Majin and the Forsaken Kingdom

Udvikleren Game Republic brygger på en fortælling om en tyv der kan snake med dyr, et kongeriges vogter og deres fælles forsøg på at trække deres verden tilbage fra skyggerne.

Majin and the Forsaken Kingdom er ærligt talt ikke et spil jeg har tænkt særlig meget på. Andre titler maser sig frem fra højre og venstre, og dette charmerende eventyr har simpelthen ikke fanget min opmærksomhed. Nu har jeg givet mig i kast med rollen som tyven Tepeu, der er vokset op i skoven blandt dyrene. Han verden er truet, og for at redde den begiver han sig mod kongens gamle slot for at finde den sagnomspundne Majin, kongerigets vogter.

Mit første indtryk var ikke særligt betryggende. Brune vægge, teksturer, der hører hjemme for flere år siden, og et noget uinspireret banedesign satte en dæmper på mine forventninger.

Men Teotl, som vogteren hedder, ændrede alt. Den store, tumpede bamse er på trods af sin faretruende størrelse en af de mest bedårende spilkarakterer jeg kan komme i tanke om. At han ofte falder over sine egne ben i sin iver for at følge med, understreger hans rolle som den egentlige hovedattraktion, frem for den ret generiske Tepeu.

Spillet foregår i et fortabt kongerige, hundrede år efter en skygge sendte landet i mørke og gjorde indbyggerne til forskruede tjære-agtige monstre. Historien blev hurtigt mere spændende end jeg var forberedt på, især på grund af Teotls personlige fortællinger om verdenen før katastrofen og hvad der ledte til hans tilfangetagelse. Tepeu har en rolle, der er nærmere os som tilskuere, og han er vores anker til denne verden og dens befolkning på godt og ondt.

Det er velkendte mekanikker, der bliver serveret i Majin and the Forsaken Kingdom. Et simpelt, næsten for simpelt, kampsystem der hovedsageligt åbner op for taktiske beslutninger gennem de kommandoer du kan give Teotl. Det er blandet andet muligt at lokke fjenderne til at løbe efter dig med alt hvad deres slibrige kroppe kan holde, for derefter at beordre din enorme kammersjuk at rulle en massiv kampesten efter dem, så de kan løbe fra vid og sans i bedste Indiana Jones stil. Selv uden hjælpemidler er Teotl en frygtelig god måde at sprede død og ødelæggelse.

Rejsen gennem det sønderrevne kongerige kan takles på vidt forskellige måder. Man kan tage en mere eller mindre direkte vej til bosserne for hvert område, eller vælge en nænsom tur gennem landskabet, hvor man med et vågent øje kan samle alle hemmelighederne og hjælpemilder i kampen.

Fra spillets begyndelse er Teotl svag, mut og ikke ligefrem titlen som legendarisk vogter værdig, men som man traver gennem verdenen og finder de frugter der indeholder hans kræfter bliver han både mere munter og langt stærkere, nye evner låser samtidigt op for nye områder og skatte.

Hvis du sidder og spekulerer på om der skulle have stået The Last Guardian i overskriften, og jeg har lavet en kæmpe brøler, så kan jeg godt følge dig. På trods af den beskedne mængde information der er blevet givet om The Last Guardian, er der mange paralleller der kan drages mellem de to titler. Konceptet med et fantastisk væsen og dets venskab med et menneske er den mest åbenlyse.

Tonen i Majin and the Forsaken Kingdom er dog langt fra så tung og vemodig som The Last Guardian, hvilket med Teotl's altid tilstedeværende klodsethed i tankerne, nok er for det bedste.
Majin and the Forsaken Kingdom bliver nok ikke årets grafiske perle, men der er steder hvor alt går op i en højere enhed, og charmen og atmosfæren blænder nok til at de uskarpe teksturer, der præger en stor del af spillet, i den grad kan tilgives.

Som det ofte sker når der kommer noget helt ude fra sidelinjen, har Majin and the Forsaken Kingdom overrasket mig gevaldigt. Hvad der ser ud til at blive gennemsnitlig action og ujævn kvalitet af banedesign, bliver hurtigt afløst i bevidstheden af smarte puzzles, stemningsfulde 2D-animationer, der fortæller en trist historie om korruption, ensomhed og venskab, og et makkerpar der med læssevis af charme cementerer et oprigtigt smil hos alle andre end de mest koldhjertede.

Inden Teotl og Tepeu begynder deres færd i den endelige udgave af Majin and the Forsaken Kingdom, kan jeg ikke vente med at finde ud af om charmen kan opveje de mangler spillet besidder.