Licorice Pizza

Licorice Pizza er Paul Thomas Andersons hyldest til hans egen barndom i 70'ernes Californien, og selvom det er en finurlig, velskrevet, veludført og nostalgisk oplevelse, så rammer nostalgien ikke helt plet for mig - en 27-årige dansker, som aldrig har rørt ved en vandseng før. Filmen rammer forhåbentlig mere plet for folk, som rent faktisk kan genkende PT Andersons barndom, for det er nostalgien, ung kærlighed og coming-of-age som er hovedkarakterne i Licorice Pizza og plottet er ... ja, ret svært at finde til tider.

Men hey, sådan er Slice of Life-genren jo, og selvom jeg godt kunne have brugt at blive blæst dramatisk bagover på et eller andet tidspunkt i løbet af filmens 133 minutter, så følte jeg aldrig rigtig, at jeg kedede mig mens jeg fulgte hovedkarakternes liv udspille sig - på trods af den ellers relative kedelige setting og det udramatiske plot.

Licorice Pizza følger Alana Kane (spillet af Alana Haim) og Gary Valentine (Cooper Hoffman, søn af den afdøde Phillip Seymour Hoffman) og deres opvækst i 70'ernes Californien. Det er begge skuespilleres debutfilm, og på trods af, at det er deres første rodeo på de skrå brædder, så spiller begge to skide godt og utrolig naturligt. Deres kemi, relation og deres unge kærlighed er hvad som bærer filmen igennem det tynde plot. For plottet er desværre ret tyndt.

Gary er en 15-årig børnestjerne, som har et talent for at hustle, og har altid en god idé i baglommen. Han er kæk, karismatisk og på trods af sit ellers kiksede udseende, ret charmerende. Alana derimod er en 25-årig ung kvinde, der arbejder som fotograf-assistent på Garys skole, og som ikke helt har fundet sit kald i livet endnu - noget som de fleste af os vel kan nikke genkendende til. Selvom de to har 10 år imellem sig, så drages de af hinanden - og det er deres ping-pong og atypiske kærlighedsrelation, som er omdrejningspunktet i filmen.

Licorice Pizza er helt sikkert for en bestemt type publikum - dem som ikke har et problem med langsomme slice of life film og som ikke har et stort behov for et dramatisk episk plot. Det publikum kommer formentlig til at elske dens trivielle fremstilling af livet og dens sneglende pacing, men jeg sagtens kan se andre blive skuffede over det egentlig ret ligegyldige og udramatiske plot, som Licorice Pizza har. Jeg er selv et sted midt imellem de to.

Der er steder hvor Licorice Pizza skinner, og ikke kun i kemien mellem hovedkarakterne, men også i PT Andersons fantastiske og velskrevne dialog og side-karakterer. F.eks. Bradley Coopers John Peterson, som er helt gak gak og et skønt afbræk til den mundane hverdag, eller John Michael Higgins' ubevidste rascistiske japanske restaurent-ejer. Det er faktisk en overraskende sjov film med masser af velskreven underspillet komik, og PT Andersons kunstneriske stil skinner helt igennem. Manden er jo en auteur, og det er klart, at det ikke er alle, som kan lide hans værker. Jeg synes desværre, at Licorice Pizza er en af hans svagere film, og jeg manglede "the element of surprise" fra hans side af, og det hele bliver en smule fladt.

Det lyder måske lidt tamt, og det må jeg desværre også indrømme, at det er det skam også. Gary og Alana har fantastisk naturlig kemi, men deres "kærlighed" holdes alligevel tilbage på grund af aldersforskellen mellem de to - og den her "Will they? Won't they?" ping-pong bliver en smule langtrukken efterhånden. Konstant ventede jeg på noget som skulle ryste den ellers mundane tilværelse, men blev grueligt skuffet, da der aldrig kom noget Tarantino-moment, som vendte hele filmen på hovedet. Den naturlige kemi mellem Gary og Alana kan desværre ikke bære hele Licorice Pizza, og det er ikke nok til at skjule, at plottet er ret tyndt og meh bag den ellers nostalgiske facade. Jeg var underholdt igennem den veludførte film, ja, men det bliver altså kun til et lille 7-tal fra min side af.