Lollipop Chainsaw

Suda51 er en showman. Når du skal være vidne til en præsentation af et af hans spil, ved du på forhånd at der er noget særligt i vente. Hvert spil har sine elementer, en smule galskab, og helt sikkert nogle seksuelle referencer: Grasshopper Manufacture efterlader altid sit aftryk på spillenes verden. Men det aftryk, der efterlades hos dem, der møder Suda51 for første gang, er hans karisma, hans fantastiske humor og det blik, som kun kreative galninge har.

Desværre er Suda51 her ikke personligt til at præsentere Lollipop Chainsaw. Men da Suda51 er Suda51, sørger han for at hans tilstedeværelse stadig kan mærkes, ved at præsentere sit seneste i en videopræsentation, der er optaget på forhånd. Vi ser et lokale fyldt med journalister bryde ud i grin mens Suda, som sædvanlig, forsøger at introducere sit spil gennem masser af fortalelser og lader os forstå, at dette spil ikke er af den almindelige slags.

Hvilket ikke er overraskende.

Det "ikke almindelge" i Lollipop Chainsaw kommer dog ikke af gameplayet. Det er et simpelt hack'n'slash hvor vi står over for en zombie-apokalypse, der er brudt ud i en amerikansk high school. Klassisk gameplay, klassisk lokation og klassiske fjender. Men inden for de første par sekunder står det klart, at noget er anderledes.

For det første er der ingen testosteron. Helten i historien er en cheerleader ved navn Juliet Starling, som Suda beskriver som en "røvsparkende cheerleader med store kræfter". Hun ligner en pin-up, klædt i korte skørter og toppe, bevæbnet med pom-pom'er, slikkepinde og - selvfølgelig - en motorsav. Vi grinede højt, da producerne afslørede navnet på skolen, hvor det foregår: San Romero High School, hvilket er en åbenlys reference til alle zombie-films fader, George A. Romero, der er blevet ophøjet til helgen i Sudas forskruede univers. Priceless.

Skolen er overrendt af zombier, der naturligvis er begyndt at spise undervisernes og de studerendes hjerner. Nogle få overlevende har desperat forsøgt at søge skjul i skolens klasseværelser, og der er kun én helt tilbage - eller rettere halvanden helt. Juliets pålidelige sidekick er et talende hoved, (u)passende placeret på hendes hofte. Denne placering giver den heldige/uheldige hjælper frit udsyn til hendes trusser, hvilket fører til forskellige seksuelle referencer. Så kan vi sætte hak ud for endnu et af Grasshoppers varemærker.

Fjenderne har kun lidt at gøre med den klassiske zombie-ikonografi: de er hurtige, intelligente og kan endda tale. De fleste af dem reciterer replikker fra Z-film, og Juliet er altid hurtig til at svare igen - som når hun bebrejder en død zombie-lærer for de dårlige karakterer, hun har fået gennem skoleåret. Hvem ville ikke gøre det samme?

At redde civile er dog ikke det primære mål. Juliet virker mere opsat på at dræbe alt hvad der ikke er mennesker. Dog får man lidt ekstra kontanter ud af at hjælpe staklerne, og selvom udviklerne ikke ville afsløre hvad vi fik lov at bruge dem på, lovede de os nogle "virkeligt seje ting". Det er også værd at bemærke, at de civile kan blive inficerede på ethvert tidspunkt.

Desværre får vi ikke lov til selv at prøve spillet, men styringen bliver forklaret for os. Det er den gængse affære med comboer og finishing moves, der udløser spektakulære animationer, i stil med Travis Touchdown i No More Heroes - en anden stor titel fra Suda51, der tydeligvis har inspireret en masse mekanikker i Lollipop Chainsaw.

Den visuelle stil genkalder også Grasshoppers tidligere produktioner: cel-shaded grafik med tykke sorte omrids, der giver spillet sin egen tegneserieagtige stil, en ide der underbygges af en grænseflade, som minder om gamle amerikanske tegneserier.

I præsentationens anden fase ser vi en bosskamp, hvor vores heltinde står over for en punkrock-zombie ved navn Zed på en stor scene. Før sammenstødet viser spillet en beskrivelse af fjenden, der hurtigt blev skubbet til siden og kommenteret af Juliet, som om hun havde adgang til spillets grænseflade. Skørt og sjovt.

Kampen starter på klassisk vis. Zed ligner en almindelig boss: hurtigere, mere hårdfør og udstyret med en enorm energibjælke. Efter at have slået på ham adskillige gange står det dog klart, at kampen er inddelt i faser. Pludselig skal vi undgå guitarforstærkere, der falder fra himlen, mens punk-musik blæser mod os fra den enorme scene. Vores opgave er at save en gigantisk højtaler i to, mens vi undgår Zeds angreb. Endelig, i den tredje fase, kaster Zed LP'er mod os, som vi skal sende tilbage mod ham. Til tider stopper zombien midt på scenen og råber "Yeah!", og her er vi vidner til en ren genistreg: hans skrig bliver til store, dødbringende bogstaver, og ved at undgå Y'et, E'et, A'et og H'et kan vi give ham det endelige dødsstød.

Således slutter præsentationen af et af de mest grotesk fascinerende spil, vi har set i de seneste måneder. Som altid bliver Suda51's kreativitet vist frem, og endnu en spilstjerne lader til at være født. Vi ser frem til at få vores pom-pom'er på i Lollipop Chainsaw.