Little Big Planet

Se videoanmeldelsen her

Hvis du har glædet dig som en gal til at læse denne anmeldelse af Little Big Planet, så forestil dig, at jeg har glædet mig mindst ligeså meget til at skrive den. Jeg har dog et problem, for jeg aner ikke, hvor jeg skal starte. Little Big Planet er nemlig et af de spil, som unægtelig har dét - det magiske krydderi - som ingen kan beskrive, men som alle vil kunne fornemme, kun få sekunder efter at have grebet controlleren. Dét er, hvad der adskiller Super Mario Galaxy, Half-Life 2, Grand Theft Auto IV og Braid fra resten af folden i deres respektive genrer, og hvordan omsætter man sådan noget til en anmeldelse?

Man begynder med charme, en kvalitet, som Little Big Planet har i litervis, og som vil være din tro følgesvend, hver gang du tænder for spillet. Introen alene er en charmør af format, og hvad der starter ud som en mørk scene, forvandles pludseligt til et klippe-klistre-univers, med mig som hovedperson. Krøllede billeder af udviklingsholdet er klistret på de bakker, jeg løber over, alt imens skilte med deres navne dukker op på de mest kreative måder. Tandhjul roterer, skyer futter af sted og en jazzet jingle spiller med en sådan glæde, at man skulle tro, bandet levede i en verden fuld af hygge. Det hele kommenteres af en britisk lydende "Onkel England", der er så jovial, at man ikke kan andet end at holde af ham, og ønske at hans strøm af små jokes og anekdoter, aldrig vil slutte. Jeg kan ærligt sige, at jeg sjældent har været så forfjamsket, efter så kort tid med et spil, og håber blot, at jeg ikke er den eneste, der havde lyst til at give hele udviklingsholdet en ordentlig krammer.

Et lille værelse med en Sixaxis-kontroller, som eneste møbel, og vinduer så store, at man kan se det meste af den klare stjernehimmel, er den egentlige start på eventyret. Kort uden for det nærmeste vindue befinder sig en planet sammensat af grove syninger og stoflapper af alverdens slags. Den lille planet fungerer som mit overblik over, hvilke baner og udfordringer, jeg har låst op for, ganske som skrevet i den genre-regelbog, Mario skrev for mange år siden.

En bane bliver valgt, jeg suges gennem en portal, og pludselig står jeg i en verden, som ligner noget fra Marios første eventyr, dog tilsat så meget legesyge og kreativitet, at jeg når, at overveje, om syningerne, der holder det hele sammen, er ved at sprænge. Farver og detaljer sprudler på skærmen, og jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal fokusere blikket hen. Havenisser, græsstrå og svampe, lyder måske trivielt, men gør sig fortrinligt, når man er en kludedukke på opdagelse. Iderigdommen og det kreative overskud er dog ikke en enkelt forestilling, og samtlige af de efterfølgende verdener imponerer med nye temaer, der hver er bedre end det sidste.

Fordi hele verdenen er baseret på noget så kedeligt som fysik, kan jeg pille, hive og gribe fat i stort set alt, og gør det glædeligt. Oftest er løsningerne på opgaverne, jeg bliver stillet overfor, overraskende enkle, men kun fordi verdenen, jeg bevæger mig i, fungerer, som den ville i virkeligheden. Det fysiske aspekt går også ud over Sackboy, der knapt kan stoppe, når jeg først har fået ham op i fart. Spillere, der er blevet flasket op med, at platformspil skal indeholde pixelperfekte hop, som i de ældste Sonic- eventyr, vil derfor skulle overkomme tanken om, at dette ikke er meningen i Little Big Planet.

Svaret på guldmønter, ringe eller diamanter, er klistermærker og objekter, som giver langt mere end blot et ekstraliv. Klistermærkerne kan bruges, hvor man har lyst, men udforsker man banerne bare en smule, vil man finde hemmelige rum, hvor det rigtige klistermærke låser op for nye objekter og mærker.
De indsamlede objekter er ikke kun byggestenene til mine egne kreationer, men også nøglen, hvormed der for alvor bliver låst op for spillets magi. Nok har jeg stoppet op flere gange på mit eventyr, og beundret verdner, der i tema har spredt sig lige fra ægyptisk inspirerede katakomber, til mexicanske bryllupsscener i det hinsides, men ikke et sekund har jeg været i tvivl om hvad formålet var. Fantastiske som de er, er hver en bane i Little Big Planet nemlig en reklame for, hvor vidt mulighederne breder sig, når der gives frie tøjler for egen kreativitet.

På en sideliggende planet til den, hvor al udviklerens indhold findes, er der gjort plads til, at jeg selv kan udfolde mig. Ethvert af de mange objekter, jeg har samlet ind, kan drejes, forstørres, beskæres, klistres på, bygges sammen med og meget mere. Det bedste er dog, at alt indordner sig under den føromtalte fysik, og derfor har ganske naturlige konsekvenser.

Mine første eksperimenter blev således Storm P.-lignende apparater, der sendte sprængladninger gennem møllehjul, som siden hen ramte en bold, der trillede ned af en bakke og ramte ind i noget glas. Hvad vigtigere er, er dog, at jeg allerede er begyndt at pusle med ideerne om, hvordan jeg har tænkt mig at genskabe baner fra Sonic, min egen variant af Team Fortress og et racerspil med fokus på tricks. Det er med andre ord, første gang, jeg nogensinde har kunnet forestille mig, at jeg ville gide bruge tid på denne slags efter anmeldelsen er skrevet færdig, og jeg kan kun drømme om, hvad der sker, når resten af verden slippes løs.

Little Big Planet er fyldt med så mange "Så du også..." "Prøvede du..." "Vidste du, at man også kan..."-oplevelser, at denne anmeldelse ville have været ulidelig lang, hvis jeg skulle have nævnt flere specifikke detaljer, som du bare må lægge mærke til, når du prøver det. Den fabelagtige musik, de mange anerkendelser af andre spil, de små detaljer i baggrundene og de alternative måder, hvorpå nogle opgaver kan løses. Jeg vil dog i stedet lade jer have de mange overraskelser til gode, og forhåbentlig nyde det i lige så stor stil som jeg.

Havde LBP været et platformeventyr, som alene bød på den magiske grafik, charmen og de snedige baner, havde jeg stadig måtte kvittere med en karakter i den øvre del af skalaen. Men at alt dette kun fungerer som indlæringsproces, før millioner af spilleres kreativitet slippes løs over PlayStation Network, er en enestående bedrift i spilregi. Sådan noget skal belønnes med en karakter af de helt store, ti.