Lost Planet: Extreme Condition

Is. Så langt øjet rækker. Bjerge af is, dynger af is, sletter af is. Det er som at være buret inde i en kummefryser. Pistacie, chokolade, vanilje - det er der alt sammen. Hvor er det dejligt at bo på en varm grøn planet, hvor is er noget man indtager, når systemet skal nedkøles på en skoldhed sommerdag. Wayne, derimod, nyder næppe en softice eller en smoothie særlig ofte. Han er nemlig fra en planet, hvor is bestemt ikke er en elsket snack.

Og selvom Wayne lyder som en eller anden knægt fra en amerikansk teenagekomedie, så skal man ikke tage fejl; Wayne har hverken sit eget tv-show eller problemer med piger - han er ærkesur og ude på hævn. Hans far er blevet myrdet, og i sin søgen efter farmands morder kæmper han sig igennem horder af monstre og snepirater. Til sin hjælp har han et omfattende arsenal af kraftfulde våben og gigantiske robotter, som han kan styre og udstyre efter behov.

Den første times tid af Lost Planet fik min mave til at kilde. Derefter snurrede det ganske blidt, og på et tidspunkt var det som om, at den lille sommerfugl, der bevægede sig rundt i min vom, var blevet ætset ihjel af mavesyre. Men pludselig skete der noget igen; hen imod spillets slutning fløj den glad rundt, som rejst fra de døde. Lost Planet starter og slutter med et brag, men midten kunne der altså godt være kræset mere for, tak! Variation er måske i virkeligheden nøgleordet; spillet bliver lidt for monotont af og til, men både i starten og til slut sker der nok til, at man glemmer alt om, at det hele egentlig bare går ud på at slagte horder af monstre og andet afskum.

Ja, jeg blev overvældet, da jeg trak i Waynes forede overalls for første gang. Indrømmet, jeg havde allerede gjort det på Microsofts hvide vidunder, men der var noget ganske særligt over at få lov at gøre det igen - med DirectX 10 og alle detaljer skruet helt i vejret. Fantastisk! Jeg er ingen teknik-guru, og jeg kommer aldrig nogensinde til at forstå, hvordan en printplade med et par dioder hist og her kan vise noget, der er så blødende smukt. Men i guder, hvor er det dog fabelagtigt at se på!

Da jeg for noget tid siden anmeldte Resident Evil 4 til PC, lagde jeg mærke til, at Capcom havde sløset med konverteringen. Lost Planet lider af præcis de samme problemer; og Xbox 360-versionen spøger i hver krog. Når jeg for eksempel får adgang til en ny robot, så dukker der en guide op med instruktioner til, hvordan jeg styrer robotten... med en Xbox 360-controller. Hvis der så i det mindste bare stod, hvordan jeg skulle gøre det med keyboard og mus.

Lost Planet tager ikke just en jordomrejse at gennemføre. Faktisk, så havde Wayne, under min styring, allerede hævnet sin fars død efter seks timer. Og efter jeg havde fældet en tåre over den ubeskriveligt smukke slutsekvens, så var der faktisk ikke mere at tage sig til på den nu ikke så fortabte planet. I det mindste havde jeg en grund til at spille videre på min Xbox 360; jeg kunne jo gå efter at låse samtlige udfordringer op. Men den slags er der intet af på PC. Der er heller ingen spillere online; kun en enkelt gang fandt jeg en anden spiller, som desværre afbrød spillet, inden jeg kunne komme ind og sparke hans bagdel. Holdbarhed? En by i Rusland. Nej. Sibirien? Det passer nok bedre, ja.

Så nu står det bare deroppe. På min hylde. Jeg kan ikke engang forære det væk, for det et lænket til min konto. Men jeg hyggede mig, det gjorde jeg altså. Lost Planet til PC er sand kræs for øjnene, historien er temmelig solid, og spillets action er hæsblæsende, især når man står ene og alene overfor de helt store bosser. Og mellemsekvenserne, de er i særklasse. Også selvom der ikke bliver udvekslet så mange ord. Men hvad kan man forvente af en fyr, der hedder Wayne? Party time!

Du må selv bestemme, om du har lyst til at bruge trehundrede-noget på et spil, der varer sølle seks timer. Ville jeg gøre det? Ja. Om ikke andet, så for at vise alle mine ... eller min ene ven, hvor meget min PC kan trække. Ligesom når Johnny går ned på den lokale og lægger arm. Comprende? Savvy?