Marc Ecko's Getting Up: Contents Under Pressure

Skitsen gennemgås igen, der er ikke plads til nogen fejl. Farverne er skrevet på spraydåserne, for i natten at de alle grå og dyserne til hver især tykke og tynde streger er fordelt i mine venstre og højre lomme. Alt er pakket helt præcist, så hverken spraydåserne eller noget af det andet udstyr skaber unødvendig støj i nattens tunge tæppe af mørke. Regimets tonstunge ideologier om en singulær tænkende verden er allerede trukket så langt ned over størstedelen af den dronelignende befolkning, at man skulle tro at verden aldrig havde oplevet andet. Men verden var engang anderledes, og det er min pligt at genopfriske dens hukommelse. Sproget hedder graffiti.

Graffiti verdenens undergrundskultur har før været prøvet gengivet som elektronisk underholdning, men aldrig med kommerciel succes. Chokket og ligeledes opmærksomheden var derfor enorm, da Streetwear-guruen Marc Ecko offentliggjorde sin drøm at om kombinere sin ekspertise inden for populær undergrund med spilverdenens rammer og regler. Med Talib Kweli, den ene del af det fabelagtige hiphop duo Blackstar, i rollen som Trane og graffiti fra nogle af verdens nok mest kendte kunstnere, er der lagt op til et spil, der skriger sit ungdommelige og gade-kølige budskab ud til masserne.

Som den hætteklædte graffiti-nybegynder Trane, er det op til dig og din snilde og ekspertise joypaddet, at udbringe budskaberne om individualitet og frihed via dine såkaldte productions (malerier). Byen er den fiktionelle New Radius, der på glimrende vis kombinerer stilarter fra det meste af verden, i et stort og summende metropol hvis kilometerlange grå mure, ville sætte enhver graffitikunsters afholdenhed på en seriøs prøve.

Spillet er et sammenkog af flere forskellige genrer selvom selve essensen er lånt fra det fabelagtige Prince of Persia. Tranes bevægelighed og miljøernes åbne opbygning, giver rigeligt med bevægelsesmuligheder, hvilket bliver mere og mere nødvendigt som spillets sværhedsgrad stiger. Målene for hver bane bestod i min preview-version, primært af ikke at blive opdaget mens jeg bevægede mig frem mod de mest eksklusive steder at vise mine graffiti evner. Muligheden for at hænge fra høje afsatser, balancere på skrøbelige bjælker, samt hoppe fra mur til mur er alle sammen nødvendige færdigheder at lære, hvilket desværre ofte bliver gjort ekstra vanskeligt af spillets maniske kamera.

Selvom opbygningen primært ligger op til at du sniger dig uset af sted, er du ikke helt forsvarsløs hvis man opdages, og foruden slag og spark er det muligt at samle alskens nærliggende ting op og bruge som våben. Getting Up’s kampdel bliver dog stærkt nedprioriteret i forhold til ideologien om at udbrede budskabet uden selv at ty til brugen af vold.

Det hele er smurt ind i et overraskende gråt ydre, som virker noget uforståeligt når spillets omdrejningspunkt er graffitiens nærmest eksplosivt farverige verden. Selvom de grå farver går godt i spænd med ideen om et androgynt og livløst fremtidssamfund, håber jeg på at udvikleren kan få klemt noget mere liv ind i universet uden at det går ud over helhedsindtrykket. Som det er nu, er det simpelthen for svært at holde opmærksomheden konstant høj - noget du ganske enkelt er nødt til.

Min preview-skive har efterhånden været nogen gange gennem maskinen og alligevel kan jeg ikke sige at jeg endnu er helt overbevist. Jeg frygtede ganske vist noget meget mere grusomt da jeg første gang hørte om samarbejdet, men alligevel virker det hele endnu for ordinært til at jeg kan sige at jeg var helt forkert på den. Kameraet mangler stadig en ordentlig afpudsning, men hvad værre er, er at spillet simpelthen ikke virker interessant nok indtil videre. Attituden og den virkelighedstro gengivelse af miljøet som skulle være spillets livs blod, mangler præcis den samme autoritet som de lignende spil, der før har forsøgt det samme. Jeg har endnu ikke afskrevet Getting Up som en decideret fiasko, men jeg forventer at se generel afpudsning af spillet, hvis Marc Ecko i fremtiden også skal kunne skrive spildesigner på sit CV.