Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Mario Party: Island Tour

Mario Party: Island Tour

Mario og vennerne tager en tur mere som brætspilsfigurer, men denne gang på Nintendo 3DS. Vi har anmeldt det digitale brætspil...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Nintendos ikoniske blikkenslager har travlt, selv når han ikke er på platformseventyr for at redde evigt udsatte prinsesser fra Bowsers grabber. Racerkører, rollespilshelt og slagsbror er blot nogle af de roller han har taget på sig, og med så actionfyldte beskæftigelser er det nemt at glemme at han også engang i mellem gør sig som digital brætspilshelt.

Ikke desto mindre er Mario Party: Island Tour det 13. spil i Mario Party-serien, og selvom Nintendo er kendte for at proppe deres spil med nye og originale elementer, er det desværre ikke noget der gør en afgørende forskel i seriens nyeste kapitel.

Foruden den velkendte Party Mode, samt muligheden for at give sig i kast med alle de minispil man har låst op for, er det utvivlsomt Bowser's Tower der er den største nyhed i Island Tour. Den udspekulerede kæmpe-skildpadde har her lavet et tårn med 30 forskellige etager, der alle skal besejres for at nå toppen og chancen for at kæmpe mod Bowser i egen enorme person. Hvert niveau indeholder to forskellige minispil, som man selv kan vælge i mellem, samt tre modstandere som alle styres af konsollen.

Mario Party: Island Tour
Dette er en annonce:

Bowser's Tower er en hyggelig tilføjelse, der dog lider under, at Nintendo på mystisk vis har gjort det hele så afsindigt let, at man nærmest ikke kan fejle. Derfor bliver størstedelen af turen op gennem Bowers tårn i højere grad et spørgsmål om tålmodighed end egentlig evne, og lysten til at spille videre forsvinder dermed hurtigt. Det hele blødes en smule op af konstante trusler fra Bowser, et lykkehjul der kan ændre din skæbne, samt sjove bosskampe på hvert femte niveau, men det er ikke nok til at holde det hele interessant.

Udvikleren har også taget sig tid til at kigge lidt nærmere på den traditionelle Party Mode, hvor det nu ikke ene og alene handler om at komme først i mål længere. Spillepladerne er alle sammen virkelig hyggeligt bygget op, og er man fan af Nintendos finurlige Mario-stil og de mange kendte figurer, vil man også hurtigt begynde at ærgre sig over at man ikke kan købe spillepladerne i virkeligheden.

Mario Party: Island Tour

Det er dog de moderniserede spilleregler der gør den største forskel, og de er forskellige for hver af de syv spilleplader. I stedet for at komme først i mål, gælder det eksempelvis på en af spillepladerne, om at indsamle fleste bonusobjekter, mens man på en anden skal sørge for at søge dække på de rigtige tidspunkter. Andetsteds bliver terningen udskiftet med magiske kort, og generelt er det tydeligt at man har forsøgt at give det hele friskt pust.

Dette er en annonce:

I et spil, der afhænger så meget af andre menneskelige spillere, er det også virkelig positivt, at Nintendo via deres Download Play-system har sørget for at et spil kan deles med tre andre spillere. Altså er der kun en der behøver at eje spillet, for at fire kan nyde det sammen (indtil konsollerne slukkes naturligvis), og det er et tiltag man virkelig godt kunne ønske at flere spil begyndte at benytte sig af.

Friske tilgange, nye spilleregler og en gavmild implementering af Download Play betyder dog knapt så meget, når selve hoveddelen af spillet, nemlig de mange minispil, er så tyndt. Der er masser af minispil at give sig i kast med, men fælles for dem alle sammen er, at de er så simple at det næsten virker som hån at benytte sig af den forklaring, der følger med dem hver især.

Mario Party: Island Tour

Nintendo har forsøgt at udnytte alle konsollens unikke egenskaber, men hverken brug af mikrofon, bevægelsesfølsom kontrol eller 3D kan gøre særligt for minispil, der ofte ikke kræver andet end at man hopper over en platform eller griber et par æbler. Igen gør menneskelige spillere naturligvis det hele sjovere, men selv med et par gode venner går der ikke lang tid før det hele begynder at virke kedeligt, grundet den ekstreme simplicitet.

Der vil ganske sikkert være folk som synes at Mario Party: Island Tour er en herlig forlængelse af en serie som de allerede tidligere har fundet ud af er noget for dem. For os andre kan det dog anbefales at springe det seneste Mario Party over, for selv med masser af personlighed er størstedelen af spil oplevelsen så tynd, at man aktivt vil skulle kæmpe for at bevare opmærksomheden om oplevelsen.

05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Super brug af Download Play, til tider sjovt for fire spillere, lækre spilleplader.
-
Alt for simple minispil, bliver hurtig utroligt kedelig, det meste af indholdet er set før.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Mario Party: Island TourScore

Mario Party: Island Tour

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Blichfeldt

Mario og vennerne tager en tur mere som brætspilsfigurer, men denne gang på Nintendo 3DS. Vi har anmeldt det digitale brætspil...

Mario Party til Nintendo 3DS

Mario Party til Nintendo 3DS

NYHED. Skrevet af Rasmus Lund-Hansen

Nintendo har her til eftermiddag annonceret et nyt Mario Party til Nintendo 3DS. De lover masser af nye minispil, og muligheder for at gøre livet rigtig surt for sine...



Indlæser mere indhold