Luther: The Fallen Sun

BBC har i årenes løb kunne fremvise utallige store politidramaer, men kun få har varet så vedvarende, og haft samme star power, som Luther. I serien, der drejer sig om Idris Elbas gnavne London-baserede detektiv, følger Luther sporene og jager ondskabsfulde og uhyggelige seriemordere, samtidig med at han skal navigere i ret og uret i forhold til at arbejde inden for lovens rammer. Men da disse monstre har så stor mangel på respekt for menneskeliv, er Luther klar over, at hvis han arbejder efter reglerne, vil det normalt resultere i flere dødsfald, og derfor strækker han bevidst lovens praksis for at operere i en gråzone.

Denne dynamik har altid været det, der gør Luther til en så underholdende præmis, og det er netop derfor, at Luther: The Fallen Sun virkelig har det svært. Fordi denne film tager os væk fra det, der gør Luther til Luther. I stedet får vi en karakter, der mere ligner James Bond. Luther undgår loven, kommer ind i utallige slagsmål, pådrager sig alle mulige skader og fortsætter så bare med at gå videre, uden tilsyneladende at tage stik af situationen. Han føles ikke længere menneskelig og ægte: han føles som en actionhelt. Der er ganske vist en spændende sag i filmens kerne, men den overvældes af denne actionstil, der river Luthers hjerte ud af ham. Det hele er blevet strømlinet til det punkt, hvor det hele er uigenkendeligt.

Misforstå mig ikke, Elba er fantastisk her igen, og Andy Serkis spiller en virkelig rystende seriemorder - selv om hans motivationer er yderst tvivlsomme og mangler den finere forklaring og det detaljeniveau, der gjorde seriens andre mordere så formidable og skræmmende. Serkis' evne til at portrættere en mentalt ustabil morder er af højeste kvalitet, man får bare aldrig indtryk af, at karakteren er gennemtænkt. Han føles, igen, mere som en old-school Bond skurk, en der er ond og grusom bare for at få hovedpersonen til at se god ud, og det er ikke Serkis' skyld, at det endte med at være tilfældet, det er fortællingen og dialogen i stedet, som vi kan pege på som værende synderen her.

Jeg kan ikke lade være med at længes efter en tilbagevenden til de mindre, mere personlige fortællinger, som gjorde serien så spændende, for her er alting blevet blæst op til nye ekstremer, og i den proces er charmen ved Luther gået tabt. Denne karakter behøver ikke at være en verdensomspændende kraft for det gode, Luther var enestående som en grum detektiv, der kæmper med en tilværelse i konstant jagt på seriemordere, der efterlader et spor af lig i deres kølvand.

Men selvom der er mange områder i denne film, der skuffede mig, er ingen af de kvaliteter der er lige så afskyelige som brugen af CGI i filmen. CGI-sekvenserne er ikke af særlig god kvalitet og forringer seeroplevelsen betydeligt. Den kaotiske sekvens i Piccadilly Circus er det bedste eksempel på dette, hvor galskaben ligner noget, der er kommet ud af en tåbelig spoof film.

Jeg elsker Luther, og sætter pris på, at serien fortsætter. Men denne retning bekymrer mig meget, især i betragtning af epilogen, der ser ud til at gøre Luther til en slags international agent, der kan lejes ud. Dette er ikke den karakter, som jeg har fulgt i over et årti, og Netflix har ikke bevist at de respekterer licensen og universet med Fallen Sun.