Mario Party 4

At Nintendos fest serie nu går ind i sit fjerde kapitel, bør ikke overaske nogen. Firmaet der praktisk talt opfandt Party-spillet, har aldrig lagt skjul på at Mario Party er sejlivet serie af gakkede mini-spil og let genkendeligt gameplay, der blot behøver at fornyes fra tid til anden. Og selvom Eurocom har prøvet sig med titler som Crash Bash for slet ikke at tale om Microsofts kiksede forsøg Fuzion Frenzy, så er det Mario og hans kumpaner der stadig står højest på podiet, når der skal gøres status. Den buttede rørlægger er stadig festkongen - så enkelt kan det siges.

Dette skyldes ikke så meget Nintendo, om end firmaet endnu engang har udlejet sit spraglede persongalleri til fri afbenyttelse, men mere det lille firma Hudson Soft. Gennem tiden med Nintendo 64 stod firmaet for tre velfungerende og teknisk kompetente spil og med første udgivelse på GameCube skubber de lige vognen lidt længere. Grafisk var det naturligvis ventet at udvikleren ville begrave snitterne i konsollens visuelle tag-selv-bord, men der er også fornyelser at spore på gameplay fronten - og det redder spillet fra at virke som en trist opdatering.

Højpoleret kasket
På det visuelle plan har Hudson formået at få trukket kræfterne ud af Nintendos GameCube. Alt fremstår krystalklart og uendeligt rigt på farver. De enkelte karakterer emmer af personlighed og de mange verdener er som skåret ud af Marios store univers. Fans af Shigeru Miyamotos mange spil kan glæde sig over et gensyn med Bowser, Boo’s og Shy Guy’s i hobetal. Lyden er der i mod en omgang karakterløs elevator jazz, der river fælt i ørene efter kun ganske få timer. Heldigvis er de mange mini-spil og dertilhørende events med til at skabe en variation i lyden der gør det tåleligt. Men god bliver den aldrig.

Til gengæld kan GameReactor kan ikke tælle de mange timer der er spenderet foran konsollen med Mario, Yoshi og Peach, og med Mario Party 4 er der udsigt til flere måneders morskab. Først og fremmest fordi spillet har fået et nyt sæt regler og en del flere facetter. Hudson har gjort brættet større, forsynet spillere med mulighed for at gemme tre vigtige items, og så i øvrigt spredt en del forhindringer udover verdener med eksotiske navne som Seaside Soiree, Jungle Jam og Haunted Bash m.fl. Og det er først efter adskillige timers spil, at spilleren for alvor forstå at bruge dem optimalt. Der kan virkelig ligges nogle strategier og planer, der går ud over at bare håbe på et godt slag med terningen. Hastigheden er dog et af spillets helt store problemer i denne fjerde udgave. Aldrig har computerens turer, de indlagte små-events og generelle nørklen med items taget så lang tid. Det er besnærende tæt at gå i stå i perioder. Der burde være mulighed for at fremskynde computerens beslutninger og slag.

Der mangler balance
Desværre har Hudson også ladet sig rive med af stemningen og har dermed indlemmet et item som Mario Party 4 burde være foruden, noget der forpurrer førstnævnte tiltag. Lampens Ånd forringer nemlig fornøjelsen ved at være et item, der kan købes og som når det bruges, kan sende spilleren direkte hen til den ventende stjerne. Dette ødelægger hele kampen om at slå sig frem til det gyldne symbol, noget der igen gjorde at store dele af redaktionen blot afventede hvornår dette item igen kunne købes og så ellers strøg mod brættets mange butikker. Og det er vist ikke helt meningen.

Der også en generel mangel på veljusteret AI i Mario Party 4. Mens spillet lader gameren vælge sværhedsgrad på sine computerstyrede modspillere, så er det sjældent at den virker efter hensigten. En let AI er til at slå i de fleste mini-spil, men ude på selve brættet er den nøjeregnende og nærmest klinisk korrekt i sin udnyttelse af items såvel som smutveje. Det er skuffende at skulle være tre til fire skridt foran computeren, for overhovedet at komme frem til stjernen. Denne anmelder fandt det også betænkeligt, at AI’en gentagende gange slog nøjagtig det antal slag på terningen som der var brug for.

Fornøjeligt men fejlbehæftet
Mario Party 4 ender som et ganske fornøjeligt, men også fejlbehæftet bekendtskab, der modsat de tidligere spil i serien, har fået en del gameplay fornyelser, der til tider ikke virker optimalt. Der er masser af timers sjov sammen med venner og familie i seneste inkarnation, og Hudson skal også have stor ros for at prøve noget nyt af, men det ændrer ikke på det faktum at firmaet burde have afbalanceret brugen af items og spillets AI. Med dette pudset af kunne Mario Party 4 været nået meget længere.