Majin and the Forsaken Kingdom

Majin and the Forsaken Kingdom er en slags buddy-tredjepersonseventyr - et af den slags spil, hvor man ikke bare styrer en enkelt helt, men også har en makker man kan kommandere rundt med.

Historien er lidt kringlet, men handler essentielt om at kongeriget er blevet overtaget af nogle mørke kræfter, der har har gjort alle indbyggerne til nogle onde, sorte tjærelignende væsener, og det er op til dig at stoppe dem. Heldigvis er du ikke alene, men får som sagt hjælp af den store Majin, en slags naturens vogter.

Det er dynamikken mellem dig (der i øvrigt har navnet Tepeu) og Majinen (hvis navn er Teotl), der er kernen i spillet. Teotl er en stor og stærk bamse, og det betyder at han kan åbne stendøre, affyre katapulter og løfte Tepeu op til steder man ikke selv kan nå. Teotl starter med relativt få evner, men man låser op for nye efterhånden som man bevæger sig gennem spillet. Det åbner for nye muligheder i områder man allerede har besøgt, lidt a la Metroid eller Batman: Arkham Asylum, og dette element fungerer rigtig godt.

Eksempelvis kan man bede Teotl om at stille sig op bag en kampesten, og få ham til at skubbe den ned af en bakke, når man har lokket fjenderne i området ind i dens bane. Det er herligt tilfredstillende.

Teotl er en charmerende figur. Hans baby-agtige sprog bliver måske lidt trættende i længden, men selve figurens design, animationer og kropssprog er helt i top. Han er klodset og falder nogle gange over sine egne ben, men har et godmodigt og altid smilende udtryk. Bedst af alt er at han aldrig kommer i vejen, og systemet til at give ham kommandoer med fungerer glimrende.

Men hvor samarbejdet mellem Tepeu og Teotl fungerer glimrende, så er der andre dele af spillet der halter en smule. I næsten hver eneste lokation, man kommer til, er der en håndfuld fjender der skal besejres, og det er en lidt kedelig affære. Kampsystemet er ikke særlig interessant, og de fleste fjender besejres ved bare at hamre løs på angrebsknappen til de falder om. Enkelte skal måske have en sten i hovedet først, men der er ikke meget udfordring eller dybde i det.

Teotl deltager også i kampene, og han slår ganske hårdt. Tit får man muligheden for at udføre et slags finishing move, hvor både Tepeu og Teotl banker en fjende i nødden samtidigt, men det tilføjer ikke det store. Bosskampene er dog en undtagelse, for her er der typisk en eller flere mekanikker der kræver timing og samarbejde mellem spiller og Teotl, og omgivelserne bliver også indraget på eksemplarisk vis.

Fjenderne er meget nærsynede, og nogle steder har Tepeu mulighed for at snige sig uset forbi, eller liste sig ind bag på dem og leverer et dræbende stød. Det er dog langt fra alle steder at det er en gangbar tilgang, og som regel er det rimeligt tydeligt hvor det giver mening at forsøge sig med snigeri.

Geografisk er spillet stort, men der er ikke tale om en stor åben verden. I stedet har vi en masse "rum", der er bundet sammen af snævre passager. Hvert sted har sine egne karaktertræk og er lette at kende fra hinanden, men hvis man ikke er helt sikker på hvor man skal hen, eller bare vil på opdagelse, så bliver rejsetiderne pludseligt meget lange. At skulle fra den ene ende af verden til den anden, fordi man har fået en ny evne, man skal bruge et andet sted, kan virke som en nærmest uoverskuelig rejse. Det bliver ikke bedre af at fjenderne jævnligt respawner, og at man ikke kan sætte nogen waypoints, der guider en på vej. I stedet må man jævnligt konsultere kortet.

Lyden er et andet ankepunkt. Tepeus stemmeskuespiller gør et fint arbejde, og ser man bort fra de barnlige replikker er Teotls stemme også godkendt. Men stemmerne bag de mange gnavere og fugle, man taler med undervejs (Tepeu kan tale med dyr, som et af de få mennesker i verden), overspiller næsten alle sammen grælt, og det samme gælder de ellers glimrende bossfigurer.

Grafikken er også en lidt blandet fornøjelse. Hvor figurdesign og animationer er glimrende, er miljøerne ikke altid lige spændende. Teksturene virker nogle steder lidt flade, og flere lokationer virker bare og udetaljerede. Andre steder, som for eksempel i jungle-miljøerne, er der dog skruet mere op for detaljegraden.

Jeg har svært ved ikke at være en smule skuffet over Majin and the Forsaken Kingdom. Ideen med den store computerstyrede bamse er god, og puzzle-elementerne hvor man skal udnytte Teotls evner fungerer godt. Men de uinteressante kampe og lange afstande mellem mål betyder, at jeg flere gange undervejs decideret kedede mig.

Hvis du har tålmodighed til de mere træge dele af spillet, og er på udkig efter et tredjepersonsspil med vægt på puzzles og Metroid-inspiration, så er Majin and the Forsaken Kingdom nok et kig værd. Men jeg er ikke overbevist nok til at give det en uforbeholden anbefaling.