Mario and Luigi: Superstar Saga

Det er efterhånden veldokumenteret at Nintendos GameCube ikke er blevet den succes udvikleren havde håbet på. Gårsdagens stensikre succeser som Mario og Zelda synes i de nye inkarnationer at mangle det hemmelige krydderi som vil gøre dem til supersucceser, og selv perfekte titler som Metroid Prime lever ikke op til de salgstal man havde forventet. Med udviklerens anden konsol: Gameboy Advance synes historien dog at være lig omvendt. Salget går strygende, og specielt op til denne jul har maskinen været hjem til den ene toptitel efter den anden. Her på Gamereactor har store dele af staben været dybt afhængige af Final Fantasy Tactics og havde egentligt dedikeret titulaturen som årets håndholdte titel til Squares mesterværk.

I sidste øjeblik har Nintendo dog valgt at udsende en titel som i fremtiden burde være i alle GBA ejeres samling, og som derfor faktisk er ligeså uundværligt som førnævnte titel. Mario and Luigi: Superstar Saga (SS) er et helt vidunderligt bekendtskab, der som i en god tegnefilm overbeviser med en naiv og ufarlig humor, alt i mens udvikleren har implementeret et fantastisk originalt gameplay.

Spillet starter som alle spillene i Mario serien med at Prinsesse Peach er i knibe. Toad skynder sig at hente Mario og en meget modvillig Luigi, og få sekunder efter befinder man sig i et uundgåeligt opgør med den evigt skumle Bowser. Modvilligt indrømmer Bowser dog hurtigt at det ikke er ham der har stået bag den snedige plan der i mellemtiden har betydet at Peachs stemme er blevet stjålet, og udskiftet med eksplosioner og herfra begynder eventyret.

For de mange Mario fans der allerede nu sidder med kriblen i fingrene for at komme ud på nye platforms eventyr er der dog stadig en stor overraskelse i vente. SS er en uofficiel opfølger til Super Mario RPG fra Super Nintedoen og Paper Mario fra Nintendo 64, og er derfor af rollespilsgenren frem for platformsgenren, som oftest er blevet brugt til Mario spillene. Der skal dog stadig hoppes på masser af fjender og indsamles mønter og svampe, om end spilmekanikken nu er en helt anden.

Som i de fleste rollespil skal man ved at besejre endeløse ligaer af fjender, sørge for at indsamle erfaring så spillerens figurer kan udvide deres repertoire af færdigheder, samt øge deres styrke. Kampsystemet er ligesom i Final Fantasy serien turbaseret, men minder der udover mere om Mario spillene som fans kender dem. I stedet for tonstunge magiske besværgelser, har udvikleren bag SS i stedet satset på et kampsystem hvor Mario og Luigi kan styres på samme tid, og udfordringen derfor ligger i at time sine angreb helt ligesom i de tidligere platformspil. Via timing er det muligt at modangribe, angribe og bruge specielle Bros. Teknikker, hvor begge figurer angriber på en gang og systemet forbliver originalt og utroligt fængende gennem hele spillet.

Historien i SS er ligeså tynd som man plejer at kende den fra Mario spillene, men hvor dette for de fleste RPG’s ville have betydet den visse død, er man som spiller underligt ligeglad mens man spiller SS. Den primære grund til dette er den enorme personlighed der er lagt i hele spillets persongalleri og de mange kræfter der er brugt på universet. Alle synes at have deres egen individuelle humor samt tilgang til historien, og man er som spiller derfor aldrig i tvivl om hvordan spillets verden fungerer. Alt virker inden for kort tid forbløffende naturligt, og inden man ved af det er man dybt fortabt i det fængende gameplay.

Teknisk har Mario spillene altid været kompetente uden at være et overbevisende eksempel på værtsmaskinens kræfter, men her er sket endnu en radikal ændring med SS. Grafisk er her tale om spil der mest af alt minder om en tegnefilm på den helt rigtige måde. Masser af farver udgør konstant lækre baggrunde og fantastiske figurer og sammen med den føromtalte overflod af personlighed, vækkes det hele til live. Ligeledes følger store dele af det soniske aspekt godt med, med masser af samplede udbrud fra størstedelen af persongalleriet. Faktisk er det kun de noget anonyme baggrundsmelodier der kan virke lidt kedelige, og det er oftest kun når der bliver budt på en nyfortolkning af en af de klassiske Mario melodier at man gladelig ligger mærke til dem.

Med et overflødighedshorn af referencer til tidligere Mario spil, et altopslugende gameplay der ikke giver slip før man har gennemført spillet og en masse virkeligt originale ideer er her tale om et af formatets absolut bedste spil. Ingen Gameboy Advance ejere bør snyde sig selv for denne helt fantastiske titel.