
Det første som slår mig da jeg ser Mad Max i aktion, er hvor sindssygt smukt spiluniverset er. Avalanche Studios har i den grad ramt hovedet på det postapokalyptiske søm, og viser at de ved, hvordan man skal designe en virtuel verden baseret på den elskede antihelt Max Rockatansky.
Der er store ørkener, udtørrede have fyldt med ruiner og kadavere fra en svunden tid. I løbet af spillet erstattes voldelig dag med farlig nat, og vejret skifter med store stormbyger, der kommer og går. Alt imens bevæger jeg mig igennem en ødemark, som ser ud til at strække sig langt ud i evigheden.
Det er en enorm spilverden, og jeg når med nød og næppe halvvejs igennem kortet på mine to en halv timer med Mad Max, som er Avalanche Studios andet sandkassespil i år sammen med Just Cause 3. Men i modsætning til det farverige univers i Just Cause, har studiet fyldt Mad Max med rust og brune nuancer, som er med til at holde stilen (u)ren. Det er smukt at se, hvordan den beskidte verden går hånd i hånd med spillets historie.
Max' velkendte slæde, en V8 Interceptor, bliver stjålet, og han bliver derefter efterladt i vildmarken. Skæbnen vil dog noget andet, og Max møder og slår sig sammen med den misdannede og geniale mekaniker Chumbucket, som har planer om at bygge den mest fantastiske bil nogensinde - The Magnum Opus. Men inden duoen kan gøre dette, må de blandt andet besejre den onde krigsherre ved navn Scrotum, som fra en enorm base, holder ødemarken i et jerngreb.
Avalanche fortæller, at de gerne ville have lagt mere vægt på historien til i forhold til Just Cause-serien, men de påpeger også, at det i sidste ende er et Avalanche-spil, og derfor kommer historien aldrig til at være i højsædet. I stedet er det universet og mekanikkerne, som får det største fokus.
Det som åbner kortet er helt klart hovedmissionerne, og designet af disse er genkendeligt i forhold til mange andre spil i samme genre. Det kan eksempelvis være at eliminere en trussel i et område ved at ødelægge baser, dræbe fjender og fjerne fugleskræmsler opsat af Scrotum, eller via de mere kedelige "download-opgaver". De fleste missioner jeg fandt var de sidstnævnte (gå derhen, hent det, kom tilbage igen), og jeg begynder ærlig talt at gabe, når jeg får for mange af disse. Det er et design, som jeg hurtigt bliver træt af, og jeg håber inderligt at opgaverne længere inde i historien, bliver mere spændende og byder på flere udfordringer.
Frygt ej, for der findes meget mere end hoved- og sidemissioner i Mad Max, og fra hvad jeg har set, kan du finde og besejre adskillige lange og farlige konvojer, køre i mildt sagt dødbringende racerbiler, eller bryde ind i diverse baser, hvor du kan nedkæmpe store bøller og mindre bosser.
Spillets kampsystem minder meget om det du kender fra Batman-spillene, dog noget mere voldeligt udført, hvor timing er alt, hvis du vil slå bøller ned på samlebånd. Eftersom ammunition til det oversavede haglgevær er en luksusvare, så er det ofte bedre at bruge næverne i nærkamp, og gennem spillet kan du opgradere Max's færdigheder, så han bliver stærkere, mere udholdende og lærer bedre angreb. Når Max ikke er i slåskamp, men til fods, ser han desværre meget stiv og klodset ud. Hans hop er mildest talt ubrugeligt hvis man skal flygte fra fjender, og han falder ofte over kanter og lignende. Mildt sagt er det nedslående, og jeg håber at det lykkedes at gøre mandfolket lidt mere smidigt, inden udgivelsen den 3. september.
Bilen er dog spillets største stjerne. I begyndelsen er det et stort rustent skrummel, som langsomt men sikkert bliver din helt egen dræbermaskine. Gennem forskellige konfigurationsmuligheder kan du påvirke farten, accelerationen, forsvaret og styringen af bilen, for at tilpasse den til lige præcis til din personlige stil. Det er klart at der ikke er lige så mange muligheder som i Gran Turismo, men det er tilstrækkeligt til, at det både bliver interessant og udfordrende at rode ved den. Da Avalanche har valgt at arbejde meget med bilernes fysik, er man nødt til at tænke sig godt om, når man justerer sin bil, sådan at den altid har en god balance.
Vælger du eksempelvis det absolut tungeste chassis til fronten, vil din bil blive tung foran, og derved svær at kontrollere. Det kan virkelig mærke når man ræser. Andre indstillinger inkluderer pigge på kølerhjelmen (fjender kan borde dig, men du kan ikke borde dem), og bomber som springer ud fra hjulene, som begge skal forhindre at bøllerne angriber dig.
Styringen, når du er bag rattet i The Magnum Opus, er yderst manøvrerbar og underholdende, og uanset om det gælder om at sigte med harpun eller haglgevær, ramme uheldige personer eller ting, eller tage svingene helt perfekt, så føles det altid dynamisk og behageligt.
Men mod slutningen af køreturen følte jeg mig alligevel lidt splittet. På den ene side, er det en stor og smuk verden de har skabt. På den anden side føles spilverdenen til tider lidt tom og øde, fyldt med kedelige gentagelser i form af missioner og sideaktiviteter, som vi har set mange gange før i andre spil. Alligevel er den foreløbige konklusion klar: Vi har behov for skøre påfund som dette.
Hvordan alle disse komponenter passer sammen, er noget vi må vente med at finde ud af, og den endelig dom falder først ved udgivelse i september på PlayStation 4, Xbox One og PC. Indtil da håber vi bare, at Avalanche har fået nok tid, til at gøre dette univers værd at bruge tid i.