Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Life is Strange: True Colors

Life is Strange: True Colors

Life is Strange-licensen er blevet overdraget til Deck Nine, men det gør ikke noget for os.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Life is Strange har aldrig været den mest nytænkende spilserie, og det har den heller ikke behøvet at være. I stedet har serien formået at fortælle rørende, dybtfølte og charmerende teenagehistorier, som på magisk vis appelerer til mange andre end bare teenagere. Mens DontNod gjorde et fantastisk stykke arbejde med det første spil, så beviste Life is Strange: Before the Storm, at udvikleren Deck Nine var mindst ligeså kompetente til at styre seriens retning. Med True Colors ser vi nu, at Deck Nine ikke bare mestrer dette format, men formår at bringe serien til nye højder. For første gang udkommer Life is Strange i øvrigt som ét spil, i stedet for episodisk, og det gør bestemt ikke noget heller.

Life is Strange har altid handlet om karaktererne, og det gør det stadig. Lige siden vi hilste på Max og Chloe i første spil, så har seriens styrke været at indkapsle de mange følelser, man som ungt menneske ikke helt ved, hvordan man skal håndtere. Man mister, man ser nye steder, man forelsker sig og får venner. Alt sammen føles som det vigtigste øjeblik, lige indtil den næste utrolige ting sker. Serien har altid skabt virkelig helstøbte karakterer ved at zoome ind på deres nære relationer, og fremhæve disse følelser, gennem indre dialoger, reaktioner og selvfølgelig en virkelig cinematisk drevet stil.

Life is Strange: True Colors
Dette er en annonce:
Life is Strange: True ColorsLife is Strange: True ColorsLife is Strange: True ColorsLife is Strange: True Colors

True Colors er fortsat et meget cinematisk spil med begrænset gameplay, så hvis dette var din anke med tidligere spil, så er det fortsat ikke for dig. Til gengæld, så er Alex en af de bedste hovedkarakterer, vi har haft i et Life is Strange-spil. I tråd med Max fra etteren, så har Alex en evne, som har stor betydning for historien. Denne evne - Empathy - er dog en endnu større genistreg end Max' tidsmanipulation var. Empathy - som navnet antyder - får dig nemlig helt ind i følelserne hos menneskerne omkring dig. Med denne evne kan Alex se farvede auraer hos beboerne i den lille by Haven Springs, og føle præcis, hvad de føler. Dermed formår True Colors at fokusere på det, serien altid har været god til, nemlig karakterbygning, relationer og ikke mindst følelser. Hvis du ved mere om en persons stærke følelser, fra lykke til angst, vrede eller tristhed, så kan du åbne op for nye dialoger og potentielt ændre deres liv.

Men hvad er det så egentlig for nogle mennesker vi har at gøre med i True Colors? Hovedkarakteren Alex håber på en frisk start efter et liv på børnehjem, behandlingssteder og det, der er værre. Hendes bror, Gabe, har ledt efter hende længe, og har nu endelig fundet hende, så han inviterer hende til den by, som gav ham et nyt liv, den idylliske mineby Haven Springs, Colorado. Her starter spillet, mens du finder dig til rette i byen, og lærer indbyggerne at kende. Du bliver hurtigt venner med den charmerende rock-chick Steph (en fan-favorit, vi kender fra Before the Storm), samt Gabes bedste ven, park rangeren Ryan. Uden at trække i langdrag formår spillet at bringe disse karakterer til live gennem de mange mindeværdige øjeblikke, du deler med beboerne i Haven, og især Steph og Ryan. Fra traumatiske tab og bedrag til live action rollespil og rockkoncerter, så gennemlever Alex - og dermed spilleren - hele følelsesspektret i løbet af True Colors.

Blandt spillets styrker er, at det giver sig tid til de rolige øjeblikke, dialogerne, de sigende blikke, og i det hele taget lader kemien og relationerne vokse. Alex passer perfekt ind i denne historie, da hun er en følsom og charmerende hovedkarakter. Man vil virkelig gerne have at hun får en god start i Haven, da hun bare er enormt rar. Fra første øjeblik Alex møder Steph er det tydeligt, at de to kan have en fremtid sammen, men Ryan er også en romantisk mulighed. Da Steph klart er en af de bedste karakterer i spillet, og hende og Alex har helt suveræn kemi, så gik jeg den vej. Det er dog en god grund til at spille True Colors flere gange, at du selv kan påvirke historiens gang en del.

Dette er en annonce:
Life is Strange: True Colors
Life is Strange: True ColorsLife is Strange: True ColorsLife is Strange: True Colors

For at holde denne anmeldelse så spoiler-fri som muligt vil jeg ikke gå yderligere ind i historiens detaljer. Lad os dog bare sige, at spillet både har et stort mysterie, du skal opklare, masser af varme, og også en god portion sorg - som rammer som en tung sten. True Colors fortæller på glimrende vis en historie om fællesskab, og hvad der kan gemme sig under overfladen i en mindre by.

Storytelling i True Colors er dog ikke perfekt. Pacingen kan være lidt skæv, og bl.a. er den lidt Riverdale-esque "efterforskning" senere i spillet ikke helt overbevisende. Den del føles lidt halvbagt og som noget, man godt kunne udfoldet mere. Det er som om "mysteriet" lidt hurtigt blev løst, og nærmest ved ren og skær held. Det er også lidt ærgerligt, at mange af spillets større afsløringer og plotpunkter er en kende forudsigelige. Som sagt er det dog mere karakterbygning end spændingshistorie, som Life is Strange gør godt, og her er True Colors mesterligt.

Naturligvis er Alex' evne en vigtig del af spillets gameplay, og det bringer dig tættere på karakterernes indre liv. Dog er Deck Nine heller ikke bange for at ruske op i gameplayet på andre områder. Hidtil har vi i stor stil været begrænset til et tredjepersons-gameplay, hvor du kan undersøge omgivelserne. I True Colors får vi dog bl.a. en god times tid, hvor du sammen med den lokale dreng Ethan skal gennemføre et live action-rollespil. Her transformeres spillet midlertidigt til et turbaseret rollespil, som faktisk fungerer overraskende fint. Dette forfriskende afbræk viser selvfølgelig, at Alex, Steph, Ryan og resten af Haven er nogle pokkers nørder, på den bedst mulige måde. Men det viser også, at Deck Nine tager ejerskab over Life is Strange, og tør skubbe serien i nye retninger.

På den visuelle front er der tale om det flotteste Life is Strange til dato. Serien har altid haft en ganske nydelig, omend simpel, grafisk stil. Her rykker True Colors over i en lidt mere detaljerig retning, dog uden at se decideret fotorealistisk ud. Karakterers ansigtsudtryk er langt mere overbevisende end i tidligere spil, og er faktisk nogle af de mest vellykkede, jeg mindes at have set i et cinematisk spil af denne art. De mange intense close-ups af Alex, Steph, barejeren Jed og de øvrige karakterer viser glimrende karakterernes følelser, og lader virkelig det glimrende stemmeskuespil komme til sin ret.

Life is Strange: True Colors
Life is Strange: True ColorsLife is Strange: True ColorsLife is Strange: True ColorsLife is Strange: True Colors

Det overbevisende stemmeskuespil og den flotte visuelle side bakkes op af en lydside, som især imponerer med et så godt som perfekt soundtrack. Spillet formår især at skabe nogle rørende sekvenser, hvor Alex selv står for musikken. Eksempelvis er der en stærk scene, hvor hun spiller Radioheads Creep, alene i hendes nye lejlighed, kort efter at hun finder en guitar, som Gabe har lagt til hende. Andre gange er det en montage, hvor den helt perfekte indie-ballade er fundet frem. Generelt føles True Colors som en mere velproduceret og voksen version af Life is Strange, men hvor oprigtigheden alligevel er bevaret.

Går vi tilbage til det visuelle, så er spillet dog ikke perfekt. Ligeså imponerende som ansigterne er i de cinematiske sekvenser, ligeså udetaljerede er mange af beboerne dog rundt om i Haven. I det hele taget er det tydeligt, at ressourcerne er brugt på det, som er meget tæt på dig, mens detaljer et stykke væk ofte mudres en del ud. Dette er dog mest relevant i byens mere åbne områder, og betyder ikke det store, når du er inde i en bygning, og gør sig ikke rigtig gældende i cinematiske sekvenser heller.

Samlet set er True Colors en yderst vellykket ny start for serien, som fremhæver alt det, som serien gør så godt, og samtidig giver konceptet et forsigtigt skub fremad. Uanset hvor meget vi ser til Alex, Steph og resten af Haven Springs i fremtiden, så beviser True Colors, at Deck Nine virkelig ved, hvad de laver. Life is Strange kunne ikke være i bedre hænder.

HQ
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Fantastiske karakterer, flotte ansigter, generelt pæn visuel side, god brug af Empathy-evnen, fed musik.
-
Historien ikke perfekt, nogle rå steder grafisk.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold