Like a Dragon: Pirate Yakuza in Hawaii

Jeg har anmeldt en del Yakuza-spil de sidste par år og har set, hvordan Ryu Ga Gotoku Studio er blevet verdensmester i genbrug. Det lyder hårdere end det måske er, for der kan være en elegance i repetition, en ynde i at lade spilleren genkende miljøer, karakterer og sågar mekanikker. FromSoftware-fans har stort set spillet det samme spil i over 10 år, og de brokker sig ikke ligefrem (rolig nu). RGG har nærmest gjort det til en kunstform at genbruge karakterer, områder og minispil, så de kan udgive et nyt spil næsten hvert år, og stadig få det til at føles friskt. Nu står vi så med det nyeste skud på Yakuza-stammen: Like a Dragon: Pirate Yakuza in Hawaii. Jeg har spillet det på PC, men det udkommer også til konsollerne om et par dage.

Noget af det første, jeg ledte efter, var den meget opreklamerede engelske dub. Udvikleren har smidt flere trailere ud med stemmeskuespillere, men jeg kunne simpelthen ikke finde den i spillet. Derfor måtte jeg spille med japanske stemmer. Ikke at det nødvendigvis er en ulempe, men jeg læser ikke så hurtigt, og flere af mellemsekvenserne skiftede dialog, før jeg nåede at læse færdig. Jeg satser dog på, at den engelske tale er på plads ved den officielle udgivelse, ellers er det altså lidt en fuser. Det kan være det ikke er vigtigt for dig, eller at du foretrækker japanske stemmer (Magnus kæfter op om det non-stop), men jeg siger det bare lige som en servicemeddelelse, så I ved hvor jeg kommer fra.

Historien starter med, at Goro Majima skyller op på en strand uden at ane, hvad der er sket. Klassisk hukommelsestab, den alt for populære trope. Det viser sig hurtigt, at han er på Hawaii, hvor han møder en dreng ved navn Noel og hans lille tigerkilling, Goro. Et venskab opstår, og Noel viser Majima rundt på øen, hvor det hurtigt går op for ham, at hans mål er at komme væk for at finde svar. Der går dog ikke længe, før han får problemer. En flok pirater angriber, men efter en række kampe nedkæmper Majima kaptajnen, snupper hans hat og piratjakke, og begiver sig ud på et pirateventyr, som vi aldrig før har set i Yakuza-serien. Det lyder alt sammen lettere gakket, selv for Yakuza, og det er det også, men med det glimt i øjet som har gjort serien så mindeværdig gennem årene.

Historien er præcis, hvad man forventer af et Yakuza-spil: en blanding af seriøs karakterudvikling og gakkede, til tider syrede plot twists. Hvis man håber på en mere jordnær fortælling, er det her nok ikke spillet. Men for os, der elsker Yakuza-serien for dens skøre blanding af action og humor, så er det lige i skabet.

Modsat Like a Dragon er kampene her ikke turbaserede, men følger den klassiske Yakuza-formel: komboer, brutale slag og ekstreme finishers. Hvis man elskede kampsystemet i de tidligere spil, går man ikke forgæves her. Personligt synes jeg, det var ren underholdning, især fordi man kan tweake indstillingerne, så quick-time-events bliver mere tilgængelige, og så er der tre sværhedsgrader, så selv den mest uerfarne Yakuza newb, kan klare sig.

Der er noget utroligt tilfredsstillende ved at udradere en flok pirater og afslutte det hele med en over-the-top finisher. Udvikleren ved, hvordan man laver et solidt kampsystem, og de gør det igen her. Dog kan kampene til tider føles ensformige, fordi man konstant render ind i fjender, der vil slås, men det er jo en del af Yakuza-pakken. Hvis man har spillet de andre spil i serien, ved man, hvad man går ind til. Pointen er bare, igen, at udviklere i stigende grad lader til at have svært ved hvordan de skal vise spilleren at udfordringen løbende stiger, og her kaster spillet bare tonsvis af fjender efter dig, og det kan blive trættende.

Udover de klassiske kampe er der også søslag. Her har Ryu Ga Gotoku Studio tydeligvis kigget mod Ubisoft og lånt inspiration fra Assassin's Creed: Black Flag. Man styrer sit skib, sejler gennem ringe for speed boosts og udkæmper intense søslag mod fjendtlige skibe.
Skibet har tre forsvarsmekanismer: kanoner på siderne, et maskingevær i stævnen og et boost til hurtige manøvrer. Det kræver lidt strategi at udmanøvrere fjenden, især når man støder på stærkere skibe, der kræver opgraderinger og bedre taktik for at vinde. Efter en vellykket kamp kan man borde skibet og nedkæmpe besætningen, en fed mekanik, der aldrig bliver langtrukken, og heller ej mistede sin pomp og pragt.

Jeg sad dog med tanken om, at skibskampene måske kunne have været et minispil i et tidligere Yakuza-spil. Men når nu de fungerer så godt, hvorfor brokke sig?

Som altid genbruger udvikleren områder fra tidligere spil. Hele Hawaii fra forgængeren er frit tilgængeligt for Majima og hans besætning, fyldt med butikker, skatte og sømænd, man kan rekruttere. Der er sidemissioner med både nye og velkendte ansigter, og historien fletter sig fint ind i dem.

Skattejagt er også et stort element. Noels far var skattejæger, og man kan finde skatte på kortet, sejle hen til dem, nedkæmpe en flok fjender og nyde en dramatisk sekvens, hvor Majima åbner kisten, og et relikvie flyver op i luften. Disse genstande giver penge og erfaring, hvilket er nødvendigt for at komme videre i spillet. Derudover kan man finde ringe, der giver Majima opgraderinger i styrke og forsvar.

Udover hovedhistorien og sidemissionerne er der selvfølgelig en overflod af minispil. Baseball, gokart og en række nye er tilbage. Disse er perfekte, når man trænger til en pause fra den omfattende historie, hvor mellemsekvenserne ofte kan vare 10-15 minutter.

Og som altid har udvikleren proppet masser af fanservice ind. Man kan låse op for soundtracks fra SEGA's sidste 40 år, spille Master System-klassikere og endda spille som tidligere hovedpersoner fra serien. Ryu Ga Gotoku Studio ved, hvad deres fans vil have, og de leverer.
Jeg havde en fantastisk oplevelse med Like a Dragon: Pirate Yakuza in Hawaii, men man kan godt mærke, at genbruget efterhånden trænger til en opgradering. Grafikmotoren er ikke på højeste niveau længere, og måske er det på tide, at udvikleren opgraderer deres spilmotor. Det fungerer som det skal, men karakterene er begyndt at se lidt grumsede ud.

Derfor trækker jeg lidt fra i det hele taget, og det gør jeg fordi at selvom det her er et gakket spin-off, så udkommer der nyt fra RGG i så hyppigt et tempo at selv den mest inkarnerede fan som jeg selv er begyndt at mærke metaltrætheden sætte ind. Forhåbentlig leger de endnu mere den her formel fremadrettet.

Men når det er sagt: hvis man elsker Yakuza-serien, vil man også elske det her. Det er skørt, actionfyldt og vanedannende, præcis som det skal være. Jeg glæder mig til at se hvad Ryu Ga Gotoku Studio og Sega finder på næste gang, men jeg tænker jeg vil genkende meget, ligesom jeg gør i dette spil, og det er egentlig ok når alt kommer til alt.