Lego Party

Der findes selvfølgelig ingen mangel på Mario Party-kloner, hvor man spiller brætspil afbrudt af små, simple mini-games - men indtil nu har ingen formået at komme i nærheden af den originale serie, der for alvor startede hele konceptet. Indtil nu, altså.

Selv da Lego Party blev annonceret sidste sommer, var der mange andre end mig, der blev begejstrede for præsentationen. Det stod hurtigt klart, at den australske udvikler SMG Studio ikke ville nøjes med blot at lave en Mario Party-klon, men derimod ønskede at skabe noget helt deres eget. De har derfor fyldt spillet med forskellige og meget karakteristiske Lego-universer, som naturligvis kan tilpasses undervejs i en runde. Og i stedet for Mario-maskotter får vi her almindelige Lego-figurer med flere skins, end vi nogensinde får brug for - og selvfølgelig endnu flere, der kan låses op for, efterhånden som man spiller. For at sætte prikken over i'et er det hele iscenesat som et slags sportsshow - eller måske mere præcist et tv-gameshow komplet med kommentatorer, der dækker alt, hvad der sker, i realtid.

Der er flere forskellige modes at vælge imellem, men hovedattraktionen er naturligvis den klassiske Mario Party-struktur. Her skal man købe gyldne felter i stedet for stjerner, men ellers vil det meste virke velkendt. Du bevæger dig langs en udstukket bane med et par alternative ruter, samler ressourcer op for at købe gyldne felter og spiller mini-games. Dog starter man her hver runde med mini-gamet - og foretager derefter sin bevægelse.

Det virker måske lidt mærkeligt i starten, men det viser sig hurtigt at være både smartere og mere logisk. På den måde kan du som regel stadig gøre noget i sidste runde, selv hvis du mangler penge, simpelthen ved at vinde mini-gamet og derved kunne handle. I Mario Party har det sidste mini-game sjældent den store betydning, bortset fra hvis det skal afgøre en uafgjort. Slutningen af runderne føles dog lidt antiklimatisk, for i forsøget på at adskille sig fra Mario Party har SMG Studio valgt helt at undlade bonusser. Det betyder, at den score, du står med til sidst, er den endelige. En lidt spildt chance for at tilføje nogle uventede overraskelser.

Som man nok kunne gætte, er der også power-ups at gøre brug af. Der er ingen terningekast her, men opsætningen minder om, og tallet mellem 1 og 8 bliver stadig tilfældigt. Dette kan du manipulere med på forskellige måder - for eksempel ved at bruge et power-up, der giver dig én ener og syv ottetaller, hvilket giver en stor chance for at rykke langt frem, gå tilbage (måske for at købe det gyldne felt, du ikke havde råd til sidst) eller teleportere et andet sted hen. SMG Studio genopfinder ikke ligefrem hjulet, og de stiliserede ikoner har slet ikke den samme charme som Marios modstykker - men bonusgenstandene føles stadig mere gennemtænkte og underholdende end de ret blege items, vi ser i det ellers glimrende Sonic Racing: Crossworlds.

Men... et spil af denne type kræver naturligvis sjove mini-games for at holde underholdningsværdien høj - og heldigvis er det netop her, spillet virkelig skinner. SMG Studio kan prale af over 60 mini-games, og vi ved fra Moving Out (og efterfølgeren), at de forstår at skabe vanedannende gameplay ud fra simple idéer. Det er en styrke, de fuldt ud har udnyttet her. Hvis jeg skal drage en overordnet parallel til Mario Party-serien - det er trods alt en ret tydelig klon - så er mini-games her en smule dybere. Jeg synes altid, at Marios mini-games er bedst, når der er et strejf af finesse, og man kan spille lidt længere ad gangen - og det rammer de alle sammen her.

Mini-games er generelt mere udfordrende og i nogle tilfælde (som enhjulecykel-løbet) så svære, at mange dårligt når i mål første gang. Andre, som snowboard-ræs, rammer den perfekte balance mellem dybde og tilgængelighed og bliver kun sjovere, jo mere man spiller. Andre discipliner er også mere drilske end deres Nintendo-modstykker, hvor det ofte ender uafgjort. Her er der oftere en klar vinder, hvilket gør det mere intenst og spændende.

At vinde mini-gamet giver dig ikke kun flere hop, men gør dig også til den, der starter runden (da mini-games jo kommer først). Det betyder, at sejren føles vigtigere, og ulempen ved altid at komme sidst forsvinder.

Der er i alt fire spilleplader at vælge imellem, hvilket umiddelbart føles lidt sparsomt. Jeg mistænker, at det mest handler om udviklingsomkostninger - for at lave baner med så meget ambition tager tid, og som nævnt kan de også ombygges og generelt byder på mere interaktivitet end i Mario Party. Hvis spillet bliver en succes, håber jeg, at SMG Studio viser sig bedre end Nintendo til at udgive DLC og tilbyder flere baner og mini-games (ud over de oplagte skins). For Lego Party er et spil, vi kommer til at spille længe - og dets levetid afhænger kun af, hvor længe vi holder os friske på indholdet.

Jeg kunne egentlig slutte anmeldelsen her, men jeg vil gerne fremhæve et par flere rosende pointer. Grafikken er nemlig helt i top: farverig, flot præsenteret, knivskarp og med fede effekter. Jeg vil også rose kommentatorerne, som jeg endnu ikke er blevet træt af, selv efter utallige runder - de tilfører en livlighed og energi, jeg virkelig sætter pris på. Derudover er det fedt, at der er så mange skins at vælge imellem. Jeg har lagt mærke til, at selv voksne synes, det er sjovt at bladre gennem hele udvalget, før de beslutter sig for at spille som en klassisk 80'er-astronaut med moustache, en Ninjago-ninja eller måske noget, der minder om Harley Quinn. Det er en lille detalje, men den betyder mere, end man skulle tro, og bidrager til spillets levende og sprudlende udtryk.

Så... er Lego Party bedre end Super Mario Party Jamboree? Måske ikke - men det er heller ikke langt fra. Jeg vil sige, at SMG Studio på første forsøg næsten har formået at matche Nintendos nok bedste Mario Party-spil til dato. Spillet bygger på de grundprincipper, Nintendo skabte, men tilfører samtidig nok egne idéer - og vigtigst af alt, nogle virkelig gode mini-games - til at holde dig fuldt underholdt. Mine venner har bogstaveligt talt tigget om at spille det de sidste par uger, og jeg forstår dem godt. Det er hylende morsomt og enormt sjovt at spille. Hvis vi bare får nogle bonusser efter runderne for lidt ekstra spænding og et par flere baner, må Mario se sig over skulderen - for så har vi en ny partykonge i spilverdenen.