Mario Kart DS

Den velkendte Mario Kart-serie udfolder sig nu på Nintendo dobbeltskærm. Med selve racerløbet på den øverste skærm og et oversigtskort på den trykfølsomme skærm for neden, er der et fint overblik over løjerne. Der er ikke de store nyheder i det grundlæggende gameplay - så spørgsmålet er, om der er andre elementer, som gør udgivelsen til noget specielt.

Mario Kart-konceptet blev født på Super Nintendo i 1992, og selv med denne nye udgave til Nintendo DS er der, gudskelov, ikke sket de helt store ændringer med gameplayet. Der er gensyn med de klassiske bananskræller, der gør livet surt for kørerne. Der er skaller, som søger og hæfter sig på modstanderne, og der lyn, som får modstanderen til at skrumpe til mini-størrelse for en kort stund.

Oversigtskortet er ganske nyttigt under løbene. Dels kan du se din egen figurs position på banen. Desuden kan du se placeringen af power-ups, fælder og ikke mindst modstanderne. Skulle du blive ramt af en flyvende blæksprutte, der pladrer udsynet til med store blækklatter - så kan du faktisk også styre din gokart efter oversigtskortet. Hertil kommer, at de flotte cut-scenes, der bliver vist inden et løb, afvikles i ét billede, der er fordelt på begge skærme.

I DS-udgaven finder du otte forskellige Grand Prix-konkurrencer, med i alt 32 forskellige baner. Til at begynde med er der kun adgang til fire konkurrencer, mens der bliver åbnet for resten, efterhånden som man står øverst på podiet. Der er desuden den ekstra dimension, at Grand Prix-løbene afvikles i de obligatoriske klasser: 50cc, 100cc og 150cc. Jo større motor, jo højere fart - og desuden bliver modstanderne stadigt mere aggressive i deres kørsel.

På figursiden kan man vælge at gennemføre løbene med alle de otte kendte figurer fra Mario-universet, som igen hver for sig råder over flere karts. Da valg af figur og kart har vidt forskellige konsekvenser, er der rigeligt med stof til de lange ture på bagsædet, eller i bussen på vej til skole eller arbejde.

Hertil kommer game modes som Time Trials, Vs-mode, som er spillets team-/karriere-mode, og Battle-mode, som trods Mario-universets tuttenuttede karakter, må betegnes som Deathmatch. Blot gælder det her, ligesom det i øvrigt altid har gjort, om f.eks. at skyde modstanderens balloner og holde sine egne intakte. Endelig er der Mission-mode, hvor man skal udføre forskellige opgaver i stadigt stigende sværhedsgrad.

Til forskel fra de tidligere Mario Kart-titler, er DS-udgaven den første, der går online. Det forlænger en i forvejen lang levetid, men det kan give grå hår overhovedet at få forbindelse med en server. Det kan f.eks. være, at din hardware ikke er understøttet, eller at dine firewall-indstillinger ikke lader dig slippe igennem. Lykkes det, er der en hel verden af ivrige gokartkørere derude, klar til at give dig baghjul.

Grafikken afvikles flydende, med et utal af morsomme detaljer og animationer. Desuden er styringen enkel og yderst velfungerende. Eneste anke er måske, at det til tider er alt, alt for nemt at fræse igennem og komme i mål som nummer et, uden den mindste anstrengelse. Endelig er lydsiden præget af figurernes både begejstrede og vrede udråb, krydret med sjove effekter og en let og munter musikledsagelse, der dog i længden bliver temmelig monotont.

Mario Kart har endnu en gang vist sig som et yderst langtidsholdbart koncept, også selv om gameplayet i et vist omfang tager et par skridt baglæns, målt i forhold til den forrige udgave til GameCube. I selskab med Mario, Luigi, Yoshi og alle de andre vanvittige figurer, er man nemlig godt, grundigt og muntert underholdt. Der er nu noget befriende ved at køre så stærkt som remmer og tøj kan holde, slå og skubbe til modkørerne, og i det hele taget køre så råddent, at der ikke er et øje tørt. Efter at have set min kørsel i Mario Kart, så er min kone samtidig både glad for og tryg ved, at jeg aldrig er blevet udstyret med kørekort.