Mario Tennis Open

Det er let at hakke på Nintendo for at stoppe Mario med i alle deres spil. Hvad end det er sport, karting eller puzzles, så er holdningen i Kyoto tilsyneladende, at alt bliver bedre med en evigt overglad italiensk blikkenslager i front.

Derfor ligger det lige til højrebenet at sukke opgivende, når man kigger på indpakningen til Mario Tennis Open, men enhver tanke om overeksponering og forcering forsvinder som dug for solen, bogstaveligt talt inden den korte tutorial er overstået, fordi man øjeblikkeligt bliver betaget af hvor sjovt det her spil faktisk er.

Alting klapper bare fra starten. Styringen er præcis så responsiv og skarp som man kunne ønske, og alt hvad der ikke giver sig selv bliver forklaret på rekordtid. Før man ved af det sender man smashes, lobs og dropbolde lige derhen på banen, hvor man vil. Og når sværhedsgraden efter de første par turneringer begynder at stige mærkbart, skal man nærmest være iskold for ikke at blive grebet af spændingen og mærke suget i maven når scoren er tæt.

For selvom spillet starter blødt ud (uden at gå på kompromis med underholdningsværdien), så skruer det hurtigt bissen på, når først man låser op for stjernespillere og pro-turneringer.

Her er et væld af klassiske Mario-figurer - Luigi, Yoshi, Peach, Daisy, Bowser, Wario osv. - men man kan også vælge at spille med sin Mii. Denne kan opgraderes med tøj og udstyr, som der låses op for ved at vinde kampe og turneringer, og forskellige stykker udstyr har forskellige stats. De fleste vil dog nok være rigeligt tilfredse ved at holde sig til de kendte figurer, der er delt op i forskellige kategorier som speed, technique, all-round og så fremdeles.

Spiller man alene, skal hovedmåltidet findes i spillets turneringer. Dem er der i alt otte af, med støt stigende sværhedsgrad undervejs, og sætter man sig for at skaffe sig adgang til de sidste fire, de såkaldte star cups, med alle figurerne, så er der mange, mange timers spil at hente her.

Kampene er hurtige, og man kan gemme sin progression gennem den aktuelle turnering, så der ingen straf er for at klappe 3DS'eren sammen og smide den ned i tasken. Kombinationen af underholdningsfaktor og hurtighed er med til at gøre Mario Tennis Open til et fremragende spil at have med i bussen, toget, flyveren, eller hvordan man nu ellers rejser.

Oplevelsen er krydret med en lille stak minispil af forskellig art, herunder et hvor man skal skyde bolden gennem ringe på banen for at optjene point, og et andet hvor man spiller mod en mur, hvorpå Super Mario Bros 1 kører, og man tjener point for at ramme monstre og mønter med sin bold. De føles dog gimmick-agtige, og man vil være langt bedre underholdt af at holde sig til det "rigtige" tennis-spil.

Apropos gimmicks, så er her to styreformer. En hvor man ser banen fra traditionelt perspektiv, og styrer med analogpinden og enten knapper eller touchskærm alt efter behag, og en anden, hvor man holder 3DS'en op foran sig, kameraet hænger lige over skulderen på ens spiller, og man sigter ved at bevæge selve maskinen. Det er sidstnævnte, der er ramt af gimmick-faktoren, da man har mindre overblik end normalt - og spøjst nok slås den ellers ganske diskrete 3D-funktion også automatisk fra i denne vinkel. Det ville ellers være oplagt at tro, at den ville fungere bedst netop her.

Skal man have det bedste ud af Mario Tennis Open, så skal man have gang i multiplayer. Det kan spilles både online, hvor matchmaking-funktionen både er hurtig og sikrer korte, intense kampe, eller i lokal multiplayer over trådløst netværk. Spillet understøtter desuden delt spil, således at man kan dele ét eksemplar af spillet mellem fire 3DS'ere via trådløst.

For selvom AI'en er god, så er det ingenting i forhold til den uforudsigelighed, levende modstandere kan levere. Når matchmaking tilmed foregår så hurtigt som den gør, kan man nå mange kampe på nærmest ingen tid.

Mario Tennis Open bekymrer sig ikke om andet end at være sjovt, og på det punkt lykkedes det over al forventning. Men man skal være til multiplayer for at få det bedste ud af pakken, og hvis man ikke har tænkt sig andet end at vinde hver af de otte singleplayer-turneringer en enkelt gang, så er indholdsmængden måske lidt tynd. Vil man derimod malke det for hver en dråbe, er her rigeligt at kaste sig over, især da det egner sig så godt til at tage med på farten.