Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Mario Golf: Super Rush

Mario Golf: Super Rush

Nintendos seneste golfspil er lige dele hektisk og underholdende.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Hvis du har spillet golfspil eller måske endda prøvet kræfter med den virkelige vare, kender du nok situationen, hvor din modstander er et slag foran inden det sidste hul. At råbe ukvemsord midt under det afgørende slag eller give bolden et strategisk spark, så den ryger i bunkeren, er desværre ildeset, men så er det godt, at Marios seneste golfeventyr tilbyder et par ekstra tricks til denne svære situation.

Spiller du for eksempel som Luigi, kan du bruge et superangreb og fryse greenen, så din modstanders bold hopper og glider endnu længere væk. Og dermed er oddsene pludselig meget bedre for, at du kan lave et dramatisk comeback. For som du nok har regnet ud, er Mario Golf: Super Rush ingen simulator, selvom spillet et par gange faktisk kommer overraskende tæt på en realistisk oplevelse.

I bund og grund er spillets fundament et meget solidt golfspil. Der er et intuitivt, men stadig dybt, system til at lave skruede skud, du kan justere boldens rul ned til den mindste centimeter, en hjælpsom HUD forklarer dine muligheder, og du kan nemt få et overblik over hele banen. Intet af dette er nogen overraskelse, da udvikleren Camelot Software Planning tidligere har lavet utallige golfspil, med eller uden Nintendo-karakterer.

Dette er en annonce:

En af de normale ulemper ved golfspil ligger i selve sportens natur. Golf er et meget langsomt spil, og hvor det kan give nogle hyggelige eftermiddage på det tætklippede græs, så fungerer det mindre godt i spilform. Hvis du ikke er fan af sporten, kan det virke som en næsten helt uoverkommelig opgave at få flyttet den lille kugle ned i et mindre hul flere hundrede meter væk. Derfor virker det til, at udvikleren og Nintendo har gjort alt, hvad de kunne, for at gøre Mario Golf: Super Rush så lettilgængeligt som overhovedet muligt. Og løsningen ligger i spillets titel, for Super Rush forsøger at sætte lidt fart på den langsommelige sport. Det handler derfor ikke kun om at ramme bolden hårdt og præcist, men også om at nå hurtigt frem til boldens landingssted.

Det betyder at spillet indeholder en slags indbygget 3D-platformer, der er overraskende morsom, når min golfmakker og jeg styrter hen over banen i vild jagt på det næste skud. Banens respektive "fælder" er ikke længere kun for bolden; vi skal selv hoppe over vand, navigere sandbunkere og finde hemmelige genveje af alle mulige slags. Kombineret med masser af karakterer med hver deres unikke evner resulterer dette i en yderst underholdende og hektisk oplevelse, når du er i selskab med gode venner. Alle drøner afsted for at blive den hurtigste til at slå til bolden og forstyrre de andre spillere i deres næste slag.

Er du mere til den rene vare, kan du også spille regulær golf, hvor man pænt venter på sin tur, og du kan slå alt det ekstra festfyrværkeri fra. Du kan også justere, hvor mange huller, du vil spille, og med split screen co-op er det muligt at dyste op til fire personer ad gangen. Når man tænker på, hvor langsommeligt et turbaseret co-op-spil for fire personer kan blive, er den nye Rush Mode virkelig en genial tilføjelse. Der bliver ikke noget med at læne sig tilbage i sofaen og tjekke de sociale medier, for det er der simpelthen ikke tid til, når alle spiller på samme tid.

Mario Golf: Super Rush
Dette er en annonce:

Foretrækker du at spille solo, er der også en adventure mode at fornøje sig med ligesom i de tidligere Mario Golf-spil. Historien er præcist så papirtynd, som man kunne forvente, og dialogen består mest af familiære karakter fra Paddehatteriget, der kvidrer løs i det samme volapyk, mens at tekstbokse forklarer, hvad der ren faktisk foregår. Historiedelen er designet som en slags rollespil, da du spiller som din hjemmelavede Mii, der løbende lærer at løbe hurtigere, skyde hårdere, lave skruebolde og så videre.

Hvis du elskede historiedelen i de tidligere spil, vil du helt sikkert også hygge dig her, men jeg følte personligt, at det mere blot var noget, som skulle overstås for at skrive denne anmeldelse. I stedet fandt jeg de andre solodele langt mere underholdende, da du her får næsten den samme hektiske oplevelse som i multiplayer, bare mod computeren i stedet.

Når det kommer til indhold, får du 16 karakterer (17 hvis du tæller din Mii), og mange af dem kender du sikkert allerede fra Mario Kart. King Bob-Omb og Chargin' Chuck er dog relativt friske karakterer, og den førstnævnte brillerer med spillets hårdeste slag, mens at sidstnævnte har et meget brugbart specialangreb, der sender modstanderens skud i alle andre retninger end mod hullet. De forskellige golfbaner er alle meget forskelligt designede, og de indeholder mange fine referencer til andre Nintedo-spil, så ofte har du helt lyst til at stoppe op og bare nyde omgivelserne.

Camelot Software Planning har dog ikke helt den særlige Nintendo-magi, når det kommer til den tekniske side. Konkret kommer manglerne til udtryk i lidt for skarpe farve, sparsomme teksturer og ret udtværede skygger. Mario Kart 8 Deluxe, der udkom til Switch for fire år siden og er en opgraderet WiiU-titel, leverer i mine øjne en mere glidende og poleret oplevelse. På den anden side, så er musikken præcist lige så levende, som man kunne forvente, med en god blanding af remixet og nyt materiale.

Heldigvis tvivler jeg på, at spillets primære målgruppe går særligt meget op i hvor realistiske karakterens skygger virker. Det handler alt sammen om underholdningsværdien, og her er spillet tæt på at være en hole-in-one. Mario Golf: Super Rush er dybt nok til at fungere som et udmærket golfspil i sin egen ret, selv når du slår alle de skøre funktioner fra. Spiller du solo, skal den inkluderede historiedel nok også byde på en del underholdning, selvom eventyret godt kunne være en tand sjovere. Men det er, når du har nogen at spille sammen med, at spillet for alvor lever op til sit store potentiale. Så føles Mario Golf: Super Rush lige pludselig som et vaskeægte party game, og man glemmer helt, hvor langsommelig en sport, det er baseret på. Og det er nu alligevel en imponerende bedrift.

Mario Golf: Super RushMario Golf: Super Rush
Mario Golf: Super Rush
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Bredt udvalg af karakterer. Medrivende multiplayer. Mange forskellige spildele. Intuitiv styring.
-
Lidt undervældende historiedel. Mangler den sidste visuelle polering.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Mario Golf: Super Rush får gratis DLC

Mario Golf: Super Rush får gratis DLC

NYHED. Skrevet af Jakob Hansen

Nintendo var en af de sidste store platformsholdere der får alvor hoppede på DLC-vognen, men efterhånden er sæsonkort og kosmetiske genstande (samt fysisk DLC gennem...



Indlæser mere indhold