Mafia II: Definitive Edition

"They don't make 'em like this anymore". Mens jeg fræser gennem Empire Bay med et lig i bagagerummet og to plørevisne wise guys i bilen slår det mig, hvor godt den sætning egentlig passer på denne restaurering af Mafia 2. Spillet er ganske enkelt nostalgi med nostalgi på. For selvom der er tale om et spil, som kunne have været så meget mere på nærmest alle fronter, som oser af spildt potentiale, så er stemningen og kærligheden til den æra, spillet portrætterer, noget, som få udviklere vover sig ud i. Er du nostalgisk omkring den tid, hvor åbne verdener var lidt enklere, eller har du en særlig kærlighed til efterkrigstidens stil, biler og stemning? Så læs med her, mens vi fortæller om vores genoplevelse af Vito Scalettas korte, men ganske underholdende og (ofte) smukke eventyr.

Det er altid mærkeligt at anmelde remasters af spil, mange af os har prøvet før, så lad mig starte med at tale lidt om, hvad det er for nogle kriterier, jeg finder mest relevante her. Først og fremmest er dette en genoplevelse af Mafia 2, et spil jeg ikke har rørt i mange år. Så spørgsmålet bliver derfor: Holder dette spil i 2020, nu hvor det er frisket visuelt op og burde køre glat på en moderne computer? Det andet spørgsmål er naturligvis så: er denne tekniske opfriskning god nok, eller er der stadig fejl og mangler på den tekniske front? Med dette i mente vil jeg gå videre til det første spørgsmål.

Mafia 2 er et spil, som jeg tror vil klikke med en helt bestemt målgruppe, og for andre slet ikke er noget særligt. Det er nemlig sådan, at leder du efter et spil, som virkelig forsøger at genskabe magien, stemningen og udtrykket fra de klassiske gangsterfilm, så er der meget få, der kan matche Mafia 1 og 2. Fra starten er der ingen tvivl om, at Mafia 2's førsteprioritet er at lykkes med denne stemning. Spillet er nemlig besat med at få det perfekte lys i gadebilledet, fantastisk musik, troværdigt stemmeskuespil og præcis de dialekter, man forventer fra amerikanske mafiosoer.

Heldigvis, for både spillet og de nostalgisk anlagte iblandt os, så lykkes Mafia 2 fuldkommen med alt dette, og rammer dermed stemningen i denne periode spot-on. Fra bilernes design til musikken og omgivelserne serverer Mafia 2 en smukt realiseret verden, som spillets historie kan udfolde sig i. Udviklerens kærlighed til samtiden og de film, som spillet er en hyldest til, kan tydeligt mærkes, og det gør på mange områder spillet til en fornøjelse, da det bare har en glimrende tone og stemning hele vejen igennem, om man kører rundt og hører musik og snakker med Joe, eller om man ser cutscenes, så lykkes det bare. Spillet dækker perioden fra 1940'erne, hvor hovedpersonen Vito kommer hjem fra krigen, til 1950'erne, og formidler tidsånden i begge årtier med en opmærksomhed og grundighed, som er en fryd at opleve.

Det er dog også på dette plan, Mafia 2 lykkes bedst. Det er nemlig tydeligt, at udvikleren har fået travlt med at sende spillet ud i butikkerne, og det er gået udover nærmest alle områder af spillet, at det på denne måde er underbagt.

Lad os starte med et af spillets tydeligste trumfkort, nemlig historien. Det er en fornøjelse at følge Vito og hans bedste ven Joe på deres færd, fordi Joe er en fandens veludført og charmerende karakter. Historien er dog utroligt ensidig, da Vito aldrig viser andre facetter af sig selv end rollen som kriminel. Hans eneste kærlighed er tilsyneladende den broderlige relation til hans venner og et meget nedprioriteret forhold til hans mor og søster. Moren og søsteren, som i øvrigt er historiens eneste kvinder udover et par prostituerede, bliver hurtigt fejet væk, når han først kommer rigtig i gang med sin kriminelle karriere. Det er en skam, da Vito dermed virker som en besynderligt ensidig karakter, som hverken er interesseret i kærlighed eller familie. Hvad er det så, han ønsker at opnå? Fordi der intet andet er i Mafia 2 end kriminalitet, så føles ikke kun Vito, men også resten af persongalleriet enormt endimensionelle, og det er en skam. Bevares, meget af tiden tænkte jeg ikke over dette, og den voldsomt korte historie, som kan overstås på 9 timer, underholdte mig da, men fordi historien er så vigtig for dette spil, så er det en skam at der ikke er meget gods i den.

Gameplayet er nemlig også utroligt ordinært, og det er helt fair at kalde spillet for en GTA-klon med et par tweaks. Mens skudkampe og slagsmål er simplistiske og ret så uinteressante, så føles bilerne heldigvis glimrende at køre i, lige fra de tungeste biler fra 40'erne til 50'ernes nyere sportsbiler. I det hele taget er det tydeligt, at det er i bilerne at Mafia 2's verden er mest interessant. Modsat GTA, så er parkerede biler låste, og for at stjæle dem skal låsen dirkes op, eller ruden skal smadres. Politiet lægger også lidt mere mærke til din kriminalitet end i GTA, og du kan bl.a. få en bøde for at køre for stærkt eller køre overfor rødt. Har du virkelig gjort noget slemt, så kan du blive eftersøgt, og skal skifte tøj, eller din bil kan være efterlyst, og så skal du skifte nummerplade eller bil. Der er flere mindre tiltag af denne slags, som gør, at spillet adskiller sig en anelse fra lignende open-world-spil, men gameplay-mæssigt må man sige, at det føles meget velkendt at spille Mafia 2.

Selvom disse detaljer i forholdet til ordensmagten giver lidt følelse af realisme, så er der dog en alenlang liste af ting, som undrer mig ved Mafia 2's håndtering af gameplay. Det mest åbenlyse er, at du aldrig er "imellem missioner", og derfor altid er på vej hen til et mål. Verdenen er derfor aldrig åben for dine fødder, som den er i GTA, hvor du kan free-roame i byen og opleve verdenen lidt på egen hånd. Derimod er verdenen i Mafia 2 kun til som setting for plottet. Dette gør, at Mafia 2's verden og diverse ideer, såsom dine penge, et underudviklet stealth-system, lockpicking, tuning af biler og våbenkøb, aldrig rigtig bliver udnyttet til fulde. I stedet er det ting, man lige snuser til, før man skal videre i historien eller skal igang med endnu en hyper-ordinær skudkamp.

2K traf det bizarre valg at udgive spillet i denne underbagte form, for så at tilføje noget a la den free-roaming, vi kender fra GTA, i form af 3 DLC'er, hvor du spiller som en ellers ukendt lejemorder, Jimmy, i to af dem, og som vores velkendte ven, Joe, i den sidste. Det er dog slet ikke det, jeg havde savnet gennem hele spillet, ikke kun fordi det ikke er indbygget med resten af spillet, men fordi disse DLC'er er gabende kedelige og hovedsageligt indeholder forsimplede "quests", som føles billigt lavet og tilføjer meget lidt til oplevelsen. Især Joe's Adventures indeholder dog en glimrende start-mission, som lover en interessant fortælling om Joes bedrifter mens Vito er i fængsel i hovedspillet. Denne historie bliver dog hurtigt til missioner uden cutscenes, der som nævnt føles som billigt fyld. Disse DLC'er er dog inkluderede i denne Definitive Edition, hvilket naturligvis er bedre end at sælge dem separat. Det er bare ikke noget jeg vil anbefale nogen at bruge tid på, da de tilføjer meget begrænset værdi til spillet.

Puha, det lyder jo utroligt negativt, og du tænker nok allerede nu at det er klogest at gå en stor bue udenom spillet. Mange gør nok også klogt i det, da denne remaster ikke gør noget for at forbedre kerneproblemerne i Mafia 2, som allerede i 2010 var et spil, som føltes ufuldstændigt og forhastet. I dag føles det endnu mere ufærdigt, da nutidens gigantiske åbne verdener gør en så kort GTA-like som Mafia 2 decideret latterlig. Det burde bare være så meget mere, og spillet føles kun endnu mere skrabet nu, hvor DLC'er som Witcher 3's Blood and Wine tilbyder flere gange så meget indhold som hele Mafia 2. Som nævnt ovenfor, så er de 9 timer, historien varer, dog ganske underholdende, og følelsen af at være i Mafia 2's verden er faktisk rigtig god. For de gamere, som kan huske denne verden, og nød den, eller som virkelig holder af den æra, spillet portrætterer, så er det en fin mulighed for at tage en lille ferie til efterkrigstidens USA og udleve livet som mafioso. Man skal bare tage spillet for, hvad det er.

Med det første spørgsmål af vejen kan vi se lidt mere på den tekniske restaurering. Generelt set, så ser spillet ret godt ud, og især udvalgte karakterers ansigter samt biler og bygninger ser langt bedre ud end de gjorde i originalen. Lys og skygger er også yderst imponerende for et spil fra 2010. Måske mest imponerende er, hvordan bilerne tager skade. Ridser, buler, ødelagte lygter, totalskader og endda blodstænk er imponerende lavet, og det var de også i originalen. Det ser bare meget bedre ud nu, hvor bilernes detaljer kommer langt mere til sin ret. Detaljer som sne i gaderne eller regn, samt hvordan bilerne dækkes af sneen og frosten, eller hvordan regnen rammer taget og gaderne, er også virkelig imponerende.

Desværre står disse restaurerede elementer i total kontrast til eksempelvis mindre vigtige karakterer, hvis ansigter er grynede og udetaljerede. Det ser ret bizart ud, når Vito og Joe har porer og konturer i deres ansigter, mens mindre karakterer ofte har ansigter, der nærmest ligner ler. På samme vis er der mange dele af verdenen, som forekommer udetaljerede, og det stikker naturligivs ud. Animationer, heriblandt Vitos gang og løb, virker også stive, og minder én om spillets alder.

Tekniske fejl som tøj, der sidder helt forkert på Vito, eller karakterer som går lige ind i en væg, er noget jeg har oplevet nogle gange, og det er naturligvis ærgerligt, når spillet i en Definitive Edition bare burde virke. Politiets AI virker også lidt mærkelig, da jeg ofte kunne fræse forbi dem med 150 i timen uden at de reagerer, mens de andre gange er ret ihærdige for at give mig en bøde. Spillet kører for det meste glat og fejlfrit, men der er altså stadig fejl, som trænger til et fix.

Mafia 2 er uden tvivl et spil, som kunne være blevet en klassiker, hvis resten af spillet var ligeså godt som stemningen, bilerne og soundtracket. Det er det bare ikke, og det kan en grafisk finpudsning slet ikke rette op på. Derfor er denne remaster også et tvivlsomt køb, medmindre du falder over et utroligt godt tilbud, eller virkelig elskede originalen. Hvis du allerede er afklaret med spillets fejl og mangler, og alligevel gerne vil genopleve Vitos eventyr, så er Definitive Edition dog den bedste måde at gøre det på.