Lego Star Wars: The Complete Saga

At børnespil tit har været forbundet med en uhumsk tendens til licensrytteri, er vel næppe sluppet forbi de fleste. Børn stiller åbenbart ikke de store krav, og de ufatteligt mange lønslaver, der sidder i hver deres lille æske og banker løs i tastaturet, har tilsyneladende for længst glemt, hvorfor de engang ville lave interaktiv underholdning.

Heldigvis har min ældste søn en god næse for den slags, han er nærmest en sporhund optrænet i at fremsnuse bullshit og sjæleløse forestillinger, hvor licensen bliver misbrugt til at lave dødssyge platformspil á la dem, du kender fra midthalvfemserne.

Det er også derfor at højen af ubrugelige spil vokser inde på mit kontor. Cars fik tyve minutter i vores PlayStation 2, før han opgav og kaldte det kedeligt, mens rotten Remy fra Ratatouille fik en halv time. Ikke engang Garfield har nået over de famøse fyrre minutters snurren i konsollen, før han arkiverede det lodret. Til gengæld, og det er så her, hvor de sidste mange liniers rablen faktisk samles til en pointe, så spiller han stadig Lego Star Wars: The Original Trilogy - og det er altså et år efter at det først blev udgivet.

Og det er til at forstå, hvorfor: Lego Star Wars er enhver drengs og voksenmands drøm i pixelerede klodser. Platformelementer kombineret med lynhurtig ræs gennem det blæksorte mørke, eller over jorden i en skoldhed ørken. Hele galleriet af karakterer fra samtlige film er legofiseret og udstyret således, at de kan bytte krop, ansigt og våben med hinanden, og der derved kan skabes et rigt antal vandskabninger. Et utal af baner, alle med en stor genspilsværdi fordi du kan besøge dem igen med andre karakterer, der så kan åbne for nye baner - og jeg kunne blive ved. Lego Star Wars-spillene er en ren skattekiste af underholdning til børnene.

Og nu kommer så The Complete Saga, og hvad så? Reelt set så betyder det ikke så meget, i hvert fald ikke, hvis du har f.eks. det oprindelige spil på PlayStation 2 eller toeren til Xbox 360. Du får selvfølgelig begge samlet under samme tag, eller måske rettere i samme kantine, med en pænere grafik og muligheden for et større persongalleri, men det er så også det. Jo, der er da et par nye baner undervejs, bl.a. Coruscant, hvor Obi-Wan Kenobi og Anakin jagter Amidalas snigmorder gennem hele den neonoplyste by, nogle nye figurer, en mulighed for at styrke ens lyssværd i et halvt minut og nye Bounty Hunter-missioner, men det er altså ikke de forkromede tiltag, Travellers Tales har brugt tiden på. Ikke engang hvis du kigger hen over formaterne. Xbox-udgaven har fået Achievements, PS3-versionen leger lidt med brugen af Sixaxis-kontrolleren - og på Wii kan du svinge Wii-moten som et lyssværd, dog uden at det fungerer som andet end hvis du trykkede på en knap.

Alt dette betyder dog meget lidt, hvis du er seks år gammel og bare elsker at nedslagte horder af fjender, bygge broer til de mest umulige steder og finde alle ti bonusser på hver bane - og Lego Star Wars er i den grad lavet til børn. Alene det at indsamle spillets møntfod og købe hele galleriet af farverige eksistenser fra filmene, er en opgave, der kan tage ugevis, og som ikke én gang har været trættende her i huset. Lig dertil muligheden for igennem Free Play-funktionen, at tage dem med tilbage på banerne, åbne op for ellers utilgængelige steder, og du har lige et par ekstra uger foran fladskærmen. Det er ret imponerende.

Hvad der dog stadig er skuffende at se, er hvordan de små ting i spillet, dem som jeg allerede påtalte sidste år, ikke rigtig er jævnet ud. Kameraet har det stadig med at drille, specielt når man er to spillere på banen - og ligesom i det første, så hives man stadig af sted via en usynlig snor, hvis ens partner vælger at stikke næsen lidt for langt frem på en bane. I oplyste korridorer ombord på et rumskib er det aldrig et problem, men stående foran en afgrund eller lidt kviksand, bliver det nærmest rædselsfuldt irriterende, at se ens karakter henholdsvis drukne eller styrte i døden utallige gange, fordi ens partner lige mangler at træde et par skidt tilbage.

Karaktermæssigt er det også lidt svært at håndtere The Complete Saga, for hvad er grundlaget? Folk der aldrig har haft de to spil mellem hænderne, har i den her pakke et imponerende udvalg af muligheder og uendelig mange spiltimer foran sig. Imens har dem der måske enten har etteren eller toeren, kun den halve fornøjelse tilbage. Og dem der har spillet begge to, vil nok næppe punge 400-500 kroner ud for de samme spil, meget lidt ekstra indhold og et par nye baner. Og derfor er du nødt til at finde kuglerammen frem ved den her anmeldelse. For har du begge, så skal syvtallet nok nærmere ses som et femtal, i hvert fald i den økonomiske optik. Har du et af spillene, så er The Complete Saga et sekstal værd, og har du ikke spillet nogle af spillene, skal du stole på syvtallet.

Om det giver nogen mening, aner jeg ikke, men jeg kan ikke retfærdiggøre det på andre måder, og dermed ender The Complete Saga også, hvor toeren for mit vedkomne gjorde. Et spil der er mere end summen af sine dele og som licensmæssigt er ret velfungerende.