Dansk
Gamereactor
previews
Lost Planet 2

Lost Planet 2

Lost Planet er efter tre år på vej med grønnere omgivelser, og der skal endnu en gang nedkæmpes gigantiske insekter og kæmpes for den termiske energi. Med en demo på vej og en måned til udgivelsen af spillet, tager Nikolaj en prøvetur på betaen...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Da Lost Planet for tre år siden kom på gaden til en hvis grad af succes, var jeg ærligt talt ikke interesseret i at få fingrene i det. På trods af nogle gode idéer og ganske flot design var der meget andet, jeg hellere ville give mig i kast med.

På planeten E.D.N. III har de ti år mellem første spil og den kommende toer været en hastig udviklingsfase for den tidligere ret ugæstfrie planet. Lommer af tæt bevokset jungle er dukket op hist og pist, og de drabelige, insektlignende Akrid har udviklet sig, og de er ikke ligefrem blevet mindre.

Lost Planet 2

Sne er der dog stadig, men det er selvsagt at de nye miljøer åbner op for langt mere variation og der er da også en gevaldig kontrast mellem de kridhvide snelandskaber og en jungle så tæt, at du føler trang til at finde myggesprayen frem.

Dette er en annonce:
Lost Planet 2

Jeg bliver smidt lige lugt ud i en snestorm så brutal, at den danske vinter ligner en sølle juledekoration. Udsynet er minimalt og fornemmelsen af komplet isolation og afhængighed af mine kammerater rammer mig som et lyn fra himlen. Jeg fører mit Vital Suit roligt gennem det hvide landskab, mens de mere snakkesalige af mine følgesvende sludrer om den kommende opgave. Det tegner godt for oplevelsen at vejret kan have den effekt på min ellers metodiske fremgang til denne slags spil.

Lost Planet 2

Helt anderledes bliver det, da jeg efter en vel-klippet åbningssekvens ender i junglens tætte buskads, hvor næsten intet sollys når helt til skovbunden. Den tæt bevoksede jungle ligner noget der kunne ses på Discovery Channel, med ugæstfriheden og klaustrofobien skruet op i højeste felt. Denne gang er det mere genkendelige omgivelser, samt et bedre overblik der gør dette til en mere familiær tur fra A til B, brudt op af ildkampe og mindre omveje. Det slår mig at spillet ikke er specielt begyndervenligt. Et rodet kort gør det svært at finde hoved og hale i området, og det er ikke lige til at regne banedesignet ud.

Dette er en annonce:
Lost Planet 2

Det er blevet ret populært de seneste år at have en så ren brugerflade som muligt, helst ingen tal eller mål for helbred. Derfor er det noget af en omvæltning, når man er blevet vant til de minimalistiske brugerflader, at se den stride strøm af informationer der konstant er på skærmen, når der spilles Lost Planet 2. Når de mange tal endelig giver mening og ikke bare obstruerer dit udsyn giver de et godt overblik og en arcade-agtig fornemmelse der sænker seriøsiteten, men løfter underholdningen. Især i nogle tilfælde vil informationerne om fuldendte våben-udfordringer vælte udover skærmen som et slaraffenland af selvbekræftelse.

Når Lost Planet 2 en gang bliver sat på spilhylderne verden over, vil spillet ganske sikkert blive købt for andet end singleplayer-oplevelsen, for det er uden tvivl et spil designet med mere end én spiller i tankerne. Kompagnonerne der styres af den kunstige intelligens kan bedst beskrives som en sidevogn med fladt dæk. De hindrer simpelthen den optimale tur gennem spillet, og vil for det meste agere som menneskelige skjolde, men i bedste fald være en acceptabel medløber, der uden den store fanfare kan blæse knoppen af et par utilpassede kolonister.

Lost Planet 2

Der skal naturligvis ikke bare holdes i hånd og laves blomster-kranse af alt det nye planteliv. Der skal skydes huller i modstanderens virtuelle selv og deres ego i omtrent lige store mængder. Multiplayer-delen af Lost Planet 2 vil med sikkerhed vække interesse hos mange, for hvem den videre historie om den uvenlige planet og den flora og fauna er ligegyldig. Spillet kan i den grad mænge sig med de populære multiplayer-goliatter der længe har siddet på toppen af kransekagen.

Lost Planet 2

Graden af modifikation for våben og karakterer er unægtelig en af de mest omfattende i genren. Hvis du vil lave en mandhaftig lejesoldat, der ved et tryk på et knap hopper og spjætter som en stereotypisk skolepige, så bare giv los. Der er et væld af muligheder for både udseende og reelle modifikationer af våben og sammensætning af karakterer til at forbedre dine chancer mod alverdens modstandere.

Et af verdens mest kedelige ord, statistik, viser sig i den grad fra sine bedre side i løbet af spillet. Stort set alt hvad du foretager dig bliver lagt sammen, divideret og udregnet for et overskueligt overblik over, hvad alle de timer du har brugt på spillet egentlig har mundet ud i. Den simple oversigt over gøren og væren giver spilleren en mulighed for egentlig forbedring, eller håndgribelige personlige mål, og de point der deles ud efter hver endt mission kan gøre den simpleste mission til et opgør om hvem der i det hele taget trækker læsset.

Med en udgivelses-dato om kun en måned, har Lost Planet 2 i den grad skruet mine forventninger op. De tydelige forbedringer lover godt for alle, der var glade for første besøg til E.D.N. III, og ligeledes for alle der endnu ikke har sat fod på den evigt omskiftelige planet.

beta-testen er foretaget på Xbox 360 beta, mens billederne er fra den endelige PS3-udgave

Lost Planet 2Lost Planet 2Lost Planet 2Lost Planet 2
Lost Planet 2Lost Planet 2Lost Planet 2Lost Planet 2

Relaterede tekster

Lost Planet 2Score

Lost Planet 2

ANMELDELSE. Skrevet af Rasmus Lund-Hansen

I Lost Planet 2 er landskaberne hovedsageligt blevet skiftet ud med alt fra frodig regnskov over tør ørken til tung industri. Rasmus anmelder og fortæller om forandringerne...



Indlæser mere indhold