Life is Strange: Double Exposure

Det er nogle år siden, jeg spillede det første Life is Strange, og selvom jeg syntes, det var lidt for hipster-agtigt og avantgarde til at virke effektivt på i hvert fald mig, var det alligevel en god oplevelse. Spillet handler om Maxine Caulfield, som har evnen til at spole tiden tilbage og dermed ændre fortiden - blandt andet for at redde folk fra den visse død. Life is Strange blev udgivet i episoder, hvor en ny kom ud månedligt eller hver anden måned. Nu, mange år senere, er der kommet en opfølger til Max' eventyr. Der har været adskillige spil i serien før denne opfølger, men disse har jeg ikke prøvet. Så nu er jeg spændt på at drage ud med en ældre Max og se, om Life is Strange: Double Exposure kan overgå originalen. Jeg har spillet det på Steam, og spillet er udviklet af Deck Nine.

Jeg vil prøve at undgå for mange spoilers om historien, da den udgør omkring to tredjedele af oplevelsen. Nogle elementer er dog så afgørende for spiloplevelsen, at de er uundgåelige at nævne her.

Life is Strange: Double Exposure finder sted mange år efter Maxine Caulfields ungdomseventyr i Arcadia Bay, hvor hun stod over for det traumatiske valg mellem at redde sin veninde/kæreste Chloe eller selve byen Arcadia Bay. Dette valg, som man tog i slutningen af det første spil, er også noget af det første, man skal tage stilling til i Double Exposure. Denne afslutning spiller en stor rolle i efterfølgeren - ikke så meget på grund af det, der sker med Max, men på grund af de mange referencer til hendes oplevelser fra high school. Max er nu en berømt fotograf, underviser på universitetet og er blevet en dynamisk og moden kvinde. Hun har fået to nye venner, Safi og Moses, og da de en dag tager op for at kigge på stjerner - Moses er astrofysiker - sker der noget mystisk: Safi bliver skudt, Max besvimer og oplever et blackout.

Max har ikke brugt sine evner til at spole tiden tilbage siden hændelsen i Arcadia Bay, men nu tvinges hun til at tage dem i brug igen for at opklare mordet på sin veninde. Hendes evner er dog ændret - i stedet for at spole tiden tilbage kan hun nu hoppe mellem parallelle dimensioner. Den ene dimension er én, hvor Safi er død, og den anden er en, hvor Safi lever i bedste velgående. Max kan skifte mellem de to dimensioner og på den måde samle information om mordet ved eksempelvis at tale med den levende Safi om de hemmeligheder, hun holdt for sine venner. Som en fed ekstra feature kan man, ved at trykke på E, se skygger fra den anden dimension og høre samtaler fra denne. Det giver Max mulighed for at samle information på en innovativ og spændende måde, der fungerer virkelig godt.

Spillet bruger en fascinerende mekanik, hvor den dimension, hvor Safi lever, er fyldt med lys og farver, mens dimensionen, hvor Safi er død, er mere mørk og skyggefuld. Det gør det både nemt og interessant at skelne mellem dimensionerne. At udforske dem er en fornøjelse, og banerne er både tilgængelige og logiske, hvilket gør dem tilfredsstillende at løse. Der er flere evner, som Max opnår hen ad vejen, men dem vil jeg ikke afsløre her.

Noget af det mest imponerende i Life is Strange: Double Exposure er historien, som virkelig rammer. Max er nu en langt mere nuanceret karakter end i det første spil, hvor jeg fandt hende lidt kedelig og alt for teenageagtig. Nu er hun en af de mest charmerende karakterer, jeg har mødt i et computerspil. Hun er sjov, sød og fascinerende at følge, og Deck Nine har givet hende levende animationer, der gør det svært at fjerne øjnene fra hende, når hun taler med sine venner og kolleger. Stemmeskuespilleren gør et fremragende stykke arbejde, og det gør lange samtaler mere engagerende. Karaktergalleriet omkring hende er også yderst veludført, og selv de personer, der ved første øjekast virker ubehagelige, viser sig senere at have dybde og forståelige motiver. Jeg var opslugt hele vejen igennem og tænkte på historien, selv når jeg ikke spillede. Historien er fyldt med drama, plot twists og romantik, og den tog mig flere gange på sengen, med udviklinger som jeg ikke i min vildeste fantasi havde set komme. Det var en stor fornøjelse.

Grafikken i spillet er fantastisk, og karaktererne er utroligt livagtige - deres ansigtsudtryk afslører ofte mere, end de siger, og det hjælper også spilleren med at følge Max' observationer og konklusioner. Stemmeskuespillet fortjener også ros, da det komplementerer animationerne perfekt. Musikken er også skøn, selvom der er nogle af de "hipster"-agtige sange fra det første spil, som måske ikke er for alle. Den originale komponerede musik skaber en perfekt stemning i de to dimensioner - den ene med sorg og tab og den anden med lys og håb. Ovegangen imellem de to dimensioner foregår ved disse punkter, hvor Max kan hoppe direkte fra den ene dimension til den anden, ved at feje hendes arme og hænder igennem luften, og der er ingen loading nødvendigt. Dette gør disse skift imellem dimensionerne til en vigtig del af løsningen på de situationer som Max ender i. Det er super innovativt, og jeg håber andre lader sig inspirere af Deck Nines spildesign.

Life is Strange: Double Exposure er nok min kandidat til "Game of the Year". Jeg nød hvert minut sammen med Max og alle de fascinerende karakterer, og kan kun anbefale spillet varmt. Gameplayet er væsentligt forbedret, og Max er blevet en karakter, jeg som voksen kan relatere til på en helt ny måde. Hendes blå øjne og den charme, hun udstråler, gør hende uforglemmelig. Hvis du elsker en god historie, fantastisk stemmeskuespil og et af de bedste manuskripter i år, så bør du ikke gå glip af Life is Strange: Double Exposure.