Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Lucius

Lucius

Hitman, med et barn i hovedrollen! Det lyder som noget værre noget, og for indbyggerne i Dante Manor er det bestemt heller ingen dans på roser.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Den 6. juni 1966 blev Lucius født, og på hans sjette fødselsdag begynder historien i spillet. Alle de seks-taller betyder selvfølgelig at vi har med noget okkult, Lucifer-halløj at gøre. Den altid velklædte djævel besøger da også Lucius på denne specielle dag og giver ham et par gode gaver, fra far til søn.

Lucius, hvis skumle ansigt stirrer på mig fra spilæsken mens jeg skriver dette, får til opgave at gøre det af med et af tjenestefolkene i huset. Det er en simpel affære, men farmand synes i den grad at huset er overbefolket, så der skal tyndes ud i gemakkerne.

Som spiller tager du kontrol over Lucius og styrer hans færden i huset som det passer dig, samt kræfter der må have været arvet fra hans fars side. Der låses op for dem som spillet skrider frem.

Lucius
Dette er en annonce:

Lucius har som ung herre i huset ret til at gå stort set hvor det passer ham, i hvert fald i dagtimerne. Og med et hjem på størrelse med et mindre indkøbscenter er der rig mulighed for at fare vild, det værste der kan ske er at Lucius mænger sig med tjenestefolkene mere end han har lyst til.

Historien starter som sagt på Lucius' seks-års fødselsdag og den første "ulykke" forårsager ankomsten lovens lange arm, i form af en detektiv McGuffin. Historiens store træk fortælles gennem McGuffins indre monolog omkring sagen. Med en hovedperson så stille at han kunne vokse op og få et job hos Black Mesa, er det rart at få noget eksposition fra anden side. McGuffins samtaler med husets indbyggere er også der hvor de mere ærlige reaktioner finder sted, det er de færreste der taler lige ud af posen med en seks-årig, hvilket er en solid tommelfingerregel når der er tale om så blodige uheld.

Hvad de ikke ved er at Lucius med et arsenal af overnaturlige kræfter og bundløse lommer står bag tragedien, der har ramt Dante Manor.

Lucius
Dette er en annonce:

Jeg var på alle måder klar på at se hvad Lucius havde at tilbyde da jeg begyndte, men spillet udvikler hurtigt en tendens til at smide dig i den dybe ende med murbrokker om fødderne. Man kan stå og stirre rundt i et lokale i evigheder for at finde hvad end der skal til for at sætte gang i blodudgydelserne. Jeg efterlyser ikke støttehjul og clairvoyance når det kommer til at regne ud hvad man skal gøre, men den anelse assistance, man kan være heldig at få, er ikke altid nok. Derudover følger et par klagepunkter med spillets frihed, man kan gå rundt hvor man har lyst, og Lucius har åbenbart meget dybe lommer, hvilket ofte ender med at man samler alle mulige ting op uden egentlig at have noget formål med dem, i hvert fald ikke i den nærmeste fremtid.

Når det hele spiller sammen, man regner løsningen ud og agerer djævleyngel, er det dog en fryd. En fryd der kan blive hæmmet når spillet kvitterer med nogle næsten for blodige og voldsomme afslutningssekvenser. Det er på ingen måde for sarte sjæle, når kameraet kører på dine ofres sidste sekunder.

Lucius

Nattetimerne i palæet bringer også frustration med sig, Lucius skal have sin nattesøvn, så hvis han bliver fanget i at luske rundt om natten så bliver han smidt på hovedet i seng. Det er en sjov drejning på velkendt mekanik, i stedet for at skulle gemme sig for farlige ting der er ude på rov, er du selv det farlige monster der gemmer sig i skabet. Igen kunne en smule mere brugervenlighed være rart, for det kan være noget af en udfordring at lytte sig frem til hvor voksenpatruljen befinder sig.

Dante Manor er et flot omend ret dystert sted, en labyrint af dystre korridorer og værelser uden det mindste hyggelige charme. Som hjem ville det være forfærdeligt, som legeplads for den mest skumle seks-årige nogensinde passer det som fod i hose.

Lucius

Personerne i spillet er en varieret flok og det varer ikke længe før man har styr på hvem der er hvem. At spillet heller ikke gør stort ståhej ud af at præsentere folk som Lucius burde have kendt hele sit liv, gør det også mere organisk. Hvem der er sjove og hvem der er strikse skal vi nok selv finde ud af. Stemmeskuespillet varierer i kvalitet, af og til er en tilfældigt overhørt samtale om jazz langt mere interessant og livlig end en af spillets historiesekvenser.

Lucius kan være en fornøjelse i mindre bidder, men bringer megen frustration med sig hvis ikke man har masser af tålmodighed, når spillet forventer at du regner alt ud selv. Historien fungerer nogenlunde som indpakning, men det er spillets gameplay, når det spiller, der er den virkelige attraktion.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Fryden ved et perfekt udført "uheld", Dante Manor er proppet med atmosfære fra vinkælder til skorsten
-
Til tider frustrerende mangel på hjælp
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

2
LuciusScore

Lucius

ANMELDELSE. Skrevet af Nikolaj Kürstein Jepsen

Hitman, med et barn i hovedrollen! Det lyder som noget værre noget, og for indbyggerne i Dante Manor er det bestemt heller ingen dans på roser.



Indlæser mere indhold