter Marthas identitet, mens hun forsøger at bevise at det i virkeligheden er hendes egen mor, som har slået Martha ihjel. Alt dette foregå i Italien i 1944, mens tyskerne er ved at tabe Anden Verdenskrig. Giulias far er tysk general, og er aldrig hjemme, og derfor er det kun moren, som opdrager de to piger. Man skal holde tungen lige i munden mens historien udfolder sig, for bare det at Giulia påtager sig Mathas identitet, kan gøre det hele ret forvirrende, og hvis man ikke passer på, kan man let fare vild i de mange ting som Giulia siger. Derudover bliver Giulia blandet ind i den italienske modstandsbevægelses kamp mod de tyske besættere, så der er to historier kørende parallelt med hinanden.

Man kan i spillet udforske den smukke villa, som familien lever i, og derudover er der et skovområde, som man kan udforske, og en sø, hvor man finder Martha i starten af spillet. Problemet er at spillet selv bestemmer hvornår man er færdig med at udforske, for har man fundet de rigtige ting, og løst de opgaver for dagen som spillet mener er rammende for tempoet, så hopper handlingen bare fremad, uden man har nogen indflydelse. Det kan godt være irriterende, mest fordi man har en journal, hvor alle ens opgaver står, og passer man ikke på så springer handlingen bare hen over de opgaver, og så kan det være, man ikke får lov til at løse dem før flere dage senere, hvilket kan føles hæmmende.

En anden ting man skal have for øje med handlingen er, at der er nogle virkelig stærke scener i spillet. PlayStation-versionen af spillet er for eksempel blevet censureret, hvor man ser Giulia skære i sine egne håndled, men man får en advarsel af spillet lige inden, hvor man kan vælge at se en censureret version af denne scene på PC, hvor jeg har oplevet det. At denne scene er censureret, samt den sekvens i spillet hvor man skærer ansigtet af sin søster, og begynder at bære det som en symbolsk overtagelse af hendes identitet. Præcis hvad der er censureret, og hvad der ikke er, og hvordan disse scener tager sig ud på PlayStation kan jeg dog ikke udtale mig om. Jeg ved bare at der er adskillige fjernede af slagsen.

Den værste scene er dog en jeg ikke kan beskrive her, da det er forstyrrende, og muligvis en trigger for visse mennesker. Brutale begivenheder, menneskelig morbiditet og gyselig grafik, er ikke noget problem i sig selv, og mit udgangspunkt er at hvis der er en værdifuld narrativitet i sådanne begivenheder, jamen så er det som udgangspunkt eksistensgrundlag nok i sig selv. Men, af mangel på et bedre udtryk; hvis noget er klamt bare for at være klamt, så har jeg det anderledes. Sådan er Martha is Dead ikke det meste af tiden, men hvis det risler koldt ned af ryggen på dig ved at læse om dem, så spring over. Disse scener skal gennemleves, man har ikke noget valg. Hvis man vil videre med handlingen, så skal disse blodige og forstyrrende scener overstås, og de er bare forfærdelige at gennemleve. Jeg ved at Martha is Dead er klassificeret, som et gyserspil, men jeg synes det hele kommer for tæt på virkeligheden, hvor der tydeligvis ikke har været nogle grænser for udviklernes ideer. Efter oplevelsen sad jeg nemlig tilbage med følelsen af at det blev en kende for virkeligt, og at selve følelsen af at det er spilleren der gør de her ting, kun forøger følelsen af at noget er... ja, galt. Gyserspil skal, til en vis grad, være underholdende, men her kommer vi for alvor tæt på noget der bliver så forelsket i sin egen grusomhed, at det smitter af på den dårlige måde.

Det er dermed lidt svært at klassificere Martha is Dead, for selv hvis du elsker gyserspil, så tenderer det her til at tage skridtet videre. Springet fra eksempelvis Silent Hill, Amnesia eller lignende oplevelser er trods alt så skarpt, at man næsten får kvalme. Derfor er de klassiske spilelementer også fejlplacerede i spillet. Jeg vil ikke sige at historien har været en underholdende oplevelse, men mere en lærerig en af slagsen, som har givet mig et indblik i en sindssyg kvindes mentale mareridt, som jeg ikke lige sådan kommer til at glemme.

Martha is Dead er et klassisk eventyrspil i førsteperson, og er faktisk ikke en såkaldt Walking Simulator, som nogen måske kunne finde på at kalde det. Der er ret svære gåder og opgaver at løse i spillet, og især er der en sekvens hvor man skal tyde morsekode, som gav mig mange problemer. Ellers er opgaverne egentlig ganske overkommelige og logiske, hvilket er ret fedt. Især spiller Giulias kamera en stor rolle, da man skal tage billeder af alt fra en tysk SS-hjelm, til ånder og spøgelser. Disse skal man selv udvikle i familiens kælder, som indeholder et fotoudviklingsrum. De fleste af de opgaver Giulia skal løse har med hendes kamera at gøre, og det fungerer fint, det er også derfor gåden med morsekoden, på en eller måde, ikke passer ind i resten af spillet. Den er heller ikke vigtig, da man kan gennemføre historien uden at have rørt ved hele modstandsdelen af historien.

Martha is Dead er et utroligt flot spil grafisk, og det føles næsten helt fotorealistisk, når man går rundt i villaen, eller løber gennem skoven for at finde ned til vandet. Det er nok fordi spillet har Ray Tracing, og det er nok den flotteste implementering af denne grafiske bling jeg har set. Der er ikke mange karakterer man ser, som det faktisk generelt er i denne genre, men omgivelserne er flotte og imponerende. Spillet har også nogle meget surrealistiske scener, som er skræmmende men også fascinerende. Musikken gør også et godt stykke arbejde med at understøtte denne stemning af mental forfald, og ved nogle at de mest forfærdelige scener, hører man en violin, hvis strenge bliver spillet på en kaotisk og meget ubehagelig måde. Det fungerer glimrende, og virker som en perfekt modsætning til de idylliske naturlyde, man normalt oplever når man går rundt.

Så hvad er konklusionen omkring Martha is Dead? Spillet er et skræmmende, men også interessant indblik i en mental syg kvindes oplevelse af verden, og et studie i hvad traumer kan gøre ved et menneske, hvis det forbliver ubehandlet. Der hvor jeg synes spilles snubler er den kontrol spillet igen og igen tager fra en, og den forsøger at underholde med horror-genretræk, som slet ikke er nødvendige.