Love, Death & Robots Vol. 2

Dusørjægere, mutanter, vovehalse, gale robotter, tentakel-monstre, cyborgs og rumrejsende; filosofiske spørgsmål om menneskehedens ophav, besøg fra andre verdener, mystiske gåder, dystre glimt af fremtiden og en desperat kamp for overlevelse. Hvis alt dette, eller blot nogle af delene, lyder som noget for dig, så sæt dig godt til rette foran skærmen, og nyd anden sæson af Netflix' Love, Death & Robots.

Denne sæson tager os igen på en vanvittig rutsjebanetur gennem tid, rum og den menneskelige sjæl. Her er der flere historier, der kunne blive udvidet til hele spillefilm, fordi de indeholder så meget passion, personlighed og hjerte i både deres animation og fortælling.

Hvilke er så favoritterne? Jeg faldt med det samme for Pop Squad, der finder sted i en Blade Runner-lignende verden, hvor udødelig og den menneskelige reproduktion står over for hinanden, og jeg var også stor fan af den benhårde verden i Snow in the Desert, hvor dusørjægere og mutanter vikles ind i et kærlighedsdrama på en voldelig ørkenplanet. Jeg satte også pris på den fine stop-motion-animerede (tror jeg i hvert fald) julehistorie All through the House, som jeg sagtens kan se blive en fremtidige juleklassiker. Den bedste af sæsonens kortfilm er dog Tim Millers melankolske og tankevækkende The Drowned Giant, der er et studie i både menneskelig storhed og skrøbelighed.

Desværre ender magien alt for hurtigt. Det er selvfølgelig ikke kortfilmenes skyld, det er bare mig, der, ligesom et forkælet barn juleaften, med skuffelse i blikket tæller hvor mange gaver, der er tilbage under træet. "Otte episoder!?" Det var 18 sidste gang," lyder det i mit hoved, og jeg tager mig selv i at minde om Dudley i den første Harry Potter-bog. Jeg vil have mere! Mere angst, mere usammenlignelig, voksen animation fra hele verden rundt, mere af det hele! Men på samme tid forstår jeg også godt, at denne slags animationsfilm, tager lang tid at producere, og stadig kan nydes i mindre doser. Det bliver ofte sagt, at kvalitet bør gå forud for kvantitet, og det passer i hvert fald i dette tilfælde.

Det er virkeligt en oplevelse at se sig gennem disse drømmende, komiske, ulækre og melankolske kortfilm. Nej, der er måske ikke ligefrem en ny "The Witness" eller "Zima Blue" i denne samling, men der er stadig en masse, der kan appellere ikke bare på et, men på flere niveauer. Det er til tider mørk, depressivt, voldeligt og ødelæggende, men også smukt, sjovt, håbefuldt og meget menneskeligt. Den rå, kompromisløse voldsomhed fra første sæson er skruet en lille smule ned, og nogle af lydeffekterne er en kende for fantasiløse og oplagte - men når det er mine eneste reelle kritikpunkter, så er det også åbenlyst, at anden sæson er værd at se. Ventetiden til sæson tre føles allerede som en evighed...