Mario & Luigi: Brothership

Da jeg spillede et par kapitler af Mario & Luigi: Brothership for nogle uger siden, kunne det virkelig ikke være mere lovende. Jeg blev ærligt talt overrasket over den ekstra dybde i kampene, scenariernes friskhed og oplevelsens smidighed, mens den smukke tegneserieagtige stil fangede mit blik og sammen med manuskriptet så ud til at bevare seriens karakteristiske humor. Med alt det på plads spekulerede jeg bare på det lange løb - hvis det lykkedes at fange og overraske hele vejen igennem, ville vi tale om det tredje Mario RPG-hit på bare ét år, hvilket ville være noget af en bedrift.

Men det er netop her, at Mario & Luigi: Brothership fejler. Det er ret ironisk, at det ellers sjove og muntre rollespil taler om at forbinde en ødelagt verden, men ikke formår at holde sammen på sine egne bestanddele. Og endnu mere ironisk er det, at nogle af disse dele føles gammeldags sammenlignet med de to andre Mario-rollespil, der er udkommet til Nintendo Switch i det forgangne år, nemlig remakes af det mere end 20 år gamle SNES Super Mario RPG og GameCube-spillet Paper Mario: The Thousand-Year Door.

Selve præmissen er interessant, for for at forbinde Concordias verden skal du navigere på et stort hav og udforske de forskellige have på jagt efter de drivende øer, der engang var en del af det samme kontinent, for derefter at forbinde dem igen. Ligesom i Zelda: The Wind Waker gav det designerne frihed til at skabe markant anderledes øer og temaer samt mindre udfordringer i form af småøer. Når kerneøen i Shipshape samtidig er et skib i bevægelse, gør det de typiske hub world-aktiviteter noget mere unikke.

Men udførelsen af det loop er ikke så sjovt, som det lyder. Spillet tager sig alt for god tid mellem de mere fængslende dele, og det når derfor at blive så ensformigt så ofte, at det risikerer at afskrække dig helt, når du tager en pause. Det er et af de tilfælde, hvor man desperat ønsker, at det skal blive bedre, at det skal vågne op og være mere rundhåndet med de gode gameplay-oplevelser.

Jeg troede først, at det var et spørgsmål om min egen spillestil. At jeg skulle have sprunget en masse kampe over i stedet for at rydde hvert eneste område i henhold til min personlige RPG-etos, fordi det føltes for nemt og ensformigt. Brødrene Mario tabte ikke nogen kampe, og min økonomi blev hurtigt skævvredet af ren og skær overflod. Men så, omkring de tyve timer inde, blev tingene sværere på en bestemt lavafyldt ø, og udfordringen gav mening i forhold til min daværende status, hvilket fik mig til at tænke over balancen, tempoet og meningen med de tyve "indledende" timer.

Tag derfor ikke fejl; der er aspekter, kapitler, af Brothership der er direkte sublime, men samtidig formåede spillet altid at ødelægge tempoet og interessen for tingene på og sendte mig ud på endnu en vandring eller kedelig del, selv når det nu lige gik så godt. Især sidemissionerne er kedelige, hvor man skal udføre kedelige ærinder for uinteressante præmier. Og nogle af dem er midlertidige, hvilket burde give dig en følelse af, at det haster, men snart vil du indse, at de fungerer som et billigt fyld, så du kan vende tilbage til tidligere øer igen og igen og igen. Det hele oser lidt af 00'erne, og ikke på den gode måde.

Dette får Brothership til at lyde som en skuffelse, og det er det også, men det er ikke det samme som at det er et dårligt spil. Der er en god portion højdepunkter, som holdt mig sejlende på trods af den overordnede monotone følelse. Kampene, ligesom encounters med grunts bliver ensformige, får gradvist dybde og strategi ved hjælp af Battle Plugs. I et af de bedre afbalancerede systemer i hele spillet skaber du disse ved at bruge et samlerobjekt, som du finder rundt omkring på øerne, og så udstyrer du dem i kamp for at få forskellige ekstra effekter. De er fantasifulde, kombinerbare og sjove i sig selv og giver dig et væld af alternative anvendelsesmuligheder for angreb, forsvar, bonusser, kombinationer og meget mere. Nogle gange går du i kamp bare for at lege med Plugs'ene og deres kombinerede effekter, da du får mere sjov ud af det end af at håndtere fjenderne.

Animation og visuel finish er en anden stor grund til at blive ved med at udforske nye områder. Det kniber lidt med frame-raten, når skærmene bliver overfyldte, og det tager lidt tid at vænne sig til, at Mario og Luigi kun bevæger sig i de otte hovedretninger, men udseendet og bevægelserne af stort set alt her (hvor tilfældige fjender er meget, meget bedre end de tilfældige indbyggere i Concordia) får det virkelig til at føles som en interaktiv tegnefilm.

Og som følge af det sidste punkt vil du elske Luigi. Det er ikke, fordi han har fået en mere fremtrædende birolle, han er bare showets stjerne. Fra animationen, når han stiger i niveau, til det faktum, at han kommer med løsninger på forskellige situationer på trods af, at han er besværlig og søvnig, er han bare for sjov og sød, og udviklerne har ramt hans personlighed, som om det var et Luigi's Mansion-spil.

Endelig er designet af bosserne lige så bemærkelsesværdigt. Luigi har også noget at gøre med det på unikke måder, som du vil finde ud af, og sammen med Bros-angrebene skaber de nogle af de mest spektakulære øjeblikke.

Så nej, vi taler ikke om et hattrick af fantastiske Mario RPG'er inden for et enkelt år. De førnævnte remakes er bare bedre spil på trods af deres alder, med mere engagerende historier, mere velafbalancerede kampe og bare et bedre tempo. Mario & Luigi: Brothership mangler bare noget af magien, smagen og hemmelighederne fra disse spil, det trækker betydeligt ud, og det bliver en anelse for kedeligt en anelse for ofte. Når det er sagt, så elsker børnene det, det er godt at se en serie, som mange troede var død, vende tilbage, og det lægger grunden til en ny gren, som kan føles anderledes end Paper-spillene fremover. Battle plugs, boss-design, charmerende tegnefilm og en fantastisk Luigi viser vejen.