
Man følte at alt gik den rette vej, når man som Vito kørte omkring og solgte benzinkuponer. Man var på vej til at tjene penge, at blive til nogen. Jeg kan huske at jeg glad i låget skiftede radiokanal, og skruede op for lyden på mit fjernsyn i ren eufori. Men så kom det. Boom. Strømere. Boom. Fængsel.
Vito blev buret inde i lang tid, men det betød jo ikke at hans partner in crime, Joe Barbaro, ikke lavede noget i mellemtiden. Og det er præcis der Joe's Adventure kommer ind i billedet. Her får vi at vide, at de fleste ting peger på at Vito faktisk blev snydt, hvad Joe gjorde ved det, hvorfor han skiftede familie og frem for alt hvordan han arbejdede sig tilbage til toppen.
Spillet foregår altså i løbet af nogle år og fortæller vigtige dele, som gør at Mafia II pludselig føles endnu bedre end det allerede var, da man får et større helhedsbillede. For at lykkedes med dette er Joe's Adventure ikke bare den sædvanlige hurtige udvidelse på en enkelt time, men i stedet et udførligt eventyr på omkring otte modige timer. Hvilket betyder enorm god værdi for pengene.
Til forskel fra Jimmy's Vendetta er det altså et sammenhængende eventyr snarere end løst sammenhængende arkademissioner. Med det sagt, så har 2K Czech også lånt fra sig selv, og faktisk beholdt de gode dele fra den udvidelse. Noget som i praksis betyder en bedre frihed til at vælge sine opgaver denne gang.
Desuden er flere af solo-missionerne af en sådan art, at man får highscore og kan jage tider, hvilket giver længere spilletid, da nogle af dem er så sjove at man faktisk vil prøve at slå sin rekord (og gerne også vennernes). I bund og grund er det dog stadig den samme type opgaver som i Mafia II, og kunne du lide det, vil du også kunne lide dette her. Det betyder at bilfysikken fortsat er lige så tung, og at ildkampene fungerer på præcis samme måde.
Historien starter som sagt ud med at Vito ryger i spjældet, og spænder over intet mindre end 24 missioner og flere nye steder at besøge. Selvom ikke alle opgaver er velskrevne, er her flere guldkorn som den herlige Smuggler's Luck, hvor man skal tage sig af en flok velbevæbnede bøller og deres smuglergods. Ofte opfordres man til kreative løsninger, hvor man enten kan spille defensivt, offensivt eller måske prøve noget helt andet på en måde, som man aldrig gjorde i Mafia II.
I løbet af Joe's Adventure får vi også kærlige gensyn med blandt andet Henry, Eddie, Giuseppe og Marty samt en hel del andre. Desværre er det sparsomt med dialog, eftersom 2K Czech har valgt at spare lidt penge på mellemsekvenserne. Derfor får man serveret lidt tekst inden hver missions, som forklarer hvad man skal gøre og hvorfor. Det fjerner en hel del af den filmiske følelse fra Mafia II, hvilket er en skam.
Men trods alt er det svært at klage over den mængde indhold, der er til stede i Joe's Adventure. Sjovest er det at man ikke bare benytter de eksisterende materiale fra Mafia II, men også spæder til med et besøg i en yachtklub, undergrundsstationer, købmænd og frem for alt en frossen sø, som er min favoritdel af denne udvidelse.
Dertil kommer også nye biler, achievements og til og med nye Playboy-magasiner man kan samle på. Sidstnævnte har dog vækket ramaskrig hos Playboy-kendere, da nøgenmodellen Jo Garcia er med i et af numrene. Dels fordi hun aldrig har været Playmate, og dels fordi hun er født i 1980, og dermed næppe har poseret i 50'erne. Petitesser, men også noget som siger at 2K Czech ikke har været lige så grundige i skabelsen af Joe's Adventure som selve hovedeventyret.
Hvis du kunne lide Mafia II skal du uden tvivl hente Joe's Adventure. At få et så langt og velskrevet eventyr for omkring 72 kroner, må siges at være god værdi for pengene. Det passer også godt ind i historien, og Vitos tur i brummen, og hvad der skete derefter, får pludselig en helt ny betydning. En varm anbefaling, altså.