Lorelei and the Laser Eyes

De seneste to uger har min hjerne været genstand for en decideret overtagelse. Når jeg ser tilbage på de seneste par uger, har der været øjeblikke, hvor jeg praktisk talt har været besat. Selv under uskyldige indkøbsture har romertal, oldgræsk, månens cyklus i 1847, astrologi og ting, der er endnu mere mystiske sat mine kognitive evner på overarbejde og gjort sit bedste for at åbne mit tredje øje.

Denne overtagelse har delvist fundet sted ved design. Lorelei and the Laser Eyes er nemlig en decideret buffet, når det gælder puzzledesign. Som det oftest er gældende for genren, bevæger spillets puzzles sig inden for et særligt område. Her er det din evne til at finde mening i - og forbindelser mellem - tekst, tal og symboler for at åbne de låse - fysiske såvel som metaforiske - der står mellem dig og sandheden. Men hvor spil som Return of Obra Dinn eller The Witness holder et stramt fokus, går Simogos nyeste og med afstand mest ambitiøse spil i en anden og mere spraglet retning. For bedst som du har fundet en rytme med at krydsreferere tekster, analysere abstrakte kunstværker og finde mønstre i iturevne plakater, ændrer spillet karakter og beder dig om at navigere mystiske labyrinter. Det er i sandhed gådefuldt.

Årsagen skal dog også findes i spillets dragende verden og historie, som gang på gang fik mig til at overvinde de udfordrende gåder og acceptere de perioder, hvor jeg sad fast, fordi nysgerrigheden efter at finde ud af hvilken vej historien ville gå, var så stor.

Lorelei and the Laser Eyes er ligeledes bevisførelse for de små verdeners appel. Spillet er essentielt set en lille åben verden centreret omkring det mystiske Hotel Letztes Jahr, der med sin labyrintiske arkitektur og excentriske indretning leder tankerne hen på Resident Evils Spencer Mansion. Fordi verdenen arealmæssigt er begrænset, tillader det spilleren at lære dets mange kroge og hjørner at kende indgående, hvilket skaber en stærk forbindelse til den digitale verden. Dette "sidste års hotel" er derudover - narrativt såvel som mekanisk - en sand gådeæske, du langsomt arbejder dig dybere og dybere ind i.

Og hvem er denne "du" så? Svaret på dette spørgsmål er indledningsvis også en gåde, som jeg ikke vil afsløre svaret på her. Ved ankomsten til Hotel Letztes Jahr omtales du ganske enkelt som "Signorina" af den mystiske filminstruktør Renzo Nero, som har inviteret dig til at med at medvirke i hans magnum opus. Indledningsvis har denne deltagelse karakter af en leg, hvor han åbenlyst præsenterer diverse udfordringer for den unge kvinde, men snart sås der tvivl om legens natur og hvem der styrer spillets gang. Parallelt med dette folder hotellets mildest talt begivenhedsrige historie sig ud og trækker tråde ind i nutiden - og fremtiden. Jeg var indledningsvis lidt bekymret for, at historien ville vise sig kun at være en intellektuel øvelse med spillets karakterer reduceret til glorificerede skakbrikker, men som historien skred frem, trådte karaktererne og følelserne mere frem - om end spillet stadig taler mere til hjernen end til hjertet.

Hvis det lyder højtravende, er det fordi, det på mange måder også er det, og dette indtryk forstærkes kun af den skarpe monokrome æstetik, men Simogo er heldigvis dygtige til at punktere hele affæren med humor og selvindsigt, så spillet ikke falder i den selvparodiske fælde. Og rent mekanisk vil Lorelei and the Laser Eyes faktisk være en letgenkendelig størrelse for jer, hvis spilhistorik går tilbage til 90'erne. Hvis du forestiller dig det oprindelige Resident Evil uden inventory management og alle de levende døde, har du en meget god idé om, hvordan det er at spille Lorelei and the Laser Eyes. Fra faste kameravinkler undersøger du hotellet og forsøger at finde genstande, der kan hjælpe dig med at låse op for mere og mere af hotellet, så du kan komme til bunds i Renzo Neros spil, værk eller hvad end det er.

Denne helt jordnære beskrivelse yder dog slet ikke spillets enormt dragende natur retfærdighed. Alene den visuelle side er med sin skarpt optegnede low poly stil, hvor stærk brug af rød bryder den ellers mestendels monokrome æstetik, en sand fornøjelse. Og den jazzede underlægningsmusik giver flot modspil til den snigende uhygge, som det knirkende og knagende hotel ellers lægger op til. Som manglen på fjender antyder, er det ikke et decideret horrorspil - tænk hellere en film som Guillermo del Toros spøgelseshistorie The Devil's Backbone - men det låner liberalt fra genren, og fraværet af fare og jumpscares forstærker blot den følelse af isolation og uro, som spillet tålmodigt opbygger. Et af Simogos andre mesterstykker er måden, de fletter lore og gameplay sammen på. Den svenske udvikler lykkes med at bygge en rig verden op gennem bøger, avisartikler, spilprototyper, installationskunst og meget mere og samtidig integrere alle disse oplysninger i spillets puzzles. Hver enkelt informationsbid er således både interessant læsning i sig selv og en potentiel ledetråd til næste infernalske puzzle, og derfor nærlæste jeg dem med stor omhu, hvilket blot øgede min indlevelse i spillets univers.

Et af spillets store omdrejningspunkter er kunstverdenen. Et på mange måder farligt valg. For når udviklere kaster sig ud i at opbygge fiktive brancher, ender det som regel med utroværdige skildringer, der skaber distance til spillet og dets verden. Des mere imponerende er det derfor, at Simogo rent faktisk lykkes med at præsentere flere af karaktererne som netop fuldbyrdede kunstnere gennem deres værker - der igen spiller en dobbeltrolle som ingredienser i puzzledesignet. Særligt Lorelei Weiss' serie af installationskunstværker var en fornøjelse at løse med dets tilhørende tekstbeskrivelser, som smager skønt af de højtravende tekster, man finder på diverse kunstmuseer og samtidig giver klare hints til, hvordan man skal gå til værket for at løse det tilhørende puzzle.

Når jeg på den måde fandt mening og systematik i abstrakt kunst, gav det en berusende følelse af at føle mig skarpsindig. En følelse som går igen på tværs af de fleste puzzles. Der er noget litterært og finkulturelt ved Lorelei and Eyes' fokus på kunst, strobogrammatiske tale, oldgræsk og manuskripter, som jeg må tilstå, at min indre snob finder utrolig tiltalende som ramme for puzzledesignet. Hvis jeg skal slippe min begejstring et øjeblik og tage de kritiske briller på, er nogle af spillets puzzles en smule for kryptiske og indforståede til min smag (eller måske rettere intelligens), men oftest var det blot en fornøjelse at skrible løs i min notesbog og sætte min mentale kapacitet til at arbejde på højtryk.

Lorelei and the Laser Eyes stiller sig dog ikke tilfreds med at blive inden for denne tilfredsstillende grundformular. Spillet kaster obskure spilprototyper, der smager af 90'erne, 80'er-fotogene arkadespil baseret på Simogos tidligere titler og to forskellige labyrinter, hvor navigation og paratviden pludselig indtager hovedrollen, efter dig. På den måde leger Simogo med både genren og spilmediets fortid - igen præcis som narrativet gør.

Det er denne sammenfletning mellem gameplay og historiefortælling, der er Lorelei and the Laser Eyes' bedste og mest veludførte tryllekunst. Men over en bred kam fortjener spillet at blive hyldet. Med sin litterære vinkel på puzzlegenren, de til tider lidt obskure løsninger og den overvældende frihed, som kan gøre det svært at vide, om man har information til at løse et givent puzzle, vil Simogos spil givetvis virke afskrækkende på nogle. Men er du typen der nyder at finde mening i tekster, tal og symboler for at skrælle lagene af en labyrintisk historie, der smager lige dele af Hitchcock og Lynch, er der ikke mange steder, der er bedre at finde vej til end Hotel Letztes Jahr. Lorelei and the Laser Eyes er en på én og samme tid æstetisk nydelsesfuld, kognitivt udfordrende og narrativt stimulerende oplevelse af den type, vi sjældent har fornøjelsen af, og jeg savner allerede besættelsen af at finde frem til alle dets hemmeligheder.