Like a Dragon: Yakuza - Episode 1-3

Det seneste spil i serien, Like a Dragon: Infinite Wealth, ændrede en hel del på mit syn på serien generelt. Jeg nød virkelig Ichibans eventyr på Hawaii, og selv om jeg langt fra er den redaktionelle veteran når det gælder denne spilserie, har jeg dyppet tæerne en del gange med flere gennemførte spil i mit katalog. Derfor var jeg ret interesseret i at se Prime Videos seneste forsøg på at lave serier baseret på spil, og i betragtning af hvor godt de klarede Fallout, var der håb om noget fængslende og vellavet med Yakuza.

Som forventet bliver vi straks mødt af et nærbillede af en tatovering. En af seriens hovedpersoner sidder i en trang celle, og vi finder hurtigt ud af, at serien foregår både i 1995 og 10 år ude i fremtiden. Efter en hændelse bliver fire forældreløse personer fanget i underverdenen, og rutsjebaneturen af intriger, vold og indviklede forbindelser mellem de personer, vi følger, kan begynde. Meget af fokus er på Kazuma Kiryu, men de tre venner fra barndommen får også små historier. Det er dog netop i disse historier, at den ene af to store skuffelser ligger: Der er ikke megen spænding eller begejstring overhovedet. Historien skrider frem i et underligt tempo, hvor ikke kun springene mellem de 10 år roder en del, men også at scenerne føles langtrukne og i nogle tilfælde helt malplacerede. Selvfølgelig er der karakterer med meget fokus, som lederne af de forskellige klaner og de fire forældreløse venner, men det er også et virvar af navne og personer, som man helt mister overblikket over. På samme måde behandles de tråde med et mærkeligt, skævt fokus og bidrager til et tempo, der ofte føles for langsomt og sløvt.

Den anden skuffelse er, at det som filmatisering af en spilserie mest af alt føles, som om de har klistret navnet på i et forsøg på at få folk til at interessere sig for det. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at de mærkeligste elementer fra spillene måske ikke er så nemme at implementere, men spørgsmålet er, om de ikke skulle have prøvet alligevel. Som at gå all-in på mærkelige karakterer og begivenheder og bare lave en cirkusforestilling ud af det hele. Det ville måske have været fuldstændig latterligt og ren galskab, men det ville nok i det mindste have været mere interessant. Ikke engang spark og slag eller action afføder nogen spænding, i hvert fald ikke i disse tre første afsnit. Mange scener føles også ret forhastede, næsten farceagtige på en måde.

Der er et tyndbenet forsøg på hårdkogt drama, og det kan være underholdende i glimt. Og i løbet af tre episoder på 40 minutter vil jeg ikke decideret sige, at jeg kedede mig helt. Grundlaget for fremtidige kampe er lagt, og der er vævet lidt kompleksitet ind for at antyde, at tingene måske bliver lidt mere højlydte senere. Men det redder ikke en langsom historie, som selvfølgelig burde have tordnet videre og turdet tage chancer. Plottet vil uden tvivl tykne, og sammenstødene vil blive vigtigere, efterhånden som afsnittene ruller, og i den forbindelse er et af de bedste elementer ved tv-serien efter min mening, at tingene får lov til at tage tid. Men det betyder ikke, at det, der går forud for noget mere eksplosivt, behøver at være kedeligt.

En masse solide skuespilpræstationer, gader badet i neonlys og en lejlighedsvis flot kulisse er nogle små positive ting, som stadig afslører en produktion med et stort budget og masser af skuffelser andre steder. Måske kan du sætte pris på, at det også er ret jordnært til tider, men hvis du skal sætte Like a Dragon-stemplet på det hele, ville det være bedre, hvis i det mindste nogle dialoger eller øjeblikke føltes, som om de kom tæt på det, vi ofte ser i de populære spil og i kildematerialet.