Legacy of Kain: Defiance

Vampyrer må siges at være kommet på mode igen her de sidste par år. Hr. Snipes agerede action helt i form af supervampyren Blade, og snart er Hugh Jackman klar som vampyrjæger i Van Helsing. Mere interessant for konsolpublikummet bør dog være at det nu igen er blevet tid til et nyt kapitel i Crystal Dynamics mangeårige serie om kampen mellem Kain og Raziel, der dog desværre ikke er helt så godt som man kunne have ønsket det. Med en rigtigt lækker grafik og god kontrol starter spillet godt ud, men falleres snart af et idéforladt gameplay der med lidt ekstra finpudsning kunne have dannet bund for et af genrens bedste spil.

Helt ligesom de tidligere spil i både Legacy of Kain og Soul Reaver serierne, er det nyeste spil også mættet med en tonstung historie der primært er rettet mod spillere af de tidligere serier. Mellem hvert af spillets kapitler skiftes der mellem de to figurer, men hvad der først virker som et lækkert afvekslende gameplay, gennemhulles hurtigt når man som spiller indser at der ikke er megen forskel figurerne i mellem.

Spillet er endnu engang bygget over den velkendte action-adventure formular, hvilket betyder at spilleren vil have deltaget i talløse kampe kun afbrudt af diverse puzzles og platforme, før spillet er besejret. Antallet af puzzles har dog denne gang måtte lide for det større fokus der er blevet lagt på spillets mange kampe og det nyudviklede combo-system. Ved hjælp af nogle enkle knapkombinationer er det nu blevet muligt at lave slagkombinationer som til forveksling minder om dem man kan finde i titler som Tekken og Soul Blade. Yderligere krydres systemet med Kain og Raziels telekinetiske evner, der alene ved tankens kraft gør det muligt at smide rundt med fjender. Hele kampsystemet virker upåklageligt, men forekommer desværre omsonst når størstedelen af fjenderne ikke ejer en skygge af intelligens, og nærmest bare venter på at bliver slagtet.

At vægten er blevet lagt på action frem for antallet af puzzles giver sig desværre ikke kun til kende i antallet af disse, men også kvaliteten med hvilke de er implementeret i spillet. Soul Reaver serien var nærmest notorisk kendt for at indeholde nogle djævelske onde og udfordrende puzzles, og derfor forekommer det ekstra underligt at kvaliteten af disse er så lav, i det nyeste spil. Hvor der før var tale om hjernevridere, forvises spillets to karakterer nu til "hent den gule nøgle til den gule dør" lignende opgaver hele vejen igennem, og allerede et par timer inde i spillet begynder dette at forekomme kedeligt.

På et punkt kan man dog ikke rose Defiance nok, for grafisk er her tale om lidt af en pragtpræsentation der med lethed får den aldrende Playstation 2 til at skinne som var den kommet på markedet i går. Flotte textures og effekter, samt en silkeblød frame rate får spillet til at glide af sted som var hardwaren lavet specifikt til denne ene titel. Kamerasystemet fungerer, på trods af alt den opmærksomhed det er blevet givet, hverken værre eller bedre end man er vant til for spil af genren.

Audiovisuelt er der heller ikke mange fingre at sætte på titlen. Spillets forskellige musikstykker kan forekomme lidt anonyme, mens både Kain og Raziels stemmer er virkeligt velgjorte. Man kunne godt have ønsket et mere bombastisk og eksperimenterende soundtrack som man for nyligt kunne opleve i det genrelignende Castlevania, men det er desværre ikke alle udviklere der råder over så talentfulde komponister.

Defiance må se sig tilhørende den gruppe af spil som med lidt ekstra arbejde kunne være blevet til noget virkeligt specielt. Det nye kampsystem fungerer fint og giver en god følelse af at have superkræfter, men gøres i sidste ende redundant af drone lignende fjender. Ligeledes synes spillets forskellige puzzles at lide under er de simpelthen ikke er blevet givet nok fokus, med det resultat at de hurtigt bliver en byrde i stedet for en givende variation af gameplayet. Til sidst kunne man også undre sig over at spillets historie stort set ikke vil give nogen mening, medmindre man har spillet de tidligere spil i serierne, når nu resten af spillet synes at være blevet strømlinet for at give adgang til et større publikum. Fans af genren eller/og serien vil dog givetvis kunne få en del timer ud af spillet.